| |
Valg af fødested
Fødslens begyndelse
Fødsel
på sygehus. Hvornår skal jeg tage af sted?
Livmodermunden åbner sig, barnet trænger ned
Fostervandet siver
Kan
jeg bevæge mig, som jeg vil, når jeg har veer?
Ve-
og hvilestillinger under første del af fødslen
Spise og drikke under
fødslen
Barnet under fødslen
Pressetrang og
presseperiode
Barnet
fødes
Barnet begynder at
trække vejret
Mor og
barn
Navlen
Moderkagen fødes
Blødning og eventuel syning
Hænder og fødder er blå
Indsmurt i fosterfedt
Moderfølelsen
Fødselsdepression
Når først maven vokser og veerne starter, er vi ligesom nødt
til at presse vores baby ud. Vi kan ikke fortryde eller lige
udsætte det et par dage, fordi vi ikke lige har lyst.
Mange gravide kvinder beskæftiger sig slet
ikke med at sætte sig ind i fødslens forløb, eller går til
fødselsforberedelse. Der er jo både for og imod, men selvfølgelig er
det da altid fornuftigt at sætte sig lidt ind i, hvad det egentlig er
for en kæmpe oplevelse ens krop snart vil blive udsat for. Ingen
gravid er ligeglad med at de skal føde, det er jo bare sådan, at det
jo ikke er noget, som vi kan slippe for. Nogen bliver bare nervøse af
at læse alt for meget. Her på siden hører vi meget gerne om din
fødsel, hvad enten du har født normalt eller ved kejsersnit.
Fødslen er en af de største menneskelige
begivenheder, ig ingen kultur forbigår den i ubemærkethed. Hvad
enten man fejre den med trommer, med at klippe barnets hår eller
hælde vand over dets lille hoved, så finder mennesket måder at
proklamere deres glæde over den lykkelige begivenhed på.
Valg af fødested
Det er selvfølgelig noget du vil blive spurgt
om af din læge eller jordemoder. Valgmulighederne er ikke de samme i
hele Danmark. Men generelt findes følgende muligheder:
-Ambulant på en klinik eller et sygehus.
Ambulant betyder at mor og barn forlader sygehuset senest 24 timer
efter fødslen. På grund af nedskæringer er dette blevet mere normalt
end tidligere
- På en specialafdeling på et sygehus (barsels
eller fødselsgangen) det vil sige en afdeling som kun tager sig af
fødende. Det er dette de fleste benytter.
- På en fødeklinik.
- På en kirurgisk fødeafdeling på et sygehus,
det er en fødeafdeling, hvor man foretager kejsersnit, hvis det
bliver nødvendigt før eller under fødslen.
- Eller hjemme.
Fødslens begyndelse
Nogle gravide kvinder har selv en stærk
fornemmelse af, at fødslen snart går i gang.
Fornemmelsen kan som regel ikke rigtig forklares nærmere, men den er
der. Der kan også være andre tegn fra kroppen, der viser at fødslen
er nært forestående.
Har du født før kan fødslen begynde anderledes, end du tidligere har
oplevet.
Slimprop
Hos de fleste kvinder sidder der en prop af slim i livmodermunden.
Den beskytter mod bakteriers indtrængen i livmoderen. I slutningen
af graviditeten åbner livmodermunden sig lidt, og slimproppen glider
ud. Slimet er sejt og hvidligt. Det kan være gulligt, eventuelt med
lidt blod i, og kan komme ud fra skeden klatvis over et par dage.
Tegnblødning
Der kan komme lidt slimet, brunligt eller lyst blodigt udflåd i
forbindelse med, at fødslen går i gang. Det kommer også fra
livmodermunden. Når den åbner sig, brister nogle små blodkar. Denne
let slimede blødning kaldes tegnblødning.
Veer
Fødslen kan begynde med veer. Veer er sammentrækninger i livmoderen.
Sammentrækningerne skal trække livmoderhalsen opad og åbne
livmodermunden.
