Malenes fødsel

Da Line Kjerstine kom til verden

Da Lasse Emil kom til verden...

Linus´ velplanlagte hjemmefødsel

Ophelia- hjemmefødsel uden jordemoder

Jeanettes historie: Den mest fantastiske oplevelse i mit liv.

Helles første fødsel

Helles anden fødsel; Mit kæmpestore barn

Helles tredje fødsel

Malenes fødsel

Linus´ velplanlagte hjemmefødsel

 Nu har jeg prøvet det to gange, altså at føde hjemme, og begge gange har  resultatet været en dejlig dreng. Begge mine fødsler gik stærkt, men alligevel var der himmelvid forskel på 1. og 2. gang. Det vil jeg fortælle om her.

 Jeg har altid vidst at det ville være bedst for mig, at føde hjemme, men det har omverdenen absolut ikke været enig med mig i. Da jeg er bærer af hæmofili (blødersygdom) er jeg faktisk anset som fødende i risikogruppen, da der er 50% risiko for at mine drengebørn bliver blødere. Det faktum overskyggede det meste af min første graviditet, og min mand og jeg brugte meget krudt på at søge relevante oplysninger om vaginale fødsler kontra kejsersnit i forhold til at få en bløderbaby. Det viste sig i den videnskabelige verden, at vaginale fødsler var mindst komplicerede såfremt intet andet talte imod (præterm fødsel, misforhold i mellem barnet og moderens størrelse o.s.v.)

Derfor var jeg ikke i tvivl om, at det ville være bedst for os at føde hjemme. Heldigvis fik jeg også ret, men jeg indrømmer, at det var en tung byrde at bære, fordi jeg næsten fik præstationsangst, af al min argumenteren for hjemmefødsel, uden reelt at kunne bevise noget. Jeg havde jo ikke prøvet det før.

 Anden gang var en helt anden…Folk havde ikke så travlt med at være kloge, for jeg havde jo klaret det til UG sidst, og vores lille bløderdreng fik den mest skånsomme hjemmefødsel i verden.

 Nu var det en selvfølge, at det skulle ske hjemme i stuen, og derfor blev jeg helt afslappet og tænkte, nå ja, og hvis der sker noget så føder jeg da bare på hospitalet. Det var helt klart barnet og ikke fødslen, der fyldte mest i mine tanker, og det var jo nok fordi jeg denne gang vidste, at især resultatet var værd at kæmpe for. Graviditeten forløb med en masse plukkeveer, som sidst, og jeg havde svært ved at passe mit job som sygeplejerske. Jeg svor faktisk, at hvis jeg skulle være gravid igen, blev det som hjemmegående.

 Da vi nærmede os terminen  var alt planlagt ned til mindste detalje. Fødekarret stod klar i stuen, og selv jeg kunne slutte slangen til hanen ude på badeværelset, selvom det var lidt bøvlet. Vi havde alle 3 plus mave prøvebadet, til  Noahs meget store fornøjelse. Fordi vi vidste, at det principielt kunne gå dobbelt så hurtigt at føde 2. gang ( 1. gang tog 3½ time fra 1. ve) var der ingen tid at spilde, når først veerne satte ind. Noah skulle op til August på 4. sal, men allerførst skulle Bent slutte slangen til fødekarret, så jeg kunne gå i og spule varmt vand på maven fra starten. Så var det planen at han skulle ringe til jordemoderen og sige at nu var det nu, og så af sted med Noah.

 Jeg gik da og spekulerede på, hvad der ville ske, hvis det gik i gang imens jeg hentede Noah i vuggestuen, imens Bent var på arbejde, og jeg ikke lige kunne få ham hjem på 2 min. Men det skulle nok gå alligevel.

 Sidste besøg hos jordemoderen bekræftede at lillemanden stod klar med hovedet på ”spring” og at det nok blev inden alt for mange dage. Min søde og friske jordemoder fortalte lige som afskedssalut, at hun havde en kollega som havde født nr. 2 på 7  veer. Tak skæbne tænkte jeg, så hurtigt behøver det heller ikke at gå.  Mandag aften to dage før termin gik vi i seng, men jeg faldt aldrig helt hen, for jeg skulle hele tiden tisse. Det var som om Linus´ hoved delte blæren i to, så den aldrig blev helt tømt. Omkring midnat skulle jeg pludselig lave stort, og det plejer jeg ikke at gøre på det tidspunkt, så jeg anede at noget måske var i gære.

Jeg  fik  sovet lidt, men tissetrangen blev ved og ved 3-tiden var jeg sikker på at nu måtte det da snart være morgen, siden jeg havde været oppe så mange gange.  Så endelig 3.22 mærkede jeg noget, der lignede en ve.

Jeg følte mig lidt fjollet ved at vække Bent for at sige at nu var det NU, men jeg gjorde det altså, og han sprang op for at gøre sin del af fødselsforberedelserne. Vandet blev sluttet til karret, og jeg smed tøjet for at komme i. Det var rart med det varme vand på maven, og jeg havde ingen skrupler over at gå i fra starten. Det kunne ikke stoppe mine veer, kun lindre smerten, og smerte var der nok af, for veerne kom tæt og de gjorde ondt.

Ved min første fødsel kom jordemoderen da jeg var 8 cm. åben, og hun sagde at mine veer var korte, det var der ingen der kunne fortælle mig nu, og det var fint, for jeg kunne mærke at de virkede efter hensigten. Det var ikke rart, og hver gang jeg bevægede mig den mindste smule i karret, kom der en ve.

