Mit moderskab

Chokoladekage med jordbærglasur
Om at være en rugegal fødemaskine og andre bolleopskrifter

Jeg ville så inderligt ønske det var muligt, at der lige nu ud af din computerskærm kom en kop rygende varm kakao med flødeskum og et stykke dejlig blød chokoladekage med jordbærglasur. Hvorfor så det? Jo, for livet handler om at have det godt og passe på hinanden og ikke mindst os selv. Lige nu her, foran skærmen, er det også tid til, at du skal have det lidt godt. Det er tid til hygge og tid til moderlig underholdning, underholdning fra det virkelige og egentlig helt fuldstændig almindelige liv. Tiden før, under og efter mine 3 fantastiske barnefødsler. Sæt dig nu mageligt tilrette på din stol eller hvor du nu ynder at henslænge dit dejlige luksuslegeme. Nu vil jeg tage dig med ind i mit yngelpleje- fikseret moderskab på både godt og ondt, men selvfølgelig mest godt, det er klart.

Hjertelig velkommen til dig, dit fantastiske kvindeliv.
Hjertelig tillykke med dit kommende eller nuværende med garanti storslåede moderskab.

Solen varmer mig på ryggen
Selvom jeg næsten sidder i skyggen
Her er så dejligt hernede ved vandet
Skønt, med bare fødder i sandet

Alle dagens glæder mærker jeg på min krop
Når jeg spiser nybagte boller og drikker kakao af min kop
Jeg mærker når du kysser mig på maven
Jeg kan dufte nyslået græs i haven

Med min krop der kan jeg sanse
Med de kan jeg med dig danse
Jeg har den dejligste kriplen i min mave
Måske vi to nogle børn skulle lave

Min krop er mit eget private bo
Her må jeg altid bære min tro
På hvor heldig jeg er at have sådan en
Med to arme og to ben

Vi kan føle regnen på vores krop sile
Vi skal i vores krop hvile
Jeg lever- jeg føler -jeg er
Jeg dyrker elskov, spiser sushi og friske bær

For alle nydelser kan jeg min krop takke
Jeg er livets multi-pakke
Jeg er med mit legeme et hele
Sjæl og krop, jeg er begge dele

Jeg har altid ville have børn og gerne mange. Jeg har aldrig et sekund tvivlet på min evne til dette. Jeg har siden min teenagealder glædet mig vanvittigt til den tid, hvor livet for mit vedkommende først rigtig skulle begynde. Mine teenageår var røvsyge. Ja jeg kan lige så godt sige det som det var. Jeg var den type som altid sad der hjemme og lavede lektier og så skulle jeg død og pine se Dollars klokken fem. Det kom alle hverdage og det passede perfekt med, at når lektierne var overstået og skoletasken var pakket pænt og nydeligt til næste dag, kunne jeg ligge mit langlæmmet noget pubertets -forvokset legeme på sengen og godte mig over Alexis´s spydigheder. Først da jeg var i tyverne gik det op for mig, at jeg nok aldrig ville finde en avlstyr til mit børneprojekt, hvis jeg havde tænkt mig, at blive ved med at tulle rundt hjemme i jomfruburet.

Så jeg begyndte så småt at gå med veninderne i byen, altså nogle nye veninder, da de gode gamle var lige så inaktive som mig selv. Jeg tror man kan blive en anelse sløvsinds-agtig af at vokse op utrolig langt ude på landet. Min mor, som i den grad havde opfordret mig til at komme lidt ud, var endda så elskværdigt at komme hjem med en sixpack til mig. Jo, jeg var klar, avlstyren skulle nøje udvælges og hans genpotentiale skulle i den grad under lup. Den nyttede jo ikke noget at finde en mand, hvis brødre alle var væksthæmmede eller noget i den stil.

På diskotekerne var jeg ved at gå til over min egen generthed, jeg havde virkelig et seriøst problem. Jeg turde ikke engang rejse mig og gå på toilettet. Sæt nu at der var nogle som fik øje på mig, eller endnu værre; tænk hvis der var nogen, som fik den frygtindgydende ide, at de ville prøve at indlede en samtale med mig, hvilken ovenud modbydelig tanke, de skulle bare holde sig væk de perverse hankatte....

Årh ja, det gik jo ikke så specielt godt….faktisk temmelig skidt, jeg blev nød til at få en anden attitude.
Mine veninder mente, at det måske ville hjælpe lidt hvis jeg drak et par øl. Det gjorde det naturligvis også, men kors, der skulle mange til. Nu startede jagten, men taktikken skulle justeres. Det nyttede jo ikke noget med at starte en samtale med ” Hva.. er det sådan at du har nogle arvelige sygdomme i din familie?” eller ” ’Hej, hvor høj er levealderen i jeres familie?”, ikke lige de bedste score replikker. Jeg lagde det lidt på hylden og nøjes med at studere det ydre, så som ansigtstræk, højde, hårfarve, stritøre o.s.v. (Guderne skulle vide at jeg endte med at få en mand med de største og de vildeste stritøre).

Smid alt hvad du har i dine hænder
Børst dine tænder
Find det rette kostume
Brug en lækker parfume
Sæt dit flotte hår
Varm op med en champagne tår
Så er du klar til at score
Ham den lækre Thore