I begyndelsen af fødslen kan veerne være uregelmæssige. De kan komme
med 5 til 10 til 15 minutters interval og have forskellig varighed.
Nogle er små og korte på et halvt minut, andre længere – op til 1
minut. Efterhånden finder vearbejdet et mønster, hvor veerne kommer
nogenlunde regelmæssigt og varer nogenlunde lige længe.
Veer mærkes som ubehag eller smerter i livmoderen og måske over
lænden og ned i lårene.
Afgang af fostervand
Det første tegn på, at fødslen snart går i gang, kan være, at
der går hul på fosterhinderne og fostervandet begynder at sive.
Fostervandet kan begynde at løbe ret pludseligt, eller det kan sive
ganske langsomt. Man kan godt føle sig i tvivl, om det er
fostervand, der siver, om det er urin, eller om det er rigeligt med
udflåd. Fostervandet har en karakteristisk lugt, som du nok vil
lægge mærke til. Det vil blive ved med at sive, hvis der er hul på
fosterhinderne. Fostervandet er klart. Der er ingen nerver i
fosterhinderne, så det gør ikke ondt, når der går hul på dem.
Ring til jordemoderen, hvis fostervandet begynder at sive derhjemme.
Fødsel på
sygehus. Hvornår skal jeg tage af sted?
En normal fødsel kan godt vare op til 24
timer fra de første veer begynder. Førstegangsfødende har som regel
lidt længere forløb end flergangsfødende (gennemsnitligt 12-24 timer
for førstegangsfødende og gennemsnitligt 8-12 timer for
flergangsfødende).
Ring til fødestedet
Når du synes, det virker, som om fødslen er i gang, skal du
kontakte jordemoderen. Jordemoderen kan bedst vejlede, hvis hun
taler med dig selv.
I begyndelsen kan du roligt gå omkring og foretage dig forskelligt,
som du har lyst til. Du kan spise og drikke, som du plejer, og du
kan for eksempel tage et varmt bad. Det virker afslappende og kan
være dejligt i denne fase af fødslen.
Det er rarest at tage af sted til sygehuset på et tidspunkt, hvor du
endnu ikke skal bruge al din koncentration på vearbejdet. Der skal
være overskud til at blive fortrolig med fødestuen og den
jordemoder, der skal hjælpe. Tal også med jordemoderen om, hvordan
du skal komme til fødestedet
Livmodermunden åbner sig, barnet trænger ned
Livmoderens sammentrækninger under første
del af fødslen kaldes udvidelsesveer, og denne del af fødslens
forløb kaldes for udvidelsesperioden.
Under vearbejdet sker der følgende: Livmoderhalsen trækkes opad, og
livmodermunden åbnes. Barnet skubbes nedad, så det er klar til at
skrue sig ned igennem bækkenet. Barnets hoved drejer sig, alt efter
hvor der er bedst plads i bækkenet.
Livmodermunden åbner sig sædvanligvis 1 cm i timen, når veerne er
gode, og man skal føde for første gang. Livmodermunden skal være
cirka 10 cm åben, for at barnets hoved kan trænge helt ned i
bækkenet og kvinden kan begynde at presse.
Fostervandet siver
Under fødslen vil der på et tidspunkt måske
gå hul på fosterhinderne, og fostervandet vil sive ud. Nogle kvinder
mærker et lille smæld, når hinderne brister. Andre mærker ikke
noget. Når der først er hul på hinderne, vil vandet sive under
resten af fødslen, da der til stadighed dannes nyt fostervand.
Hvis hinderne ikke brister af sig selv, vil jordemoderen sikkert
prikke hul på dem. Det gør ikke ondt, da der ikke er nerver i
fosterhinderne.
Hvis vandet siver og du ikke har veer endnu, kan du, efter
jordemoderen har undersøgt dig, tage hjem og slappe af og vente på,
at veerne begynder. Jordemoderen vil fortælle dig, hvornår hun gerne
vil have, at du senest kommer tilbage til fødestedet. Hvis veerne
ikke går i gang af sig selv efter et godt stykke tid, vil
jordemoderen eventuelt tilbyde dig, at fødslen bliver sat i gang.