Bent ringede til fødegangen og gik op på 4. med Noah. Jeg havde tænkt meget over hvordan Noah ville reagere på at blive flyttet midt om natten, men han var helt klar, og det hjalp mig meget, at jeg ikke skulle spekulere mere over hans velbefindende lige nu.  Da Bent kom ned igen var han lidt sulten, og spurgte om jeg ville have noget, men det var det sidste han skulle spørge om. Føj. Jeg sad i karret og klarede mig selv, og blev lidt irriteret, når han kom og kyssede mig på panden, men det var jo kærligt ment, så jeg bar over med det…

Første gang havde Bent holdt mig under armene i over en time imens jeg fødte, men denne gang var det fint at han bare var tilstede. Jeg sørgede selv for de rigtige stillinger, og fik frygtelig ondt i nakken bagefter, fordi jeg støttede så meget på kanten af karret, imens jeg nærmest stod på hæle og nakke. Da der var gået en time med en masse veer, kiggede jeg på uret, og vidste med mig selv, at nu var der ikke så langt igen. Bent rykkede for jordemoderen, og fik at vide at hun var

på vej.  Det var fint, for jeg havde ikke lyst til at føde uden hende, og nu var der kun et minut mellem veerne. Det fortalte Bent mig imens jeg lå i mit kar og pustede, og det var jeg bare ikke interesseret i at høre. Han skulle lade være med at tage tid, for det kunne vi alligevel ikke bruge til noget. Jeg følte efter om jeg kunne mærke hvor langt jeg var, men det er svært når man ikke har nogen erfaring med, hvordan det skal føles. Jeg kunne godt mærke hovedet, men hvor mange hinder og folder, der var i vejen havde jeg ingen fornemmelse af.

Så kom Marie endelig, og der var et glimt af genkendelse, da jeg så hende, men vi fandt først bagefter ud af, at det var fordi hun havde været hjemme hos os som elev sammen med min konsultationsjordemoder,  dagen efter Noahs fødsel. Altså to et halvt år forinden, men det er åbenbart bedre end ingenting… Det var rart at få hende inden for døren, og jeg bad om hun ikke ville lytte en hjertelyd og se hvor langt jeg var. Det ville hun selvfølgelig godt, og så fik hun ellers travlt med at pakke ud, og jeg blev bedt om at gispe de næste par veer, for der var klar bane, og hun ville godt lige kunne følge med. Jeg blev egentlig lettet over at skulle gispe, for selvom jeg havde begyndende pressetrang, hvilket jeg heller ikke havde prøvet før, så havde jeg ikke synderlig lyst til at FØDE. Men ud skulle han jo, og jeg var også spændt på resultatet.

Jeg bad Marie om at dirigere mig lidt, da jeg ikke helt kunne føle hvad retning jeg skulle presse, og helst uden at gå i stykker.  Første pres gjorde rigtig ondt, og jeg kæmpede lidt med modviljen mod at påføre mig selv al den smerte, som jeg vidste ville komme. Først troede jeg, at jeg allerede havde født hovedet, men det var ”kun” kronet, det gjorde rigtig ondt, men der var ligesom ikke nogen vej tilbage. I næste pres kom  hovedet helt ud, og så lå han der og drejede rundt i vandet og ventede på næste ve.  Bent kiggede lidt, for Linus lå dér med åben mund,  men det kunne jeg jo ikke se fra min position.

Til gengæld tænkte jeg, at det stadig gjorde pokkers ondt, selvom hovedet nu var ude. Marie forberedte mig på at tage imod ham selv, og da næste ve kom mærkede jeg til min store overraskelse, ret meget modstand. Hjælp ! nåede jeg lige at tænke, nu sidder han fast med skuldrene,  men det gjorde han ikke, så jeg rakte hænderne ned og tog min lille guldklump op til mig. Jeg følte det som om navlestrengen var for kort, så jeg bad om at få den klippet, og så sad vi ellers der og kiggede og snusede til hinanden Linus og jeg med farmand lige i ryggen.

Det var dejligt, og roligt  og jeg kan huske at jeg så på vækkeuret, som stod lige ud for mit fødekar, og det var kun 1½ time siden jeg havde vækket Bent.

Så hurtigt og alligevel ikke et sekund for hurtigt, for jeg havde hele tiden været med, og med de kraftige vesmerter havde jeg nok ikke holdt til en maratonfødsel alligevel.

Linus og jeg stod op af vandet og lagde os på sengen i stuen for at se om han ville sutte. Det ville han gerne, og kort efter kom moderkagen. Der var næsten ingen blødning, og det overraskede mig, for sidst blødte jeg lige i overkanten og fik methergin efter en times tid. Så var det tid til at få ”dommen”. Med Noah fik jeg en lille rift indvendig, som blev syet med to sting, og det var især bedøvelsessprayen jeg huskede som forfærdelig sviende. Heldigvis var der ikke noget at komme efter denne gang, så nu havde vi bestået fødslen og storebror måtte godt snart komme ned og se hvad vi havde fået. Det var et stort øjeblik, da jeg kunne tage ham med ind i stuen og se lillebror, og hans øjne strålede som om han havde fået en gave. Vi har billeder af det, så det er ikke noget jeg finder på…

Der var ikke rigtig mere for Marie at lave, da Linus var blevet vejet, målt og klædt fint på. Journalen var kort, så papirarbejdet var hurtigt overstået, og vi sagde mange tak og på gensyn.

