| |
P-piller får kvinder til at vælge mænd med de
forkerte gener
Kvinder, der vælger deres partner, mens de tager
p-piller, falder modsat deres medsøstre for lugten fra mænd med
omtrent samme genetiske profil som deres egen, viser ny britisk
forskning. Det giver større risiko for abort, barnløshed og
skilsmisse.
Af Kalika Bro-Jørgensen, torsdag 14. aug 2008 kl.
07:18
Mennesker kan normalt lugte, om en potentiel partner er et
genetisk godt match at få børn med, men den evne svækkes hos
kvinder, hvis de begynder at tage p-piller, viser britisk forskning.
Det er mest optimalt at vælge en partner med en genetisk profil ulig
ens egen. Men p-piller får kvinder til at vælge partnere, der
tværtimod ligner dem selv genetisk. Det skriver University of
Newcastle i en pressemeddelelse.
Tidligere forsøg har vist samme tendens, men de nye resultater har
for første gang sammenlignet kvinders partnervalg, før og efter de
begyndte at tage p-piller.
De 97 kvinder, der deltog i forsøget, fik hver udleveret seks
t-shirts, som frivillige mænd havde sovet i. Efter at have lugtet
til hvert eksemplar skulle kvinderne vælge, hvilken t-shirt der
lugtede mest tiltrækkende.
Tre måneder senere skulle kvinderne igen foretage samme valg, men da
var 40 af kvinderne begyndt at tage p-piller. Denne gruppe valgte
pludseligt mænd med en genetisk profil langt tættere på deres egen.
»Resultaterne viser, at præferencen blandt kvinder, der begyndte at
tage p-piller, vendte sig mod mænd med genetisk lignede lugte. Ikke
alene kan ligheden i parforhold lede til fertilitetsproblemer. Det
kan også i sidste ende ledes til parforhold bryder sammen, når
kvinden holder op med at tage p-piller, da opfattelsen af lugte
spiller en vigtig rolle for at vedligeholde tiltrækningen til
partneren,« siger Craig Roberts, der ledte forsøget, til den
britiske avis The Times.
Udover skilsmisse giver forkerte genetiske valg større risiko for
abort og barnløshed. Hertil kommer, at de ensartede gener kan føre
til, at barnets immunforsvar bliver svækket.
Forskerhold fra henholdsvis University of Newcastle og University of
Liverpool står bag forsøget. Deres resultater er offentliggjort i
det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the Royal Society B:
Biological Sciences.
(kilde: ingeniøren.dk) | |
 |
Få svar på alt
indenfor moderskabet
Pt. lukket
 |
|
|