Efter et års tid stod han der pludselig, en sen aften lige inden lukketid på det sædvanlige diskotek. Han ville bare have mig, det var der ingen tvivl om. Jeg kendte ham fra tidligere og vidste, at han hverken havde mærkelig sygdomme, skævbenede søskende eller grimme forældre. Han levede dog ikke helt op til de udseendemæssige krav, da han havde meget meget store øre (12cm)og nogle helt ufattelig mega- store fødder(str. 49- det er sku rigtigt!). De kunne umuligt undgå at gå i arv til vores fremtidige børneflok. Han var også lidt rigelig høj og kraftig. Jeg er selv et par meter over gennemsnittet og jeg har ingen ambitioner om at mit kommende yngel skulle blive 3½ meter høje. Men men men, jeg bar over med hans storheder og forbarmede mig. Det var nærmest kærlighed ved første blik. Han røg med mig hjem i min lille usle lejlighed. Her iførte jeg mig min morfars gamle slidte underhørmere med stor gylp i og en meget smuk forvasket gammel T-shirt, 3 numre for stor, hvor der stod ”Hurra for badeland”. Det var nogle vi engang havde fået en hel sæk af fra min onkel, badelandet var lukket og T-shirtene var så grimme, at ingen ville eje dem, hurra for det. Jeg ved ikke hvorfor jeg tog dette afskyelige gamle tøj på, det var nok noget med at teste ham, vise mig for min mest ucharmerende side… men han var ikke sådan at jage væk. Hele natten pyntede vi mit gyselige plastik neongrønne juletræ. Ja, tænk sig det gjorde vi virkelig. Den store man på 100kg og 2 meter høj, sad der som en stor glad dreng og flettede julehjerter med julelys i øjnene. Han var vild med mig, ufatteligt… Det er nok ikke lige det de fleste fyre går og fantaserer om, hvis de er så heldige at følge en pige hjem fra byen. Christian tog det som om at det var vildt normalt. Ingen af mine prøvelser rystede ham det mindste.
Og tro mig der var mange prøvelser, blandt andet tvang jeg ham, efter kun 2 dages bekendtskab til at synge en hel børnesang solo for mig, samtidig med at han skulle danse en bestemt dans til (ala støvledansen). Dette skulle han så fremføre for min lillebror, som ville komme dagen efter. Det gjorde han så og min lillebror kommentar var: " HVORFOR får du ham til at gøre sådan noget- det er da synd". Men nej, det var skam ikke synd, det var et lille led i et stort far-casting projekt, hvor han var på vej op i vinderfeltet.

Om morgenen efter vores første møde, stegte jeg et ordentligt bjerg klatkager til ham, lavet på havregrød. Det var lige prikken over i´et, han elskede mig allerede. Han åd mindst 10 og så elskede jeg ham. Den stakkels uskyldige store dreng! Jeg var tæt på at være den første kvinde i hans liv. Så fra at være en holden ung mand som nærmest levede en munketilværelse hvad parringsakter angår, gik han nu direkte ind i løvens hule. Et nyt kapitel i hans liv tog sin begyndelse. Han gik fra asken til ilden, fra cølibat til.., ja skal vi kalde det for det absolut modsatte. I hvert fald kan man vist rolig sige, at han ikke anede hvad han gik ind til, et parringslystent hundyr i løbetid. Han løb dog ingen vegne.

Jeg har senere i livet spurgt Christian hvad han mener om at være en avlshingst. ”Det er slet slet ikke det værste man kan være”, var hans svar.

Der gik i sagens natur ikke længe før jeg snakkede om at jeg da godt kunne tænke mig at få nogle børn SNART. Christian var så sød og så forelsket at han bare var enig i alt hvad jeg sagde og det udnyttede jeg NATURLIGVIS.

Jeg har altid forestillet mig, at jeg ville blive gravid med det samme. Mange ting har jeg tvivlet på i livet, men min frugtbarhed, no way, den ville aldrig svigte mig. I så fald ville ham deroppe virkelig have en syg humor ved at udstyre mig med denne ustyrlige forplantningslyst og så ikke give mig evnen til det, næ nej, der må være en mening med galskaben.

Som jeg havde håbet på udeblev menstruationen allerede i samme cyklus. Selvom jeg havde håbet og troet på det, var det alligevel næsten for utroligt til at være sandt. Jeg ventede til jeg var gået en uge over og kørte så på apoteket og købte en graviditetstest.

Jeg var ved at omkomme af spænding og af nervøsitet. Jeg lod Christian kigge på den lille papirstrimmel, hvor de to røde streger var kommet tydeligt frem,. Der var så absolut ikke noget at tage fejl af. Jeg kunne se det med det samme i hans ansigt, han nåede hverken at sige bu eller bæ, før jeg udstødte et krigshyl der ville få enhver indianerhøvding til at blegne af misundelse. Jeg smed mig på sengen og hylede videre med hovedet ned i puden.

Hold kæft hvor det bare kørte for mig. Vi blev enige om ikke at sige det til nogen før udgangen af uge 12. Gud, hvor var jeg lykkelig. Jeg nærmest fløj i centeret købte alle de rigtige vitaminer, politikkens graviditetsbog og alle de gravidblade jeg kunne støve op. I min kalender skrev jeg hver uge hvilken uge jeg nu var i og hvor stort fosteret var. Terminen var den 28. august, på min søsters og prins Nikolais fødselsdag. Jeg glædede mig vildt til at fortælle min søster, at hun måske skulle være moster på hendes fødselsdag. Jeg var kun i uge 5, så der var langt tid til uge 12, men jeg storhyggede mig med min hemmelighed, en sød lykkerus fyldte min krop.

Da jeg har båret på hemmeligheden et par måneder, har vi planlagt en hyggedag i København. Christian og jeg skulle ud og købe ventetøj, kigge babyting, besøge hans søster, spise sushi og gå Strøget tyndt, der her var en dag vi begge havde glædet os til.