Alt i alt en rigtig vellykket fødsel, med en veltilpas baby og nogle opstemte og meget taknemmelige forældre.

Jeg er glad for at vi havde planlagt det hele så minutiøst, og selvom fødsler aldrig kan forudses helt, så skød vi ikke meget forkert. Sidst havde vi valgt at have en fødselshjælper, men hun nåede først frem, under presseveerne, så det var noget jeg havde besluttet mig for helt at undvære 2. gang.

Det var rart at vide at jeg kun skulle være afhængig af Bent og så den jordemoder, der havde vagt.

Hellere det end at blive skuffet over én der ikke nåede frem.

Det var så den hjemmefødsel. I forhold til de andre beretninger jeg har læst i feks. Forældre og Fødsels medlemsblade, så havde vi ikke så meget hygge med musik, stearinlys og dejlig mad. Det var der ikke tid til, men pyt med det, det kunne vi jo nyde bagefter.

Jeg kan stadig undre mig over at jeg er så hurtig en føder. Er vi alle potientielt hurtige, men bliver hæmmet af forskellige ting udefra, eller er det barnet der bestemmer ? Jeg har læst om styrtfødsler, men opfatter dem tit som fødende, der har haft for lidt fornemmelse for deres krop og gået med ”små” veer lige til det pludselig var NU, og så kom det som et chok. Jeg har da tænkt på om mine fødsler ville være mere langtrukne, hvis jeg henlagde dem til nærmeste hospital (lyder skørt) men ærlig talt gider jeg ikke være prøvekanin for dem påstand.

Da Linus var kommet vel til verden, skulle jordemoderen tage en navlesnorsblodprøve, for at se om der var forlænget blødningstid, som der er for blødere, men desværre havde hun og vi ikke helt styr på hvilke prøveglas, der skulle til (hun var jo kommet ret hurtigt ud af døren, og det stod ikke i journalen) så vi ringede til en usædvanlig sur og vrangvillig laborant på Rigshospitalet. Det hele mislykkedes med den blodprøve, men barnet overlevede… Da vi en uges tid senere fik taget de sædvanlige prøver sammen med den, der skulle vise om han var bløder viste det sig til alles store overraskelse, at det var han ikke. Det var en dejlig gave at få.

For at træerne ikke skal vokse helt ind i himmelen, vil jeg lige slutte af med et lille hospitalsbesøg, på 15. dagen efter Linus´  fødsel. Jeg forbinder ikke denne oplevelse med selve fødslen, da den var vel overstået, men nogen tilknytning har den alligevel. Jeg havde en uges tid haft en mærkelig fornemmelse af at min efterblødning ikke var helt i orden. En dag murrede det i min livmoder, og det var da efterveerne for længst  var overstået. Om aftenen mærkede jeg et stort koagel komme ud og da jeg gik på toilettet for at skifte bind, blødte jeg ret kraftigt. Jeg skiftede bind og rejste mig for at gå ind i stuen, med bindet var gennemblødt før jeg fik trukket bukserne op, så jeg satte mig ned igen, og det lød fuldstændig, som om jeg tissede, men det var blod, der løb ud.

Så skyndte jeg mig ind i seng med et af de store blå underlag vi havde tilovers fra fødslen, og bad Bent om at ringe efter en ambulance uden udrykning.

For at gøre en lang historie kort, kom jeg ind og blev scannet, fik methergin og blev observeret natten over, og fik så efter endnu en scanning, en udskrabning i fuld narkose, da der var nogle hinderester tilbage i min livmoder. Hele denne oplevelse ville jeg da gerne have været foruden, men jeg er glad for at jeg fik den hjælp jeg havde brug for, og selvom jeg sikkert ikke havde været død foruden, så er det sådan noget jeg foretrækker, at man får lavet på hospitalet. De er nemlig eksperter i behandling. Men en normal fødsel er for mig ikke behandlingskrævende, og derfor vil jeg stadig tale varmt for hjemmefødsler, og selv vælge det igen, hvis graviditeten ellers forløber fornuftigt og barnet ligger som det skal.

Ophelia- hjemmefødsel uden jordemoder

Med sådan en hurtig fødsel må lidt forhistorie være på sin plads…Der er nok ingen der er i tvivl om at jeg (Stine) altid har ønsket mig en datter !

Sådan et ønske havde jeg allerede før Noah blev født, men man får jo ikke altid hvad man ønsker sig i første hug, og der er jo ingen tvivl om at jeg aldrig ville bytte mine tre dejlige drenge med noget tøsebarn alligevel…

 MEN nogle siger, at man skal forfølge (eller følge) sine drømme, og den tror jeg på…Der er bare lige den hage ved sagen, at en pige laver man altså ikke sådan på bestilling, og man skal jo også have en villig farmand.

 Bent( min mand og drengenes far) syntes egentlig at vi havde nok unger, hvilket han på mange måder har ret i, men han kunne heldigvis godt se kvinde-logikken i at jeg fik lov at prøve lykken en fjerde gang…

 Og så blev jeg gravid i starten af december efter 2. forsøg. Min drøm var et augustbarn, og da terminen ville blive på min mormors fødselsdag 1/8, gjorde vi et forsøg, men der var ikke gevinst i første hug… 2. gang kunne det stadig nås med et augustbarn ( med lidt god vilje…og med en termin den 26. 8 var jeg lykkelig)  jeg blev gravid…hurra ! og havde godt med kvalme og der blev bygget om derhjemme i lejligheden, som der åbenbart altid bliver når jeg er gravid.

