For tidlig fødte

Nyhedsboksen

Prøv også dette nye site:

 www.fortidlig.dk 

 

Tinas historie om fødslen af datteren Liva i uge 35

Lenes historie om datteren Karoline født 8 uger for tidligt

 

Lenes historie om datteren Karoline

6-7-2008

Onsdag inden påske var jeg til rutinetjek hos jordemoderen. Det viste sig at jeg havde 4+ i urinen og mit bt var 140/100.
Der blev ringet til Skejby og jeg fik besked om at køre derud. Jeg nåede dog lige hjem for at hente min mand, som havde ferie.
På Skejby blev mit bt ved med at stige, og en blodprøve viste at jeg havde svangerskabsforgiftning.
På grund af en scanning og en CTG strimmel, blev det besluttet, at jeg skulle have lungemodner hhv. onsdag og torsdag. Og vi fik besked om, at der ville gå mellem 1 døgn og 8 uger før vi blev forældre. Dog skulle vi ikke regne med 8 uger.
Torsdag, fredag og lørdag fik jeg blodtrykssænkende medicin, og fik kørt en strimmel. Lørdag var der desværre ingen andre udveje end forløse vores lille pige. Hun blev scannet til 2 kg. Man valgte akut kejsersnit, da man ikke kunne vente på at min krop ville reagere på en igangsætning.
Kl. 19.34 blev Karoline født. Hun vejede 1610 g og var 43 cm lang.
 
Efter en hurtig hilsen blev hun kørt direkte til børneafdelingen. Min mand halsede af sted ned ad gangen sammen med hende.
Hun blev lagt i kuvøse. Tilkoblet overvågning, CPAP, Sonde og glucose. Desuden fik hun noget lungemodner.
Jeg kom på opvågningsstuen og fik hende først at se kl. 00.30 natten til torsdag.
 
Hun tilbragte 9 dage på børneafdelingen. Heraf 7 dage i kuvøse. Og havde - heldigvis - ikke brug for ret meget behandling. Dog måtte hun lige ligge et par dage i lys - hun havde fået gulsot.
Efter 9 dage blev hun overflyttet til mig på mor-barn. Jeg var stadig syg og skulle jævnligt have bt tjekket.
Hun udviklede sig hurtigt. Efter 18 dage røg sonden. På det tidspunkt havde hun hevet ca. 10 ud. Vi tolkede det som et klart "nej tak" til sondemad. Og hun klarede overgangen til flaske rigtig godt. Hun voksede fint, og da vi tog hjem vejede hun 2 kg.
 
Siden da er det kun gået fremad. Faktisk har vi aldrig oplevet et tilbagefald. Heller ikke da vi var indlagt.
I dag - 3 mdr senere og 1 mdr. efter termin - vejer hun ca. 4500 g og er ca. 56 cm. Vi er begyndt i mødregruppe. Og for en gangs skyld er hun ikke den mindste.
 
Jeg håber I kan bruge min historie. Vi har faktisk kun haft et positivt forløb. Også på Skejby, hvor læger, sygeplejersker og jordemødre gjorde alt for at vi skulle få en positiv oplevelse - på trods af omstændighederne.
 
Mvh.
Lene Kruse
 

 

Tinas historie om fødslen af datteren Liva i uge 35

D. 24. august 2007 kl. ca. 6.30 vågnede jeg ved at jeg synes der var lidt vådt ved mine ben. Jeg rejste mig for at gå på wc. På vej ned af trappen synes jeg det løb ned af mine ben, men jeg havde jo læst at barnet kunne ligge og gnubbe hovedet mod min blære, så jeg kom til at tisse uden at kunne mærke det. Men da jeg satte mig på wc’et kom der to skyller lige efter hinanden. Jeg troede at det bare var tis og rejste mig. Der sev lidt mere vand så jeg satte mig på wc’et igen. 

Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle stille op for jeg var jo kun 35 uger + 2 dage henne så det kunne da ikke passe at det var vandet der var gået. Men hver gang jeg rejste mig kom der mere. Jeg råbte op til Carsten, som stadig lå og sov, at jeg troede vandet var gået. Carsten råbte tilbage “Neeej kl. er kun halv syv.” Det var lige en dag hvor han endelig kunne sove til længere end kl. 5. 

Jeg gik op ovenpå igen.

Jeg prøvede at lægge mig på sengen igen men kunne ikke finde ro. Hvad nu hvis det var vandet der var gået... skulle der ikke komme veer først osv. osv.

Jeg stod op og gik ned og tændte min computer, tænkte at jeg ville tjekke på nettet hvad der stod om det, men jeg kunne slet ikke koncentrere mig. 

Til sidst ringede jeg hjem til min mor og fortalte det til hende. Hun mente at det måtte være vandet der var gået og hun syntes jeg skulle ringe til fødegangen. 

Jeg ringede så til fødegangen og fortalte dem hvad der var sket, men at jeg ikke var sikker på om det var vandet der var gået. De sagde jeg skulle gå ind og lægge mig, da vi ikke vidste om hovedet stod fast, og så ville de sende Falck efter mig. Jeg lagde mig først op i sengen, men kunne ikke falde til ro. Der var jo så mange ting jeg gerne lige ville have ordnet hvis det viste sig at det faktisk var fødslen der var i gang. Til sidst lagde jeg mig ned på sofaen og måtte kommandere rundt med Carsten. Han tog det meget roligt, han troede vist ikke helt på det var nu han skulle være far. 

Ca. kl. 7.30 kom Falck og vi kørte mod fødegangen. På turen mod fødegangen kunne jeg begynde at mærke lidt murren i underlivet. 