Da vi går inden i Magasin ser jeg gravide alle vegne og føler helt et specielt fællesskab med dem. Jeg har lyst til at prikke hver og en på skulderen og bare lige nævne, at jeg altså også var gravid, selvom man ikke kunne se det endnu.
Pludselig som jeg står der på rulletrappen og fantasere om min voksende mave, bliver jeg våd mellem mine ben. Jeg skynder mig ned på toilettet, hvor min værste skræk bliver til virkelighed. Jeg bløder…, kun en lille smule, men man skal ikke bløde når man er gravid. Jeg bliver naturligvis bekymret, men da tanken om at skulle miste det, jeg trods alt har gået og glædet mig over og vænnet mig til tanken om i to måneder, ville være så ubærlig for mig, skyder jeg på det nærmeste denne tanke væk. Jeg havde ofte hørt om, at man kan bløde en smule på det tidspunkt, hvor man normalt ville få sin menstruation, så det var nok det. Det skulle være det, jeg mærkede hvordan jeg var tæt på at gå i panik, det måtte ikke ske, jeg ville ikke abortere her lige midt i Magasin ( Havde det bare været Bilka, så var det jo en helt anden sag- nej pjat).
Jeg ringede til lægen og satte hende ind i situationen. Hendes kommentar var ”hvis du bløder, hvad farer du så rundt inden i København for..”. Jeg var lige ved at bryde sammen, hun fik mig til at lyde som en uansvarlig dum tøs, som ikke bekymrede sig en smule om sin graviditet. Hun tog så meget fejl… jeg var så bange for at miste det, at jeg slet ikke har ord for det. Hun var ikke til nogen hjælp. Resten af dagen, små-blødte jeg lidt, det var kun en lille smule, så jeg troede egentlig at det ville gå over af sig selv. Næste dag ringede jeg til en anden læge, som fik en tid til scanning til mig. Jeg fik at vide at jeg skulle komme fastende. Selvom jeg selvfølgelig godt kunne regne ud hvorfor, var jeg alligevel ret sikker på at jeg skulle op og se et billede af et lille sundt foster med et bankende hjerte.
Vi kommer ind og jeg ligger mig på briksen og bliver utralydscannet, inden jeg når at sige eller spørge om noget fortæller sygeplejersken mig at hjertet er holdt op med at slå, at det har været dødt et par uger, men at det er en ”missed abortion”, d.v.s. det døde foster kommer ikke ud af sig selv.. Jeg hører godt hvad hun siger, men er rolig og tavs. Jeg græder ikke, tør slet ikke lukke op for de sluser, da jeg ved at dette vil være alt for hårdt, det må vente… Jeg bliver lagt på en seng og en portør kører af sted med mig. Christian må ikke komme med og vi siger farvel. Portøren kører rundt med mig i en uendelighed. Han siger ikke noget, det gør jeg heller ikke. Under overfladen er jeg ved at eksplodere, men jeg forsøger at virke fattet og fornuftig. Han parkerer mig midt på en gang og går. Så ligger jeg der i 20 minutter og venter, jeg er stadigvæk helt ved siden af mig selv og rimelig frustreret over hvorfor jeg skal ligge der og glo og hvorfor Christian ikke måtte være der. Jeg føler ikke jeg har brug for at ligge der mutters alene.
Senere kommer der en mand og kører mig ind på en af stuerne. Her står der et helt team, to sygeplejerske, en læge og en flot ung lægestuderende, som jeg bestemt ikke havde lyst til skulle se mit sørgelige underliv. De sætter drop i min hånd og fortæller mig at nu vil jeg falde i søvn. Jeg når lige at sige godnat og så sover jeg, meget meget mærkeligt...

Da jeg vågner, er jeg et helt andet sted, i et stort rum, jeg vågner ved at sygeplejersken står og rusker i mig og siger alt muligt. Jeg føler mig fuldstændig mærkelig, føler at jeg er et andet sted. Jeg filosofere højlydt over min tilstand og det jeg lige har gennemgået. Jeg fortæller sygeplejersken om liv og død på højt plan (syntes jeg selv). Hun kigger forundret på mig og går. Jeg falder i søvn igen og sover endnu et par timer. Da jeg vågner er der kommet 3 andre ind i rummet men de ligger alle og sover. Igen føler jeg mig alene, to sygeplejersker kommer og tager blodprøver på mig. De virker enormt kolde og sure, jeg har sådan en brug for at snakke med nogen, men de gider mig ikke. Jeg er sikker på, at de tror jeg har fået foretaget en frivillig abort og derfor tænker, at det hele er min egen skyld, -at jeg skulle have tænkt mig bedre om. De er i hvert fald alt andet end omsorgsfulde. Jeg er så tæt på at græde, min underlæbe vibrerer og jeg kan næsten ikke holde det tilbage. Men jeg vil ikke ligge der helt alene, med tre snorkende kvinder og græde. -Og hvorfor må Christian ikke være der?. Efter at have ligget der i over en time og det eneste søde de har gjort er at give mig et gammelt billedblad, spørger jeg en sygeplejerske om jeg snart må gå hjem. Hun siger at jeg skal blive en time til, hvilket jeg næsten ikke kan holde ud. Da jeg trist tøffer tilbage til det kolde rum, med min store blodfyldte ble, ser jeg et skilt, hvor der står venteværelse. Jeg kigger derind og ser at Christian sidder der. Nøøj, hvor blev jeg glad for at se ham, men sur over at han havde siddet der lige på den anden side af væggen i alle de timer. Efter en times tid får vi lov at køre hjem. Jeg er stadig ikke helt fattet og siger stort set ingen ting på vejen hjem.

Min mor som i mellemtiden er blevet underrettet kommer med frisk frugt til mig og gør hvad hun kan for at trøste mig. Jeg havde stadig ikke grædt. Alle de følelser som ligget under overfladen på hospitalet og som jeg havde haft så svært ved at undertrykke, var nu forsvundet et eller andet sted ind i min krop. Selvom jeg ved at nu kunne jeg godt græde, at nu ville det være sundt for mig at græde, kan jeg ikke. Det meste af dagen sidder jeg og glor lige ud i luftet mens Christian svanser rundt og gør alt for at støtte mig. Han er bare så sød og gør sig sådan en umage for at sige og gøre det rigtige, men jeg ænser ham ikke. Jeg er bare så træt og så mærkelig ked af det. Pludselig da vi sidder der ved siden af hinanden i sofaen, begynder jeg, som lyn fra en klar himmel at hulke. Jeg græder og græder, som jeg ikke har gjort siden jeg var en lille pige Jeg græder så længe at jeg næsten ikke kan få vejret da tåre og snot er over det hele. Det er så mange år siden jeg har grædt at jeg nærmest havde glemt hvordan det var.

Selvom ufrivillig abort er så almindeligt og det sker for mange kvinder hver dag, var det et slag i maven på mig. Jeg var så ked af det længe efter og den eneste som fyldte min bevidsthed var at jeg ville være gravid igen.

Jeg var for en stund fyldt op med lykke
Hver en del af min krop, hvert et stykke
Hver morgen når jeg vågnede op
Fornemmede jeg en kilden i hele min krop

Min mave skulle blive så stor
Jeg skulle være mor
Blev det en pige skulle hun hedde Josefine
Tænk at alt dette blev for mig en pine

Jeg blødte, det var dødt
Det som skulle være så sødt
Jeg fik et hul i min mave
Jeg mistede det jeg skulle have

Livet gør nu ondt
Vitaminkurer er sundt
Det øger min fertilitet
Men fjerner ikke sorgen over det som er sket

Jeg er blevet slave af min krop
Det holder sikkert ikke op
Så jeg hænger noget med trynen
End til jeg finder lykken under dynen

En skønne dag vil det ske igen
Det siger min bedste ven
Jeg håber hun har ret
Selvom ventetiden gør mig noget så træt

Der er så mange som har sagt
At det ikke stod i min magt
At forhindre det liv som ikke blev
Så husk nu LEV.

Lige efter det var sket skulle vi på badeferie, en rejse vi havde bestilt mens jeg stadig var i lykkelige omstændigheder. Vi tog af sted og havde da også en rimelig god ferie, selvom jeg ikke kunne bade, da jeg stadig blødte meget. Men det var rigtig rart at komme lidt væk.