Ret hurtigt gjorde jeg mig psykisk klar til at denne baby også var en dreng, bare så jeg ikke blev skuffet…men der var nu heller ikke nogle synlige forskelle fra de andre 3 graviditeter…kun måske at jeg faktisk følte mig friskere og i bedre form, men det var nok også fordi jeg ikke havde nogle småbørn til at tage alle mine kræfter i døgndrift mere. Mindstemand Isak 3 år, Linus næsten 5 og Noah 7.

Graviditeten var fin og jeg tog hurtigt på så jeg var oppe på mine ekstra 7-9 kg, men til sidst stagnerede det lidt og selvom jordemoderen en måned før termin skød på 3 kg og at det nok blev en 4 kg. Basse, så kunne hun på terminsdagen ikke få skønnet den optil mere end 3,6 og jeg var også pænt ”slank” i forhold til de tre andre gange ( sikkert pga. flyttestress for vi havde jo købt hus midt i det hele).

 Og nu kommer fødselsberetningen………

 Kl. 22 den 28. august gik Bent og jeg i seng efter en god søndag med sædvanlig meget gang i den. Huset lignede stadig en byggeplads, men fødekarret stod på plads inde i stuen og var afprøvet af Bent og drengene på min terminsdag 26. august. For en sikkerheds skyld eller far-intuition skulle Bent lige høre om jeg havde lagt tlf. nummer på fødegangen klar og hvor lagenet til at dække vinduet ind mod naboen lå.

 Så sov vi begge som sten. Jeg var lige oppe at tisse lidt i 23, men det har jo været proceduren de sidste to måneder med fyldt blære hver 2. time hele natten ! Kort efter toiletbesøget kunne jeg mærke lidt vandafgang. Jeg vækkede hurtigt Bent for at få et håndklæde og for at se om det var vand og ikke blod. Jeg har aldrig haft vandafgang med drengene, så det var nyt og anderledes…og kun lidt.

 Endnu engang på toilettet og her lidt mere gevinst, efter en lang og givende mailkommunikation om klyx på hjemmefødselsmailen ( forældre og fødsels) havde jeg besluttet mig for at prøve, så der ikke kom ”skidt” i fødevandet, og da klyx m.m. var kvitteret kunne jeg lægge mig ind og vente på veer…mon det blev i nat eller først om længe???

 Nå, men Bent stod op 23.00 og var helt omtumlet og svimmel af lige at have været i drømmeland. Var det nu ??? Måske ! Han gik i kælderen og riggede karret til. Spurgte om han skulle ringe til fødegangen, for jordemoderen ville jo være en time om det ca. men jeg skulle lige mærke om der kom rigtige veer. Jeg lagde mig i sengen og begyndte at dirre over det hele både af spænding, og fordi jeg ikke kunne lade være….

 Så kom der noget der lignede en ve, og kort efter én til og så var den vist god nok og Bent ringede og varslede. Jordemoderen skulle lige høre om de andre 3 drenge var helt små, men da der var næsten 4 år siden jeg sidst havde født, ville hun bare sende en der havde vagt i stedet for selv at smide hvad hun havde i hænderne. Ok med os !

 Jeg gik på toilettet igen og stod og kiggede lidt på maven i det store spejl og den var vist sunket lidt ned.

 Noah, Linus og Isak lå og sov på 1 sal i deres nye værelser, og jeg håbede, at de ville blive der oppe lidt endnu, for jeg ville gerne have fred for evt. en børnepasser eller at de skulle hentes.

 Så tog veerne til, og jeg gik ind i stuen til fødekarret og bad Bent tænde NU, men stillingen foroverbøjet med hænderne godt fast om karrets kanter var rigtig god, og nu kunne jeg også mærkede at jeg pressede med ( det havde jeg nok faktisk gjort på alle de 8-10 veer jeg havde haft…) Bent blev kaldt op fra kælderen, og jeg håbede, at drengene ikke vågnede, for nu gjorde det sgu ondt. Han holdt mig lidt på lænden, og jeg ville op i karret selvom der kun var 10 cm. vand, for at få lidt varme på foran. I karret stod jeg på knæ og holdt om kanten og så kunne jeg mærke at det var NU igen….jeg pressede en gang og Bent støttede babyens hoved, og fortalte mig hvad han kunne se. Næste ve bragte et sæt øjne og en næse frem og så kom hele kroppen i et svup.

 Hmmm jeg tør næsten ikke indrømme det, men det var faktisk en god fødestilling dér på knæ i fri luft, og jeg havde slet ikke den der brænden fortil ligesom de andre gange hvor jeg har siddet i karret og født ud i vandet.

 Jeg fik babyen om til mig og satte mig på karrets bund med noget der viste sig at være en PIGE på maven. Lille og tæt med en tyk navlesnor, der lige tillod at jeg havde hende oppe hos mig uden at blive strakt for meget. Hun fik hurtigt sin fine lyserøde farve og varmen i et matchende pink håndklæde. Bent var lettet da hun skreg og jeg var bare forundret over at der IKKE var en tissemand. Ophelia blev født kl. 23.50 mindre end en time fra veerne begyndte. Godt jeg ikke skulle have været på hospitalet, det kunne være endt galt med den fart hun havde på.

