At blive mor har altid forekommet mig som et meget epokevendende
øjeblik i ens liv, uden at jeg helt kunne definere hvilke
forandringer det vil medføre i ens liv, så har jeg nok altid
vidst på et eller andet plan, at dét at blive mor - være mor er
der en vis modenhed påkrævet til at kunne påtage sig det ansvar
som indebærer, at blive mor.
Det har aldrig været et spørgsmål om jeg skulle være mor - det
har nok nærmere altid været et spørgsmål om, hvornår jeg følte
mig parat til, at indtage mig moderrollen.
Når jeg siger parat, så mener jeg følelsesmæssigt dvs. løbet
hornene af mig, følt jeg havde paratheden til dét, endvidere
det psykiske overskud til, at påtage mig moderrollen.
Dog ej, at forglemme én af de vigtigste forudsætninger for, at
kunne være mor dvs. uddannelse = den økonomiske tryghed, den
rette mand dvs. rammer for en stabil og tryg familie, og
allermest at jeg følte mig parat....
Man kunne have tendens til, at sige meget planlægning, mange
tanker......men jeg mener også, at det er et stort ansvar og
stort valg, når man vælger, at blive forældre.
Da jeg nærmede mig de 30 år, kunne jeg mærke, at jeg igennem det
sidste års tid havde mærket snerten af lysten til, at formerer
mig......jeg tror det er helt biologiske, fundamentalt i én, at
man som kvinde har behov for, at udleve dét at være mor, men
også, at skabe sin egen familie.
Det var det i hvert fald i mit tilfælde, samtidig så hørte man
ofte i pressen om barnløse par, som i årevis havde kæmpet for
dét at blive forældre, så jeg tror jeg havde nok haft en
forventning om, at det ville tag sin tid med, at blive gravid.
Jeg lagde mine p-piller, og præcis 14 dage senere var jeg
gravid.....
Da jeg var gået over tid, hvilket jeg ikke havde tænkt videre
over, begyndte min kæreste, at snakke om, at jeg skulle tag en
graviditetstest.....jeg blev noget paf ved første tanke, for jeg
kunne så småt mærke alvoren i hans ord....for jeg vidste, fra
det øjeblik, at jeg tog testen, ville det ligesom være
alvor.....livets alvor, for så ville liv jo være skabt!
Ikke desto mindre, tog jeg min cykel og cyklede op til matas, og
købte en graviditetstest, og da jeg havde taget prøven, og jeg
kunne se dér kom 2 streger på testen...............var jeg ikke
kun forbavset, nok nærmere chokeret.
Min kæreste skulle tisse, så han stod og bankede på døren til
toilettet, og da han efterfølgende kom ud fra toilettet, og jeg
sagde resultatet af testen, så har jeg måske set for mange film
til, at jeg var overbevidst om, at manden nærmest ville få tårer
i øjnene, og være lykkefed og stoltheden springe ud af kroppen på
ham...................han reagerede med reflektion, tavshed, og
forundring......i dette øjeblik begyndte processen i en mor blev
dannet..................
Dén efterfølgende tid lagde chokket sig i mit tilfælde, blev
afløst af glæde og forventningsfølelser ift. det dejlige som
skulle ske, selvom jeg samtidig havde for øje, at mit liv ville
forandre sig, når jeg først havde født... mange tanker fløj
igennem mit hoved:...."tænk jeg havde liv i maven" - "tænk at
jeg skulle være mor"......
Den første bekræftelse på dette var hos lægen, som gladelig
kunne konstatere at alt var som det skulle være, og senere hen
til scanning, hvorpå der kom en fin hvirvlende spire på skærmen,
hvorpå jordmoderen sagde til rygraden: "det er ligesom perler
på en snor....meget fint".
Jeg tror dér var jeg overbevidst om, at min graviditet, mit
kommende barn skulle nok vokse sig stærk, sund og rask igennem i
de næstkommende måneder.........min tro var stor - min tro var
min overbevisning.
Dét er en stor følelsesmæssig oplevelse, at få bevidstheden om,
at blive gravid, og senere hen udvikler sig til bevidstgørelse
om, at man skal være mor..........i mit tilfælde fik det den
ekstra dimension, da jeg selv oprindelig er adopteret fra Korea,
og på daværende tidspunkt aldrig haft nogen som jeg kunne
biologisk identificerer mig med, er det en meget speciel
oplevelse, at vide, at om 9 måneder, vil der for første gang i
ens liv komme et andet menneske, som man vil være biologisk beslægtet
med...........jeg havde jo ligesom hidtil altid skilt mig ud fra mængden, så selvom jeg vidste, at min kærestes gener
nok også ville skinne igennem, så har jeg nok været overbevidst
om, at mine gener ville gå stærkest igennem, da jeg er mørk, og
min kæreste er lys i huden, og med leverpostejfarvet hår.
Jeg har aldrig troet på blodets bånd, jeg har altid troet på
miljøet som den afgørende faktor ift. ens menneskelige
udvikling, denne overbevisning eller tro ændrede sig ikke
væsentlig i de 9 måneder jeg var gravid, ej senere hen da jeg fik
mit barn i armene.
Jeg tror ens fundament, ens personlighed er påvirket af de
omgivelser, det miljø man er i, det kan selv ikke biologien ikke
ændre på.
Tilbage til min proces i, at blive mor..........jeg påbegyndte
en dagbog mens jeg var gravid, for at sætte ord på nogen af de
tanker og følelser jeg havde i forbindelse med min
graviditet.......den fulgte mig i tykt og tyndt, jeg kunne ofte
skrive et par ord, når jeg havde en ledig stund, samtidig lavede
jeg en mappe, hvori jeg samlede alle mine lægelige papirer, skrev
de vigtigste telefonnumre op, og gjorde ligesom mappen klar til,
når det blev til, at nedkomme.
Jeg synes de første 3 måneder af min graviditet var jeg meget
træt, havde meget nedsat appetit, jeg havde hørt om kvinder, som
udviklede mærkelige former for spise manier, når de var gravide,
som jeg nok hidtil har fundet lidt overreageret, men jeg måtte
konstatere, at de 3 første måneder, fik jeg kvalme af duften af
kød eller tanken om kød, og mine madvaner blev til en vindruefase, en kagefase,en brødfase...........
Da de 3 måneder var ovre, gik jeg ind i fasen, hvor mit fysiske
og psykiske velvære var helt i top, jeg voksede fint, og jeg
havde det bare så godt. Jeg nød virkelig, at være gravid, nød at
jeg voksede, at jeg kunne begynde at mærke liv...........følge
fosteret udvikling via mine bøger, og jeg læste alt hvad jeg
kunne læse inde på nettet.
Langsom begyndte jeg også, at tænke ift. navne, og ikke mindst
den forestående fødsel, som jeg kunne mærke, at jeg mentalt
skubbede langt fra mig.
Men i kraft af den voksende mave, var det ligesom svært ikke, at
forholde sig til, at jeg skulle føde............jeg begyndte så
småt, at snakke med jordmoderen om détte.......og jeg husker at
jeg tænkte meget i den periode: det var sjovt, at lave babyen -
men knap så sjov tanke, at den også skal ud
igen...................
…..