Kl. 8 blev jeg undersøgt af en jordmoder. Jeg var ca. 3 fingerbredder åben. Hun skønnede babyen til 2500g. 

Mellem kl. 8-9 tog veerne til. De kom hyppigt, ca. hvert 2-4 min. og de blev kraftigere og kraftigere. 

Kl. 10 bed veerne rigtig. Der kom en læge ind og de snakker med mig om at få lagt en epiduralblokade. Både pga. smerterne men også fordi mit blodtryk var meget højt. Jeg sagde nej tak, da jeg var skide bange for at få den lagt. kl. 11.45 havde jeg efterhånden rigtig ondt. Veerne bed virkelig hårdt. Jeg takkede ja til en epidural selvom jeg var frygtelig bange for at få den lagt. KL. 12.20 var epiduralen lagt. Det gjorde overhovedet ikke ondt og allerede efter ca. 10 min. begyndte den at virke. Efter et par timer var veerne ved at tage til igen. Denne gang sad de dog ikke over mave og lænd, men omkring ballerne. Veerne kom med 2-3 min. mellemrum. Veerne aftog lidt. Jeg synes ikke de kom så ofte mere. 

Den lille havde under veerne haft perioder med meget høj puls. Jeg fik målt babyens puls samt veernes styrke og hyppighed under hele fødslen, ved bælter om maven, men på et tidspunkt fik babyen sat en elektrode på hovedet i stedet for, da de har lidt svært ved at måle på den anden måde. 

Jeg fik lidt feber. 

Jeg fik sat ve stimulerende drop så der kunne komme lidt gang i veerne igen. 

Der blev taget blodprøver fra barnets hoved. Alt så fint ud. 

Der sker ikke så meget, veerne er ikke så kraftige og de kommer ikke så ofte. 

De har set/mærket at babyen er stjernekigger og flere gange under fødslen ændrer jeg stilling i håb om at hun får drejet sig rundt. Det lykkes ikke rigtigt.

Jeg har lidt presseveer og kommer som et sidste forsøg over på fødelejet og skal presse lidt i håb om at babyen glider længere ned i bækkenet. Der sker ikke rigtig noget. Babyen står fast og står skævt så den kan ikke komme ud. 

Til sidst bliver jeg kørt til kejsersnit. 

Kl. 21.23 hører jeg min lille piges skrig første gang, da hun kommer til verden. Hun vejer 2670g og er 50cm lang. Hun er født 5 uger for tidligt, men har det godt. 

Vi var indlagt på børneafd. i 13 dage. 

De første par dage var der dog desværre ikke plads til mig og det var frygteligt. Min lille datter skulle ligge dernede alene og jeg kunne kun komme på besøg.

Men 3 dage efter blev der endelig en plads og jeg kunne komme ned til hende. Nu skulle vi til at lære hinanden at kende. 

Liva fik modermælk igennem sonde da hun ikke ville tage ordentlig ved hos mig.

Jeg var flere gange ved at opgive amningen. Jeg havde hjemve og savnede min mand helt forfærdeligt. Ind imellem tænkte jeg at NU kunne det være nok, jeg ville bare give hende flaske så vi kunne komme hjem, og så sad jeg og tudede mens jeg desperat forsøgte at få hende til at tage fat, men når jeg var faldet lidt ned vidste jeg jo at jeg måtte give hende tid så hun kunne lære at die hos mig, det var jo det jeg allerhelst ville.  

I starten spiste hun meget lidt. Efter hvert måltid kom en sygeplejerske ind og "trak tilbage" i sonden, dvs. de satte en sprøjte til sonden, trak tilbage i sprøjten, så det mælk hun havde spist ved mig blev trukket op af hendes mave, så kunne de måle hvor meget hun havde fået og derefter supplere op med ekstra, så hun fik det hun skulle have. 

Efter en uges tid spiste hun dog mere end hvad der kunne være i sprøjten og derfor begyndte jeg at veje hende før og efter et måltid så vi på denne måde kunne se hvor meget hun spiste. 

Jeg kom til at hade den vægt, for jeg følte den bestemte hvornår vi måtte komme hjem, og det var hver gang med bankende hjerte at jeg vejede Liva. 

På 12. dagen tog hun sit første hele måltid hos mig og dagen efter kom vi endelig hjem. 

 

Det er gået helt godt efter vi er kommet hjem, men vi skal tænke over at hun ikke bliver udsat for alt for megen stimuli da hun så bliver meget urolig og ked af det. 

J

eg synes det har været svært at forklare folk det... mange mener ikke det er nødvendigt at tage hensyn da "uge 35 jo ikke er SÆRLIG meget for tidlig", jeg kan næsten føle at folk mener jeg er for pylret, de ser hende ikke som for tidligt født, da deres billede af for tidligt fødte er de her små fugleunger i kuvøse. 

Jeg håber Liva vokser op uden problemer da folk åbenbart mener de ikke behøver at tage hensyn når hun KUN kom 5 uger før tid. 

Jeg er desværre også for dårlig til at slå i bordet og sige "HØR LIGE HER" i stedet holder jeg mig væk fra de situationer så meget jeg nu kan, men det ville da være dejligt hvis folk bare kunne tage den hensyn der er nødvendig.

 

Liva er nu 10 1/2 uge og vokser med fuld fart, hun har været lidt længere tid om f.eks. øjenkontakt, løfte hovedet m.v.  hun reagere på hvis vi har været for meget ude blandt andre nogle dage, men ellers klare hun sig rigtig godt

 

Mvh Tina