 Så sad vi der i næsten ½ time imens Bent begyndte at kredse rastløs om telefonen og entré vinduet og ringede en ekstra gang for at høre om jordemoderen snart kom !

 Til sidst stod jeg op af karret og vi tog lige et par billeder. Isak var i mellemtiden kommet ned og så som den første sin lillesøster. Han var STOLT !

 Oppe i sengen i stuen sad vi igen og ventede lidt, Ophelia ville ikke sutte, så jeg begyndte at tænke lidt på moderkage, blødning osv, men så kom jordemoderen og sagde hej, var lidt tummelumsk, for hun havde ved en fejl været inde forbi Mariendalsvej ( vores gamle lejlighed)….men jeg havde nu nok nået at føde uden hende alligevel, så det var ok.

 Faktisk synes jeg, det er helt vildt fedt at have født uden jordemoder og uden fødselshjælpere og børnepassere osv. Selvfølgelig ville jeg ikke have undværet Bent, men han er jo også nødvendig for at lave ungerne, så det er noget HELT andet !

 Da jordemoderen havde pakket ud og sundet sig lidt ovenpå køretur og det hele gik hun i gang med det hun var kommet for, og hjalp mig med at få moderkagen ud. Den blev kigget efter i sømmene og jeg blev trykket på maven.

 Så kom turen til ”forneden” hvor jeg jo lige skulle tjekkes for bristninger. Isak var med på førsteparket da moderkagen blev født ( en klump på 750 g) og han skulle da også lige tjekke efter med sin lille MAG-lite om jeg var hel eller skulle syes efter den hurtige fødsel. Heldigvis var der ikke noget at komme efter, så jeg kunne gå på toilettet og se om jeg kunne tisse, hvilket heller ikke var noget problem.. Fordi Ophelia ikke havde suttet og jordemoderen godt ville have en lidt mindre efterblødning fik jeg ½ dosis syntocinon ( og nærmest krampe i låret….) og så var der ikke så meget mere for hende at tage sig til hjemme hos os ! Efterveerne og ammeriet gik i gang kort efter og alt var under fin kontrol.

 Vi vækkede Noah og Linus og de fik lige hilst på jordemoderen inden hun gik og alle var euforiske og glade over den veloverståede fødsel og ikke mindst det fantastiske resultat !

 Og for at historien ikke skal blive ALT for lyserød, så kan jeg godt fortælle, at jeg de næste tre nætter i træk havde de værste efterveer, hver gang hun suttede på brystet, og det gjorde hun nærmest non-stop i den første tid. Så godt nok var fødslen hurtig på under en time og særlig ondt gjorde det ikke….men efterveerne trak ud, så jeg fik min del af smerten alligevel, og det var også ok

  Jeanettes historie: Den mest fantastiske oplevelse i mit liv.

 Den dag min søn kom til verden, havde jeg om morgenen ikke nogen anderledes fornemmelse i kroppen, end jeg plejede at have, og jeg havde ikke forudsagt, at jeg samme aften skulle nedkomme med en velskabt og smuk lille søn, om end jeg var gået flere dage over min termin. Om formiddagen gav jeg mig til at gøre rent, for planen var, at vi skulle have gæster dagen efter. Vi vidste selvfølgelig godt, at jeg muligvis ikke ville kunne holde planen, hvis nu bebs skulle melde sin ankomst midt i det hele!! Mens jeg gik og gjorde rent, begyndte jeg at fornemme noget. Jeg følte mig træt og ugidelig og havde en underlig fornemmelse i maven - lidt som når man skal have menstruation, og således begyndte jeg at tænke på, at fødslen nok var undervejs… Jeg sagde til mig selv, at hvis jeg skulle ende med at føde den dag, så var det måske ikke så smart at rende rundt og gøre rent – det var nok bedre at gemme kræfterne til fødslen så, men jeg fortsatte alligevel, dog med en hel del pauser.

 Om eftermiddagen skulle jeg til lægen (ikke af graviditetsårsager), så jeg cyklede de 3 km. ind til byen, for jeg havde det jo stadig fint og havde endnu ingen smerter. I samme øjeblik jeg stod af cyklen inde i byen, fik jeg pludselig ret våde bukser. Vandet var gået! Det kom på én gang, og så stoppede det igen. Lægen rådede mig til at tage hjem og hvile mig i nogle timer. Efter konsultationen ”hoppede jeg” således op på cyklen igen og tøffede hjem og fik tørre bukser på!

 Ca. 1½ time efter vandet var gået, begyndte jeg at få underlige fornemmelser i underlivet – de kom ofte, men gjorde ikke decideret ondt (endnu!), og jeg tænkte, at det kunne da ikke være veer. Det var jo mit første barn, der var på vej, så jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvordan det føltes at have veer. Jeg var blevet fortalt, at hvis man var i tvivl, så var det ikke veer, man havde, og jeg var på daværende tidspunkt i tvivl, men det blev jeg så sandelig ikke ved med at være! Lidt efter lidt begyndte der at komme mere gang i veerne, for det var altså det jeg havde, og så havde jeg kvalme og kastede op.