Da jeg langt om længe var holdt op med at bløde var det bare med at blive befrugtet igen, men denne gang gik det ikke så let. Efter fem måneder var der stadig intet sket. Jeg var ulykkelig og forvirret. Hver måned når jeg fik min menstruation var det et evig tilbagevendende bevis på at jeg ikke var gravid. Jeg begyndte at tage ægløsningstest hver måned, leve ultra sundt, dyrke motion og gøre alt det rigtige.., men der skete stadig ingen ting. På nettet læste jeg om en vitamin kur til mænd og kvinder, til at øge fertiliteten. Den bestod af, jeg ved ikke hvor mange forskellige slags kosttilskud. Jeg købte dem alle og blev flere tusinde kroner fattigere. Hver morgen, middag og aften skulle vi begge spise et helt lille pilleglas fyldt med forskellige slags piller. Christian spiste dem pænt og artigt uden at stille spørgsmål om det. Egentlig lidt utroligt, han må sku´ elske mig meget meget højt. Han fik også taget en sædprøve som var fin.. Der var nu gået 9 måneder og jeg var stadig ikke gravid, jeg begyndte at blive bange for at der var sket noget under den udskrabning jeg havde fået, bange for at der var gået betændelse i et eller andet derinde. Da der var gået et år, tænkte jeg for første gang, at måske kunne vi ikke få børn, en skrækkelig tanke, for sådant et skrukt kvindemenneske som mig.

Dem som kendte vores situation blev ved med at råde mig til at slappe af, få en hund, var der nogen som sagde (jeg hader bare hunde- de ækle dyr). Jeg prøvede ind imellem at bilde mig selv ind, at nu slappede jeg af. Det gjorde jeg på ingen måde, jeg var så opsat på at blive gravid at jeg en dag kaldte Christian hjem fra arbejde midt om formiddagen, da mine temperaturkurver viste at jeg nok havde ægløsning. Christian som jo ikke kun kunne se det dårlige i vore få-børn- projekt, kom glad hjem og afleverede et par millioner små haletusser, hvorefter han glad og fornøjet kørte på arbejde igen.

Jeg drømmer om liv i min mave
Om livets største gave
Jeg ønsker i livet den smerte
Som det kræver for at føde et nyt hjerte

Jeg bliver ikke lykkelig før
Jeg hører jordemoderen spørg
Vil du se din lille dreng eller pige
Jeg har lyst til at skrige

Jeg drømmer jo om et lille barn
Som sidder på min arm
Et barn jeg selv har skabt
Med ham hvori jeg er helt forgabt

At skabe en del af dig og mig
Under den dejligste leg
Føles så rigtig og tæt
Det kunne være så let

Men her i livet skal vi lære
At være i kontakt med alt det nære
Jeg er så ulykkelig og vil græde
Hvem vil mig over fødderne træde

Jeg drømmer om det totale velvære
Om babymos med æble og pære
Sundhed og glade smil
Fra min lille søn Mads-Emil.

På et tidspunkt i løbet af den periode som følger efter aborten, oplever jeg en drøm, som ændre alting.

Det er ikke fremmed for mig at mine drømme hjælper mig med at komme igennem svære perioder og giver mig svar på nogle store spørgsmål. Det er sku smart, at min underbevidsthed er indrettet således at den på et eller andet plan hjalp mig igennem sorgen.

Jeg har prøvet det før. Der var en periode i mit liv hvor mine tanker kredsede meget om døden. Jeg hadede tanken om at jeg skulle dø, var rædselslagen ved tanken om at livet sluttede, men at verden ville være nøjagtig den samme.

Så en nat døde jeg og det var fantastisk. Ja altså i sagens natur døde jeg jo sjovt nok ikke rigtigt, selvom det ved gud føltes sådan, det var naturligvis en drøm, det tror jeg i hvert fald at det var, selvom det føltes meget livagtig eller om jeg så må sige: ”dødagtig”. Jeg lå på min seng og bum var jeg død, pludselig så jeg mig selv ligge livløs i sengen. Jeg svævede op og det føltes så dejlig og befriende, at jeg slet ikke kan finde ord for det. Det var bare så skønt, så let så let så let som en fjer. Det var en kæmpe befrielse at slippe ud af kroppen og mærke friheden. Da jeg så havde været væk et stykke tid var det trods alt ikke svært at finde argumenter for at jeg hellere måtte se at komme tilbage i en vis fart. Jeg var jo ung og fuldstændig sund og rask. Det ville være den mest mystiske, uforklarlige og chokerende død for mine efterladte, en skrækkelig tanke. Inden disse tanker var tænkt til ende var jeg tilbage i min krop og sov sødeligt og velafklaret resten af natten. Jeg har haft flere af disse oplevelser og jeg må vitterligt indrømme, at jeg faktisk er meget i tvivl om det er drømme eller virkelighed.

Drømmen som blev et vendepunkt i min sorgproces, står stadig meget klar for mig. Midt om natten ser jeg pludselig en lille mørkhåret dreng på 4 eller fem år løbe rundt og lege. Han løber glad over til mig og siger ” Mor du skal ikke være ked af det, jeg har det godt og kommer igen på et andet tidspunkt”. Igen en meget livagtig drøm, som jeg havde virkelig svært ved at slippe igen. Det kørte rundt i mit hoved længe efter drømmen, jeg ville sådan ønske at den havde varet længere, eller at han havde mere at sige til mig. Hver gang jeg blev ked af det spillede filmen sig for mine øjne og det hjalp mig usigeligt. Jeg begyndte at være mere afslappet, han havde jo lovet at komme igen på et andet tidspunkt. Dette var måske også en af grundene til at jeg var så sten sikker på at mit første barn ville være en dreng.

Så endelig, da jeg var på toppen af min sindssyge, går jeg over tid. Jeg tør ikke tage en graviditetstest før jeg er gået en uge over. For i det forgangne år har jeg taget så mange tester og grædt så mange tårer over den åndsvage ene streg, som kom frem, at jeg simpelthen ikke kunne tåle flere nederlag på den konto. Nogen gange havde jeg hentet testene ude i skraldespanden flere gange efter de var blevet smidt ud for at nærstudere om der ikke bare var kommet en lille streg mere, bare en lille bitte en. Ja, sindssyg var jeg.