Det er forskelligt fra fødested til fødested hvor lang tid, man
synes, der må gå. Omkring et døgn eller lidt mere er det mest
almindelige. Det afhænger selvfølgelig også af, hvordan du og det
endnu ufødte barn har det.
Man kan godt føle sig i tvivl, om det
er fostervand eller om det er urin. Men fostervandet er klart og har
en karakteristisk ferskt lugt - ligesom sæd. Lugter bindet af urin,
kan det være, at du ikke har kunnet holde på vandet.
Kan jeg
bevæge mig, som jeg vil, når jeg har veer?
Ja, det kan du, og fysisk aktivitet er godt
for fødslens forløb. Mange fødende kvinder trives bedst med at
skifte imellem at gå omkring, sidde op eller ligge ned.
Fødslen er en meget aktiv proces, der medinddrager hele kroppen. Lyt
til de signaler, du får fra kroppen. Det er godt, at du bevæger dig
og gør, hvad du føler er bedst for dig. Det kan give dig god
fornemmelse af at arbejde sammen med kræfterne i kroppen.
Ved at du bevæger dig under veerne i udvidelsesperioden udnyttes
pladsen i bækkenet godt. Det letter barnets mulighed for at trænge
ned.
Ve- og
hvilestillinger under første del af fødslen
De fleste fødende kvinder føler sig godt
tilpas ved at vugge eller rokke med kroppen under veerne.
Du kan læne dig ind over et bord eller en seng og hvile på albuerne
og underarmene. Det giver mulighed for at stå op og vugge eller
rokke fra side til side eller op og ned med underkroppen.
Du kan sætte dig på en stol og hvile underarmene på dine spredte
knæ. På den måde kan du også rokke med bækkenet.
Du kan hænge om halsen på din mand eller en hjælper og vugge i
knæene.
En stor sækkestol kan give god støtte enten i ryggen eller under
maven. Sækkestolen kan formes, så der bliver plads til maven. Derved
kan du ligge afslappet på alle fire med god støtte.
Du kan ligge på siden og få støtte af puder. Der er mange
muligheder. Jordemoderen kan hjælpe, hvis du ikke rigtig kan få det
til at fungere.
Spise og drikke under
fødslen
Tidligt under fødslen er det godt at få lidt
let fordøjelig mad at spise. Ristet brød, gerne med noget sødt, og
noget at drikke er som regel rart.
Mælk er ikke godt, fordi det klumper sig sammen i mavesækken, som
tømmer sig meget langsomt under fødslen.
En del fødende kvinder får kvalme og eventuelt opkastning i sidste
del af fødslen. Derfor er det rarest kun at drikke under denne del
af fødslen. Drik gerne noget koldt og friskt.
Men føler du dig ligefrem sulten, kan du rolig spise, hvad du har
lyst til. Så vil du sikkert også kunne holde maden i dig.
Barnet under fødslen
Under fødslen skal barnet skrues ned gennem
bækkenet og ud gennem skeden. Det sker ved hjælp af vekræfterne. Det
er både anstrengende og stimulerende for barnet at blive født, og
det er en vigtig del af barnets tilpasning til livet udenfor
livmoderen.
Overvågning af barnet
Jordemoderen vil lytte til barnets hjerteslag mange gange under
fødslen med et træstetoskop eller en doptone. I selve presseperioden
vil der blive lyttet efter hver eneste ve. Sædvanligvis slår hjertet
lidt langsommere under en ve. Efter veen bliver rytmen hurtigt, som
den plejer at være, dvs. mellem 10 og 12 slag pr. 5 sekunder.
En del steder tilbydes elektronisk overvågning (cardio-toko-grafi
CTG) i et kvarters tid eller lidt mere i forbindelse med ankomsten
til sygehuset (en såkaldt door-step-test). Undersøgelsen giver
oplysninger om barnets tilstand og kan være vejledende for,
hvorledes barnet bedst overvåges under resten af fødslen. Under en
normal fødsel er det sædvanligvis ikke nødvendigt at overvåge barnet
elektronisk.