 Det der forvirrede mig mest var, at veerne kom med meget korte intervaller. På intet tidspunkt havde jeg følt, at der var 10-15 minutter imellem dem, som jeg ellers død og pine troede, at der skulle være til at starte med. Da jeg begyndte at fokusere på tiden imellem hver af dem, syntes jeg, at der kun var 1 minuts tid, og det var altså ret tidligt i forløbet. Da jeg sad der i sofaen og havde ondt, tænkte jeg ved mig selv, at det formentlig ville komme til at gøre 20 gange så meget mere ondt, og det var ikke sjovt at forestille sig. Min mand og jeg talte om, hvornår det mon var tid til at ringe til fødegangen. På det tidspunkt havde de allerede fået besked om mine våde bukser! Da vi ringede igen, sagde jordemoderen, at vi da godt kunne komme ind på sygehuset, men vi kunne også blive hjemme et stykke tid endnu og vente og se, men da jeg til sidst have lagt røret adskillige gange i løbet af samtalen, for at koncentrere mig om min vejrtrækning hver gang der meldte sig en ve, ja så sagde hun pludselig: ”Kom I bare herind nu”. Det var sød musik i mine ører, og det gav mig tryghed at vide, at jeg snart ville være i kyndige hænder. Desværre skulle der gå en rum tid, inden taxaen kom og hentede os og bragte os til sygehuset. De veer jeg havde i taxaen på vej derind gjorde godt og grundigt ondt, og det var meget ubehageligt at skulle sidde ned på et sæde og ikke kunne bevæge sig særligt meget. Det kunne ikke gå hurtigt nok for mig med at komme frem.

 Vel inde på fødestuen startede jeg med at sidde nok en halv time på toilettet med diarré, og jeg fik også tegnblødning. Imens jeg sad der og ”hyggede mig”, sørgede jordemoderen og min mand for, at det 700 liter store fødekar blev fyldt med vand, for jeg havde nemlig et stort ønske om, at det var dér, jeg skulle føde mit barn. Efterfølgende skulle jordemoderen undersøge mig for at se, hvor meget jeg havde åbnet mig. Lille mig der ellers altid plejer at være ret blufærdig, når det kommer til at vise mig halv- eller helnøgen foran andre mennesker, mistede fuldstændigt alle hæmninger i forbindelse med fødslen. Det ragede mig en høstblomst at ligge der splitterravende nøgen, for det eneste jeg kunne tænke på var veerne og fødslen. Jordemoderen blev tydeligvis overrasket, da hun måtte konstatere, at jeg allerede var 9½ - 10 cm. åben. Hun kunne så fortælle mig, at når jeg følte trang til at presse, så skulle jeg bare presse! Det var nok bare den bedste nyhed og overraskelse, hun kunne give mig, for jeg havde virkelig frygtet, at jeg ville få at vide, at jeg måske havde åbnet mig 2 cm. eller noget i den dur, ikke mindst fordi jeg på det tidspunkt kun havde haft veer i ca. 5 timer. Med 10 cm. åbent kunne jeg derimod godt regne ud, at tidspunktet for babys ankomst til verden var meget nært, og det var simpelthen en kæmpe lettelse.

 Jeg kom op i det store fødekar, og det føltes helt vidunderligt. Det var virkelig guld værd at ligge der, når jeg havde veer. Min mand satte én af vores CD´er på CD afspilleren, så der lå jeg som en anden hvalros og slappede mere eller mindre af til tonerne af min yndlingsmusik. Presseveerne begyndte, mens jeg lå der i vandet. Det var noget underligt noget, for ikke alle veerne gav mig pressetrang. Jordemoderen tjekkede, om babys hjertelyd var ok. Hun ville gerne have, at der skulle komme mere gang i mine presseveer, så baby kunne komme ud. De var ikke effektive nok. Det endte med, at jeg måtte stå op af vandet, for det at ligge i vand bremsede faktisk mine veer. Der røg det ønske om at føde i vand, og jeg afprøvede diverse fødestillinger oven vande, men det var svært at finde en stilling, hvor jeg følte mig godt tilpas. Jeg endte med at føde halvt siddende i sengen.

 Efter at være kommet op på landjorden, skulle jeg bl.a. inhalere ilt i en maske, for at bebs kunne få ilt, alt imens den ventede på at komme ud. Desuden endte det med, at jeg blev klippet, og så gik det pludseligt stærkt. Få minutter efter jeg var blevet klippet, blev vores lille søn født efter godt og vel en times tid med presseveer og kun omtrent 8 timer efter, at vandet var gået. Han skreg i vilden sky med det samme og kom op til mig og blev også meget hurtigt lagt til brystet. Han fik en lille hue på hovedet og blev pakket godt ind. Det var så overvældende og fantastisk at ligge der med ens nyfødte barn i armene. Jeg duftede til ham, for jeg var blevet fortalt, at en nyfødt baby har en helt speciel duft, og det kunne jeg kun være enig i.

 Kort efter kom moderkagen ud, og mens min søn lå der på min mave og blev beundret af mor og far, blev jeg syet. Det var bare noget, der skulle overstås, for nu ville jeg gerne have fred. Jeg gad ikke, at nogen skulle ”rode” mig mellem benene mere! Jeg registrerede slet ikke, at den lille nye verdensborger sked ud over det meste af min mave. Jeg var bare helt væk i ham, for det hele var så overvældende, og jeg var helt euforisk. Vi fik serveret sandwich og ringede til vores familier. Det var simpelthen den bedste nyhed at skulle overbringe. Det var bare så pragtfuldt at dele lykkefølelsen med andre, som vi vidste sad på nåle for at få besked om babys ankomst til verden.