Da jeg var gået en uge over begynder jeg at få den dejligste mest vidunderlige kvalme. Jeg brækkede mig konstant og sad største delen af natten med hovedet nede i toilettet. Toilettet og mig blev bare så gode venner. Jeg fortale det historier om hvor glad jeg var for at have kvalme. Jeg kan stadig huske synet af den toiletkumme, kan huske hver en kalkaflejring, der var dernede.

Jeg var ikke i tvivl, jeg var gravid. For god ordens skyld tog jeg en test, som min mor fik lov at kikke på først. De tog længeventet røde streger dukkede tydeligt op og vi hylede begge to af glæde. Nu gik jeg 20 ugers brækhelvede i møde. Det var selvfølgelig hårdt, men jeg følte ikke at jeg kunne brokke mig, nu havde jeg jo endelig fået min vilje, så kunne det lige passe, at jeg skulle jamre mig over konsekvenserne. Næ nej jeg brækkede mig bare og var lykkelig……

Jeg er gravid
Det har jeg været et stykke tid
Jeg skal være mor
Lad os alle råbe det i kor
Jeg er med rogn
Lad mig få en barnevogn
Min kæreste skal være far
Han er så sød og rar
Min mor skal være bedste
Hun er så glad- hun vil feste
Min søster skal være moster
Hun som troede jeg ville ende i kloster
Lykken har fyldt mig op
Jeg elsker min krop

Denne her kage er bare så god, Dejlig svampet og holder sig frisk længe. Det bedste er næsten at den er ret fedtfattig i forhold til almindelige kager.

Bag den og kør den ned med god samvittighed.
Dejen bliver ret tynd, men sådan skal den være.

3½ dl mel
2 dl sukker
1½ dl kakao
1½ tsk. bagepulver
1½ tsk. natron
1 tsk. salt
2½dl kernemælk
1½dl brun sukker/farin
2æg
½dl olie
2 tsk. vanille
2 dl kaffe

Bland sukker, kakao, bagepulver, mel, natron og salt. Hæld kernemælk, brun sukker, æg, olie og vanilje i. til sidst tilsættes kaffen.

.
Endelig var der noget derinde i min mave, jeg var lykkelig og bekymret. Det hele var næsten for godt til at være sandt. De mange ugers brækhelvede var hæsligt at komme igennem, Jeg brækkede mig alle steder, på arbejdet, i bilen, ud af vinduet, i vejgrøfter. Ja, mit maveindhold blev mange steder en del af den jordiske muld og det stinkende toiletvand. Det tog dog ikke forventningens glæde fra mig.

Jeg havde godt læst om at man kan udvikle en vis madlede og trang til bestemte fødevare, men jeg havde aldrig forestillet mig, hvordan det måtte være. Jeg havde så meget madlede overfor alle slags kød, at bare lugten gav mig brækfornemmelser. Min kæreste elsker at spise døde dyr, han kan ikke klare bare et enkelt måltid uden en eller anden form for animalsk blæverfedt. Han er et rovdyr og styrtede jeg ned med ham på en øde ø, ville han stensikkert flå mig og riste min usle krop over flammerne. Det var en svær og kompliceret proces når han skulle tilberede hans evindelige pølser. Han skulle spise dem meget hurtigt, lufte grundigt ud i køkkenet, gå ind i det næste rum, tage alt tøjet af og noget rent på. Når han så fik sluset sig ind i det rum hvor jeg lå på sengen med min brækspand og et lidende udtryk i ansigtet, måtte jeg alligevel trods hans grundighed, gylpe lidt i spanden, da jeg syntes hans hår stank af klamme pølser. Ja, det var slemt for os begge, jeg kunne bare ikke snuppe de kødlugte og hans deodorant, fy for den lede, den stank af gamle flåede våde fjerkræ. Når jeg tilfældigvis lugter den i dag, får jeg stadig de samme fornemmelser, selvom det i virkeligheden er en lækker dyr parfume. I stedet var jeg vild med frugt, alle mulige spændende frugter, skåret ud i små bider. Jeg var vild med alt sundt, juicer, frugter og nybagte boller med ost.

Kvalmen begyndte langsomt at blive mindre og mindre da jeg rundede uge 20, men den forsvandt aldrig helt, den lå altid og lurede lige under overfladen. Men hvis jeg bare huskede at spise minimum hver anden time, så skulle det nok gå. Hvis jeg af en eller andet grund var forhindret i dette var fanden løs.

Et godt råd ved kvalme er at spise lidt meget ofte, hav altid kiks og frugt ved hånden. Juice og smooties er super mod kvalme. Du kan selv blende de lækreste smooties i din blender. Prøv dig frem med jordbær, bananer, appelsiner, meloner, yougurter og isklumper. Mums det er godt og rigtig sundt.

I det hele taget dyrkede jeg sundheden. For hver en sund bid som røg ned i min mave glædede jeg mig over at baby også nød godt af det.

Spis de anbefalede vitaminer, folinsyre, jern, gravitamin o.s.v.

Spis masser af frugt

Spis fisk (ikke de fede, hvor der kan være kviksølv i) spis e.v.t. fiske oliekapsler

Stop selvfølgelig rygning med det samme du finder ud af du er gravid og helst 3 måneder før.

Spis mest hjemmelavet mad, tilsætningsstoffer er muligvis ikke farlige for baby, men alligevel….man ved aldrig

Lad hver med at spise noget som helst medicin, tage næsespray, hovedpinepiller. Ja hvad som helst før du har snakket med din læge.

Lad være med at smøre dig ind i cremer hver dag. Igen, det er ikke bevist at det er farligt for baby, men alt går jo i blodet også i babys blod og der er altså mange mærkelige ting i cremer, bare læs uden på.

Lad være med at farve hår

Dyrk motion

Lad være med at imprægnere sko, det er bevist fosterskadeligt, sprøjt heller ikke med andre slags kemikalier

Mal ikke med oliebaseret maling

I det hele taget tror jeg at det gælder om at leve så naturlig som muligt, altså uden alle mulige kunstige midler og præparater. Selvfølgelig skal livet ikke blive træls og gravide skal naturligvis heller ikke have forringet deres livskvalitet. Så skej bare ud en gang imellem, det gjorde jeg også, men husk ansvaret for dit barn er begyndt, er det ikke ganske fantastisk.