Pressetrang og presseperiode
Når barnets hoved er trængt ned gennem
bækkenet og nærmer sig skedeåbningen, kommer pressetrangen.
Pressetrang får mavemuskler og mellemgulv til at presse barnet ud.
Som regel vil livmodermunden nu være helt åben (ca. 10 cm i
diameter).
Jordemoderen vil hjælpe med at finde en hvilestilling og en
vejrtrækning, der bruger pressetrangen bedst muligt, indtil
livmodermunden er helt åben og barnets hoved er helt nede ved
skedeåbningen.
Selvom det muligvis er anstrengende, kan det være en god idé at
kvinden står op i denne sidste fase. Den fødende kvindes oprejste
stilling kan gøre det lettere for barnets hoved at skrue sig ned
igennem bækkenet under den sidste del af fødslen.
Presse sammen med veerne
Når livmodermunden er helt åben, og barnets hoved er trængt helt
ned til skedeåbningen og hovedet er drejet, kan du give helt efter
for pressetrangen. Prøv først at blive fortrolig med presseveens
styrke og varighed. Når du kender den, kan du indrette din
vejrtrækning og dit eget pres, så veens egne kræfter støttes. Det
vil som regel betyde, at du i kortere eller længere perioder vil
lade din udånding komme stødvis i takt med pressetrangen. På den
måde vil barnets hoved langsomt glide frem og udspile skedeåbningen
og mellemkødet. Jordemoderen vil vejlede dig om, hvordan du presser
bedst i denne sidste fase.
Barnet fødes
Når barnets hoved er gledet så langt frem i
skedeåbningen, at hele nakken er ude, vil jordemoderen hjælpe dig
med at lirke hovedet helt ud. I vil have et meget nært samarbejde,
hvor du skiftevis presser lidt og hviler lidt. Til sidst vil hovedet
være helt født. På dette tidspunkt er du måske så koncentreret, at
du knap opfatter, at hovedet er født.
Måske har du lyst til at se ned mellem benene, måske orker du det
ikke. Jordemoderen vil suge slim og fostervand væk fra barnets næse
og mund, hvis der er noget, der generer barnet.
Barnet vil af sig selv, eventuelt støttet af jordemoderen, i den
næste presseve dreje hovedet om på siden. Herefter fødes skuldrene
og resten af kroppen.
Nogle kvinder har lyst til selv at være med til at trække barnet ud.
Barnet begynder at trække
vejret
Straks barnet kommer ud, vil det trække
vejret, og lungerne foldes ud og fyldes med luft.
Blodkredsløbet i barnets hjerte og lunger vil samtidigt forandres,
idet blodet fra nu af iltes i lungerne. Blodet er før kommet iltet
ind i barnet fra moderkagen gennem navlesnoren. Den øvrige
omstilling fra livet i livmoderen til livet udenfor sker gradvist.
Alle indtryk er nye for barnet, for eksempel lugt, smag, temperatur,
og det som kan ses og høres. Lyde går nu gennem luft og ikke som før
fødslen gennem vand.
Mor og barn
Dér ligger det lille nyfødte barn. De fleste
forældre drømmer med glad forventning om netop dette øjeblik. Mange
kvinder forestiller sig, at de vil have stærke kærlige følelser for
barnet lige fra første øjekast. Sådan har nogle kvinder det også.
Men en del kvinder er så overvældede, at de har brug for lidt tid og
ro til at sunde sig.
Tag barnet op, når du selv har lyst
Når du føler dig parat, kan du tage dit barn op selv eller bede
jordemoderen løfte det op til dig.
Barnet vil nyde at mærke din varme hud og høre den velkendte lyd af
dit hjerte. Barnet vil også nyde at mærke dine hænder og arme slutte
tæt om sig. Det er vigtigt, at barnet holdes varmt.