 Den første nat sov min søn i sengen ved siden af mig. Jeg lå bare der og betragtede ham og kunne slet ikke forstå, at han var MIN lille søn. Jeg var rørt til tårer og fik vist ikke sovet den nat… I det hele taget var jeg også bare så lettet over, at alting var gået godt, og at han var velskabt. Aldrig har jeg oplevet noget så stort i mit liv. Det var fantastisk… og min søn er fantastisk!

Helles første fødsel

Præcis på min terminsdato startede det hele. Det var ved 9-tiden om aften. Christian var lige faldet i søvn og jeg lå og storhyggede mig med at se et dokumentarprogram i fjerneren "fødegangen". Mellem mine ben havde jeg placeret en dejlig  varmedunk, da jeg var lidt øm, et eller andet udefinerbart sted dernede. Netop som jeg lige har set en hylende kvinde, hvis vand går og sprøjter ud over det hele, mærker jeg noget varmt under dynen og noget vådt, samtidig lyder der et højt smæld. "Nå for helvede..." råber jeg, "varmedunken er sku sprunget". Tænk det troede jeg i flere minutter end til jeg opdagede at vandet fossede ud af mig. Er du gal, der var meget, farven var fin og klar heldigvis.
Vi kører til Næstved sygehus, hele vejen i bilen vælter vandet ud og jeg more mig kosteligt da jeg trækker store våde fodspor gennem sygehusets forhal.

Jordemoderen som møder mig på fødegangen spørger om jeg er sikker på vandet er gået. Jeg kikker på hende på nogenlunde samme måde, som jeg ville tro at man kikkede, hvis man så en UFO lande i ens baghave. "Ja", siger jeg og kikker ned på mine store sorte drivmåde meget charmerende ventebukser i størrelse XL. Under mig ligger igen en stor sø og den kæmpe store tenalady-ble , som jeg har stjålet på min mormors plejehjem, vejer mindst 20 kilo og hænger et eller andet sted ned af det ene bukseben. Jo, jeg var ret sikker...

Jeg bliver undersøgt, veerne går så småt i gang. Jeg får en fødestue og verdens dejligste jordemoder til rådighed. - Alt tegner fint og veerne bliver stærkere og kraftigere, mens jeg rimelig hurtigt åbner mig. Jeg kommer i et stort badekar, fuck alt gør bare ondt og jeg føler mig total syg og elendig. Jeg har den vildeste kvalme og brækker mig i lårtykke stråler. Da jeg er ved at være klar til at presse begynder mine ben at ryste så meget, at jeg slet ikke kan styre det.....pu ha... det er hæsligt

Jeg pressede næsten en time, da skuldrene havde svært ved at komme ud. Men alt gik fint og jordemoderen var en engel.
Juliane kommer ud og jeg græder af glæde. Som sagt var jeg sikker på en dreng, men havde inderst inde et lille forbudt håb om en pige.
Duften af baby på min mave vil jeg aldrig glemme, moderfølelsen kom brusende gennem min krop, som en overvældende forelskelse og en beskyttertrang forbundet med en stor portion sårbar bekymring, er alt nu i orden?. Fra nu af kom jeg selv i baggrunden, hvilken befrielse, Juliane var mit liv..
I flere døgn lå jeg og nærstuderede hende, jeg skulle ikke sove, skulle ikke gå glip af hende et eneste sekund........fantastisk og uvirkeligt, hun var min og vi fik oven i købet lov til at tage hende med hjem.
Nu begyndte alt det sjove og det hårde..........

Helles anden fødsel; Mit kæmpestore barn.

Mads-Emil blev født på Næstved sygehus den 11/3 2003 kl. 13.44.
Han var en kæmpe baby på:
5200g og 61 cm.
Da jeg var gået 14 dage over tid, skulle jeg sættes igang, hvilket undrede mig meget, da jeg hvert andet øjeblik havde på fornemmelsen at "nu var det nu", men der skete ingen verdens ting.
Da jeg glad, forventningsfuld og noget nervøs kom ned på fødegangen, konstaterede de, at jeg allerede var 4 cm åben, trods jeg ikke havde skyggen af veer. De tog vandet kl. 10 og derefter kom veerne buldrende. De blev hurtigt fuldstændig ulidelige og allerede klokken 13.30 var livmoderhalsen fuldstændig udslettet og jeg måtte presse. Det gjorde så vanvittigt ondt, jeg jamrede mig og var en anelse i panik over de komplet sindssyge presseveer. Af en eller anden grund mente jordemoderen, at det skulle gå endnu stærkere og gav mig derfor ve-stimulerende, hvilket jo i den grad forstærkede mine ellers udmærket veer. AAAVVVVVVVVVVV...jeg sattet mig for bare at presse som en sindssyg, om jeg så skulle sprække helt op til ørene, for det her var så hæsligt at jeg ville have det overstået hurtigst muligt. Min krop var ved at eksplodere i smerte og ud kommer en kæmpe baby med et kæmpe hoved. Han var så stor at alle jordemødrene blev tilkaldt for at gætte på hans vægt, jeg kan huske at nogen mente han nok vejede tæt på de 6 kilo. Det blev dog til 5200g og hele 61 cm. Alle på fødegangen var vildt imponeret over at jeg selv havde presset ham ud (det tog 14minutter). Jeg blev syet godt og grundigt og lå og solede mig i alles beundring. Min søn var bare stor og fed, så fed at han ikke kunne åbne øjnene, jeg spekulerede over om han mon havde øjne. Køn var han ikke, min min moderfølelse kom som forventet stormende og da drengen endnu ikke var 5 minutter gammel, var han min højt elskede vidunderlige søn, som jeg ville gå gennem ild og vand for, utroligt........
Han udviklede sig hurtigt til at blive en meget smuk dreng.....Kors hvor jeg dog elsker den knægt