Jeg var helt i uge 23 før jeg for første gang mærkede liv. De fleste mærker det noget før. Men da jeg altid har haft en meget mærkelig mave, fyldt med alle mulige brummelyde, kunne jeg ikke rigtig bedømme, hvad der var hvad. Men så en dag, som jeg ligger og hygger mig på sengen med en stor stak gravidblade og lidt chokolade, som jo skulle give glade børn, mærker jeg pludselig et lille spjæt bag mit maveskind. Jeg bliver total euforisk, flår T-shirten af og stirre med øjne som er ved at trille ud af hovedet på min mave. Så igen, spjæt.. der kommer små buler på min mave. Jeg er helt oppe og kører, det er et kæmpe øjeblik for mig. Jeg griber telefonen og ringer til Pølse-Christian, som er flygtet op til sin mor for at spise en masse pølser, da han er lidt træt af mit pølsehysteri. Han har hele kæften fuld af langelændere da han tager røret.. I den anden ende hører han et eller andet råbe som en sindssyg ”Den har spaaaaaaaaarket…jeg kan se den under huden, du må komme hjem NU”.

Fra den dag af skete det næsten dagligt og jeg var vild med det, men det gjorde mig også konstant urolig. For der var ind imellem dage hvor jeg ikke mærkede den og i mine 234 bøger om graviditet, står der at man skal kontakte sin jordemoder hvis man pludselig ikke mærker liv et par timer. Dette råd kunne jeg ikke efterleve. Min baby var bare ikke særlig aktiv , inde i min mave, men heldigvis led hun ingen nød, hun var bare ikke så sprælsk eller også sparkede hun steder jeg ikke kunne mærke. Men det bekymrede mig en del og en enkel gang var jeg da også på fødegangen og fik kørt en strimmel.

Der er et råd om at hvis man vil have baby til at sparke kan man enten trykke lidt på maven eller drikke noget iskoldt vand. Det hjælper næsten på alle. Men min baby- dovenlarsen var altså fuldstændig bedøvende ligeglad om jeg så drak 3 liter iskoldt vand i en slurk samtidig med et jeg trykkede min mave alle mulige steder. Hun gad ikke så meget som at røre en lillefinger… så det er altså ikke altid de tricks virker..

Den sindsstemning jeg er i, når jeg venter mig, er vidunderlig. Jeg føler jeg er fuldendt, at jeg er i mit total rette element. Jeg gør det, der er meningen med mig i dette liv. Jeg kan vist rolige indrømme, at jeg dyrker mine graviditeter. Alle graviditetsblade og hæfter bliver hjemhentet til en plads nær min store bløde sofa. Biblioteket bliver ligeledes ryddet for alt hvad der har med fødsel og babyer at gøre. Jeg er forelsket i den rus, jeg tilsyneladende befinder mig i når jeg har en baby i mavsen. Min mor mener det nok er en sygdom, jeg burde gå til psykolog med, ti hi, hvad er problemet?
Som nævnt var Juliane inden i mig, jeg var konstant syg og dårlig, men accepterede det, da glæden trods alt overskyggede det.
Jeg var ikke i tvivl, det var en dreng og han skulle hedde William....

Juliane er født den 14 september 2001 kl. 3.22 om natten.

Juliane er mit første barn, et barn som jeg havde drømt om at få i mange år inden hun endelig meldte hendes ankomst. Hun er min prinsesse, mit elskede drømmebarn

Præcis på min terminsdato startede det hele. Det var ved 9-tiden om aften. Christian var lige faldet i søvn og jeg lå og storhyggede mig med at se et dokumentarprogram i fjerneren "fødegangen". Mellem mine ben havde jeg placeret en dejlig varmedunk, da jeg var lidt øm, et eller andet udefinerbart sted dernede. Netop som jeg lige har set en hylende kvinde, hvis vand går og sprøjter ud over det hele, mærker jeg noget varmt under dynen og noget vådt, samtidig lyder der et højt smæld. "Nå for helvede..." råber jeg, "varmedunken er sku sprunget". Tænk det troede jeg i flere minutter indtil jeg opdagede at vandet fossede ud af mig. Er du gal, der var meget, farven var fin og klar heldigvis.
Vi kører til Næstved sygehus, hele vejen i bilen vælter vandet ud og jeg morer mig kosteligt da jeg trækker store våde fodspor gennem sygehusets forhal.

Jordemoderen som møder mig på fødegangen spørger om jeg er sikker på at vandet er gået. Jeg kikker på hende på nogenlunde samme måde, som jeg ville tro at man kikkede, hvis man så en UFO lande i ens baghave. "Ja", siger jeg og kikker ned på mine store sorte drivmåde meget charmerende ventebukser i størrelse XL. Under mig ligger igen en stor sø og den kæmpe store tenalady-ble , som jeg har stjålet på min mormors plejehjem, vejer mindst 20 kilo og hænger et eller andet sted nede i det ene bukseben. Jo, jeg var ret sikker...

Jeg bliver undersøgt, veerne går så småt i gang. Jeg får en fødestue og verdens dejligste jordemoder til rådighed. - Alt tegner fint og veerne bliver stærkere og kraftigere, mens jeg rimelig hurtigt åbner mig. Jeg kommer i et stort badekar, fuck alt gør bare ondt og jeg føler mig total syg og elendig. Jeg har den vildeste kvalme og brækker mig i lårtykke stråler. Da jeg er ved at være klar til at presse begynder mine ben at ryste så meget, at jeg slet ikke kan styre det.....pu ha... det er hæsligt.

Jeg pressede næsten en time, da skuldrene havde svært ved at komme ud. Men alt gik fint og jordemoderen var en engel.
Juliane kommer ud og jeg græder af glæde. Som sagt var jeg sikker på en dreng, men havde inderst inde et lille forbudt håb om en pige.
Duften af baby på min mave vil jeg aldrig glemme, moderfølelsen kom brusende gennem min krop, som en overvældende forelskelse og en beskyttertrang forbundet med en stor portion sårbar bekymring, er alt nu i orden? Fra nu af kom jeg selv i baggrunden, hvilken befrielse, Juliane var mit liv..
I flere døgn lå jeg og nærstuderede hende, jeg skulle ikke sove, skulle ikke gå glip af hende et eneste sekund........fantastisk og uvirkeligt, hun var min og vi fik oven i købet lov til at tage hende med hjem.
Nu begyndte alt det sjove og det hårde

Jeg har fundet lykken
Den har sat sig i ryggen
I mave, baller og lår
Selv i mit lille sår
Som jeg fik da jeg faldt over en sten
Og slog mit stakkels skinneben
Det gør ikke længere ondt
Jeg er helt igennem så kernesund
Jeg kan løbe jeg kan skrige
Når nu jeg selv skal sige
Er jeg en utrolig pige