Navlen
Navlesnoren klippes over, efter at barnet er
født. Det er forskelligt hvornår. Inden man klipper, sættes en
klemme eller elastik på navlesnoren nogle centimeter fra barnets
hud. Navlesnorens tykkelse varierer fra barn til barn. Navlestumpen
tørrer ind og falder af i løbet af de første uger efter fødslen.
Ved fødslen kan der tages blodprøver fra navlesnoren. Fra
navlesnorsblodet kan man blandt andet bestemme barnets blodtype. Det
er for eksempel vigtigt hvis moderen er rhesus negativ. En rhesus
negativ mor med et rhesus positivt barn skal have en indsprøjtning
med gammaglobulin indenfor de første døgn efter fødslen. Denne
indsprøjtning forhindrer, at moderen danner antistoffer mod et
rhesus negativt barn ved senere graviditet. Man kan også undersøge,
om barnet har fået nok ilt under fødslen.
Moderkagen fødes
Indenfor det første kvarters tid efter
barnets fødsel vil livmoderens sammentrækninger få moderkagen til at
løsne sig. Hvis du bløder meget vil jordemoderen give noget medicin,
der trækker livmoderen sammen og gør blødningen mindre. Medicinen
gives som indsprøjtning.
Når moderkagen er løsnet helt fra livmoderen, kan den fødes ved at
du presser ligesom ved barnets fødsel. Moderkagen glider gennem
skeden. Det mærkes som en stor blød varm klump. Hvis du har lyst,
kan jordemoderen vise dig moderkagens to sider – hinderne,
navlesnoren og den hule barnet har ligget i.
Blødning og eventuel syning
Der er sædvanligvis ikke ret megen blødning
ved en normal fødsel. Den blødning, der er, kommer fra det sted i
livmoderen, hvor moderkagen har siddet.
Hvis der er kommet en bristning, eller der er klippet i mellemkødet,
vil jordemoderen sy det, lige efter moderkagen er født. Ganske små
bristninger bløder ikke og sys derfor ikke. Vævet i skeden og
mellemkødet læges hurtigt. Klip og bristninger sys som regel med
noget tråd, der opløses af sig selv, mens vævet heler. Der kan godt
gå nogle uger, før tråden er helt forsvundet.
Hvis der ikke er lagt lokalbedøvelse før fødslen, vil jordemoderen
lægge den, før hun begynder at sy.
Hænder og fødder er blå
Næsten alle børn har blålige og kolde hænder
og fødder lige efter fødslen. Det bliver de som regel ved med i de
første dage, måske i de første par uger efter fødslen. Det er
normalt og hænger blandt andet sammen med, at barnets blodkredsløb
har forandret sig fra fosterliv til barneliv.
Indsmurt i fosterfedt
Fosterfedt er hvidt. Det er forskelligt fra
barn til barn, hvor meget fosterfedt, de har på huden, når de bliver
født. Nogle børn må tørres lidt af. Hos de fleste opsuges
fosterfedtet af huden og gnides af i tøjet i løbet af de første
dage. Piger kan længe have lidt fosterfedt siddende mellem
kønslæberne. Fosterfedtet beskytter barnets hud.
Moderfølelsen
Kærlighed ved første blik?
Mange gravide har læst og hørt utallige
historier om hvordan moderfølelsen kommer brusende gennem hele ens
krop, så snart de for øjenkontakt med baby, i det aller første
sekund. Bare rolig, fortvivl ikke hvis dette ikke sker. Der er ikke
noget galt med dig, det er helt almindeligt, at det kan tage lidt
tid. Husk på du vil være total udmattet og følelserne kører rund i
hovedet på dig. Moderfølelsen vil komme. At elske sit barn kan tage
lidt tid, ægte kærlighed kommer i takt med at du lærer dit barn at
kende. Så vær ikke for hård ved dig selv....
læs evt: her om
fødselsdepression
| |
 |
Få svar på alt
indenfor moderskabet
 |
|
|