Helles tredje fødsel

Gravid igen og med mit tredje barn. God graviditet, men drønhårdt at være højgravid og have to små størrelser rendende rundt samt fuldtidsjob. Dagen før min terminsdato starter veerne så småt, jeg kender efterhånden signalerne, så jeg sms´er til min mor, at hun gerne må komme og passe børnene -og til Christian at han bare kan blive og afslutte hans arbejdsdag, det haster ikke. Mor kommer hurtigt og da Christian et par timer senere kommer hjem er veerne blevet lidt kraftigere, men de er dog stadig kun sådan lidt ”hyggeveer”. Da jeg henter min søn i dagplejen får jeg da også lige en ve midt i dagplejerens køkken, hun får pludselig meget travlt med at få os ud af døren.

Jeg er helt rolig og glæder mig helt fantastisk over at det stødt og roligt skrider fremad plus det, at jeg ikke skal gå over tid igen og måske føde endnu en monsterbaby. Christian når dog også lige at kører et læs på genbrugen og da han kommer tilbage ved 17 tiden kysser jeg ungerne farvel og vi drager mod Næstved. Klokken 18.15 bliver vi modtaget af en gammel garvet jordemoder, som jeg kender lidt i forvejen. Da jeg var gravid med mit første barn gik jeg til jordemoder et par gange hos hende. En skrap madame, men vi kunne lide hinanden, det kunne jeg tydelig fornemme. Hun læste mine papir og kunne se at jeg havde haft to almindelige fødsler, så det her ville nok blive nemt, tror jeg at hun tænkte. Jeg kunne fornemme at hun troede at jeg var sej, en rigtig fødemaskine, en slags urkvinde, som bare ville presse et par gange og så var den skid slået. Jeg følte mig allerede usikker overfor hendes forventninger, ”ork… du har jo prøvet det før”, sagde hun opmuntrende. I mine papir stod der ikke noget om at mine fødsler ikke forgår i stilhed. Jeg beslutter mig for at være tapper, for ikke at jamre mig for højlydt, bide smerten i mig og transformerer mig selv om til den forventede fødemaskine. Jeg har aldrig fået nogen form for smertelindring og der er slet ingen tvivl om at min aldrende lidt skrappe jordemoder i hvert fald slet ikke forventede det denne gang.

Nå, i starten gik det meget godt, jeg smiler sødt til hende og den lille søde jordemoderstuderende mellem veerne. Smilende bliver dog mere anstrengte og jeg kommer igen derud, hvor jeg intet kan styre, taber kontrollen total og bare må prøve at holde ud mens min krop arbejder på højtryk og jeg sveder, som havde jeg løbet en maraton. Jeg går for en lille stund ind i mig selv og prøver at fremkalde alle de gode råd mine mor-veninder er kommet med. Pludselig kommer jeg i tanke om at min veninde Ann, har fortalt at man bare skulle sige eller nærmere synge ” Oooohhh…..”, hver gang der kommer en ve” og det skulle komme helt nede fra maven. Jeg informerede de tilstedeværende på fødestuen om at nu skulle de være tilskuere til et eksperiment. Jeg startede: OOooooohhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhh, men glemte at slutte igen, det tænkte jeg ikke lige på. Så stort set resten af fødslen udstødte jeg denne lidt opera -agtige lyd.. Jordemoderen bad hendes studerende om at lukke døren og de spurgte mig interesseret om det hjalp. Dette havde jeg lidt svært ved at svare på da jeg jo ikke vidste hvordan det ville være hvis jeg ikke gjorde det. Men lige frem til presseveerne ”sang” jeg konstant, mellem veerne var det kun et lille svagt ohhhhhhhhhhh, og under veerne sang jeg så storslået og pragtindgydende, at det var drønærgerligt at der ikke tilfældigvis kom en talentspejder forbi min fødestue, for så var jeg røget direkte på det kongelige teater.

Da presseveerne melder sig efter kun få timer, hører jeg min jordemoder råbe til mig: ”Helle kan du ikke holde op med at brøle sådan, det er jo svært for mig at sige noget til dig”. Først tænker jeg: hvad helvede bilder hun sig ind” og så ”nå ja, det kan jo være hun har noget fornuftigt at sige”. Hun beder mig presse, jeg holder mund og presser min søn ud på under 3 minutter i en overraskende stilhed. kokken 21.07 kommer Gustav til verden……………

Han vejer 4900g og er 57 cm

Bagefter er jeg lidt flov og undskylder lidt koncerten.. Jeg kunne næsten ikke se jordemoderen i øjnene, men hun roste mig i høje toner og sagde de berømte ord: ”Helle du er jo en ren fødemaskine” og så var jeg stolt som en pave, da jeg igen kommenterede oh… lyden, sagde hun bare, ”nå det var da ingenting”, meget meget pænt af hende..

Næste morgen tog vi hjem til de spændte søskende, som havde forberedt en stor velkomst og min mor var ved at gå til af spænding