Man bliver ganske enkelt bims i låget af ikke at få søvn, jeg snakker af erfaring. Juliane var ikke nogen let baby og jeg var en nervøs førstegangsmor, hvor kun det perfekte var godt nok. I starten strejfede tanken mig slet ikke, at min søvnmangel ville blive et problem. Jeg var så forelsket (i Juliane altså) og følelsesmæssigt noget rundt på gulvet over den længe ventet omvæltning mit liv havde taget. Det var som om det hele var en drøm, jeg kunne slet ikke fatte, at jeg var blevet mor. Det var som om jeg var på stoffer, mine sanser var skærpede og hvert et minut, hvert et sekund havde enorm værdi for mig. Juliane var langt over en måned før jeg første gang kørte fra hende, jeg var væk ca. 30 minutter, Jeg var i netto. Her opdagede jeg at verden var den samme. Der var ingen som specielt bemærkede mig, faktisk var der ikke en kæft der ænsede min yndefulde tilstedeværelse. Jeg var så opfyldt af lykke, at jeg smilede til alle, jeg følte mig smuk og elsket, uundværlig og som verdens heldigste kvinde. Jeg kan huske at jeg blev helt bedrøvet ved tanken om mennesker som måske ikke har oplevet at være lykkelige helt ind til knoglemarven. -Tænkte at fysiske sygdomme må have svært ved at stadfæste sig i en lykkelig krop. –Troede pludselig vanvittigt meget på psykens indflydelse på ens fysiske velbefindende.

.I lykkens øjeblikke har jeg den lækreste kropsfornemmelse, føler mig fri, let og blød indeni. I en sådan krop fyldt op med velvære og selvtillid, tror jeg at det fysiske og psykiske immunsystem har let ved deres arbejde og andre indefra opstående sygdommen har svært ved at rodfæste sig.. I hvert fald er det fedt at være lykkelig.

Men kærlighed og kildevand er ikke nok, heller ikke for en super mor som jeg selv.

Jeg bliver tyndere og tyndere hvilket jo er herligt da jeg så tillader mig at spise mere mad. Men jeg begynder også at få kvalme og ondt i maven. Jeg bliver total sårbar og skrøbelig og hyler over det mindste. Jeg bliver bare så træt, mine tanker kredser konstant om, hvordan jeg kan få noget søvn. Jeg kommer helt derud, hvor hvis jeg endelig får mulighed for det, slet ikke kan sove. Juliane vil have bryst ca. hver anden time hele natten og mange gange når jeg slet ikke at falde i søvn mellem hendes måltider. Hvis hun ikke får bryst hyler hun så sindssygt at mit moderhjerte bryder sammen, hun er jo kun en lille baby og jeg vil selvfølgelig ofre mig selv og min kostelige søvn for hende. Alle kigger på mig med bekymrede blikke og tilbyder alle mulige arrangementer for, at jeg kan sove. Men jeg ved jo, at hun vil hyle som en stukken gris og det er slemt nok, men hvis hendes mor så ikke er der! ALDRIG i livet.

I lange tider går jeg rundt og ligner en forvirret søvngænger. En dag da jeg er hjemme hos min mor er min lillebror der også. Vi står alle i køkkenet og hygger os med at tilberede vores aftensmåltid. Jeg siger et eller andet fjollet til min bror, som ganske naturligt svare igen med ”Hvor er du dog dum”. Han siger det venligt og med et stort smil. Men fordi jeg var ved at eksplodere af træthed og udmattelse, kan jeg ikke tage noget som helst. Jeg begynder langsomt at hulke, min bror kigger undrende på mig, "siden hvornår var hun blevet så nærtagende". Så kigger han på min mor, som siger ”hun er bare træt”, så hyler jeg endnu mere.

Jeg begynder også at få en slags ticks, laver pludselige hurtige ukontrollerede bevægelser, taber ting og kan ikke huske noget som helst. Flere gange om dagen kan jeg ikke huske hvad jeg foretager mig, går f.eks. ind i et rum, standser op og kan ikke huske hvorfor jeg er gået derind, går ud igen, sætter mig ned, kommer i tanke om det, går ind igen, standser op og går ud da jeg igen har glemt det. Sådan gik jeg rundt og ”hyggede mig” dagen lang.

Da alle mine fortrolige og dem har jeg mange af jo havde lagt øre til alle mine beklagelser gennem min "lange" barnløse periode, følte jeg ikke at jeg i min nye zombie- tilværelse kunne tillade mig at beklage mig. Jeg havde fået hvad jeg ønskede, gud ske lov for det, så ville det simpelthen være for pinligt ikke at være på toppen.

Når du har fået en lille, som ikke sover længe af gangen om natten, så benyt enhver lejlighed til at få sovet. Lad farmand gå en lang tur med den lille og gå i seng. Lad være med at gå i panik over at du ikke lige falder i søvn med det samme, så går der kun endnu længere tid. Tag en lur hver gang baby gør det og skid højt og flot på opvask og rengøring, det er ikke så vigtigt, som dig.

Jeg har ofte spurgt mig selv om hvad det egentlig er som tiltaler mig så usandsynlig ustyrlig meget ved at yngle? Det overordnede svar er at det udfylder et stort basalt behov hos mig. Et behov som de fleste kvinder heldigvis på et eller andet tidspunkt vil føle i større eller mindre grad. Hvis ikke jeg havde fået mit småkravl, ville jeg have et kæmpe problem. Hvad skulle jeg så stille op med alt min omsorg? Christian ville sku´ alligevel se fjollet ud med kyse og ble på og jeg er heller ikke sikker på at han vil værdsætte mit hjemmelavet økologiske babymos. Måske ville der endda være nogle personer, som ville mene at vi havde et sygt forhold, ja, folk har sku så travlt, i stedet for at få styr på egne perversiteter. Hvis ikke jeg skulle have børn skulle jeg nok have nogle kraftige elektrochok eller også skulle jeg omprogrameres på en eller anden hypnoseagtig facon eller måske noget med gensplejsning eller noget i den dur. Men igen hvad skulle det til for, så kunne jeg bare gå rundt og se mærkelig ud resten af mine dage.

Jeg har et depot eller nærmere et slags lager fyldt op til randen med omsorg og kærlighed i stride strømme. Det er min mor, som jeg kan takke for det, hun har gjort et flittigt stykke arbejde med at fylde op. Min elskede mor, hun har fyldt op, proppet det ind, mast det sammen. Hun har fyldt så meget på, at der som voksen er så meget at det næsten var begyndt at vibrere og røre på sig for at få lov til, at åbne for sluserne og øse ud af godterne. Jeg har så meget at give, da jeg selv har fået så meget. Min mor var ligeså vild med babyer, som jeg er. Sådan nogle ting er jo ikke tilfældige, jeg er offer for den sociale arv i ordets mest positive forstand, hvis jeg selv skal tolke det.

Så i sagens natur var det en stor forløsning for mig at blive mor, pu ha det lettede noget på trykket.

Med Juliane kom moderfølelsen stormende, alle de små sammenstuvede hjerter fra mit mega-lager kom flyvende som tornadoer med kurs direkte mod min lille babys tomme lager og hendes lille bitte lyserøde hurtigbankende hjerte. At få åbnet for sluserne, at få lettet trykket var jo fantastisk befriende. Jeg er overbevist om at disse små usynlige hjerter, som lige siden vores første øjenkontakt har sivet i en lind strøm ind i hende- at de gør hende robust, sund, harmonisk og livslysten. Denne usynlige strøm kaldes også symbiosen.

Det at få et barn er jo grundlæggende noget man gør for sig selv og sin partners skyld. Man får jo ikke børn for børnenes skyld. Vi vælger at få børn fordi vi har et behov og fordi vi føler, at vi vil kunne give et barn en god start på livet. Vi kvinder har det jo i os, det er vi programmeret til. Det ligger i vores natur det med at reproducere os. Alle de følelsesmæssige ting vi gennemlever som gravid, forbereder os på at blive mor, på det store ansvar. Det er en god ting, at en graviditet tager 9 måneder. Når barnet fødes, fødes også en ny mor.

Jeg bager konstant og hele tiden. Mine boller er så sunde at det er helt uhyggeligt og der er nærmest ingen grænser for, hvad jeg putter i af lækre ting og sager. Jeg har altid nybagte boller når jeg får gæster og jeg bliver ofte bedt om en opskrift, men den findes ikke. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at bage efter opskrift, de bliver aldrig lige så godt som min hjemmekomponerede.

Min søn er virkelig kræsen, den eneste han kan lide er boller med ost. Så det er af hensyn til hans ernæringstilstand, at jeg eksperimentere så meget med at putte alle mulige grøntsager i.

Held lunkent vand i et stort fad, du må selv om hvor meget, jeg bruger gerne over en liter da jeg laver kæmpeportioner.

Held et surmælksprodukt i (a-38, ylette, ymer, naturel e.l.), sådan hvad du syntes.

Held en god portion blendede grøntsager i eller revet kogte kartofler, revet gulerødder, revet græskar, squash, Alt kan bruges

Put hvedemel i dejen indtil den er stor blød og lidt snasket. Den skal helst ikke blive hård. Lad den hæve mindst en time.

Bag ved 225 indtil de er lysebrun og lyder hule når du banker på dem, bunden skal være mere mørkebrun.

Det at blive mor er så stort, det ansvar jeg pludselig havde for et lille nyt menneske ville jeg forvalte til et trettental. Ingen ting var overladt til tilfældigheder. Jeg ville gøre det hele så godt, skabe de bedste og tryggeste rammer for min lille baby. Det hele skulle være så godt, at jeg indimellem fik nogle frygtelige tvangstanker, om ting jeg kunne komme til at gøre ved min baby. Det var frygtindgydende scener som indimellem afspillede sig for mit indre blik.

Hver gang jeg gik ned til byen med Juliane i barnevognen skulle vi over i bred å. Når jeg gik på broen og så ned i den brusende iskolde vand, fik jeg de frygteligste tanker om, at sæt nu jeg i et øjebliks sindssyge tog hende op af hende dejlige varme barnevogn, hvor hun sødt lå og sov i sit dejlige bløde uldundertøj med sutten i munden,- smed hendes ned i vandet,- gik videre og lod som ingen ting.

En mørk aften står jeg og glor ud af vinduet på vores urtehave, som på dette tidspunkt lignede et stort mudderbad. Regnen stod ned i tykke stråler og sne og slud lå i kæmpe dynger. Her fik jeg igen tanken, at tænk hvis jeg smed hende ud af vinduet på den kolde jord, gik ind i soveværelset og lagde mig til at sove. Jeg så modvilligt billedet af min baby næste morgen. Tænk engang, at få sådan tanker, det er ikke rart.

Nu skal det lige tilføjes at jeg aldrig nogensinde har været bange for disse tvangstanker, de har været uhyggelige og røv -irriterende, men jeg har aldrig nogen sinde tilnærmelsesvis været der hvor jeg har overvejet, at fuldfører scenariet, slet slet ikke.

Jeg tror ikke at disse tanker er så unormale hos nybagte mødre. Det handler om det store ansvar og skrækken for ikke at gøre det godt nok.

Hvis du har grusomme tanker og ren faktisk bliver i tvivl eller bange for om du kunne finde på at gøre det til virkelighed, skal du omgående kontakte din læge eller sundhedsplejerske.

Fødselsdepressioner er meget normale.

Jeg er stadig skruk, selvom min dejlige Juliane- baby tilfredsstiller en stor del af mit omsorgsindstinkt, er der mere af det end en enkel baby har brug for. Jeg vil have et barn mere og det må gerne være snart. Nu har jeg jo erfaring med at børn ikke altid kommer lige når det passer ind i deres forældres liv. Derfor beslutter jeg med Christian, at vi bestemt ikke vil gøre noget for at forhindre en ny graviditet. Da Juliane er omkring de 8 eller 9 måneder begynder jeg at trappe amningen drastisk ned, da jeg meget gerne vil have gang i min cyklus, disse to ting hænger jo unægtelig sammen. Jeg er stadig lidt sindssyg og alle de månedlige nederlag inden Juliane, er på det tidspunkt stadig så tæt på, at jeg stadig ikke er helt normal på øverste etage. Meget kort tid efter jeg er stoppet helt med at amme får hele vores lille familie skide-bræk-syge. Vi er bare så syge alle sammen, ligger bare inden i sengen med hver vores spand, pu ha.. Julianes varer kun et døgns tid, Christians lidt længere men min bræksyge vil ligesom ikke rigtig vil gå over. Da jeg stadig småbrækker mig efter en uge, begynder tanken at strejfe mig om jeg kan være gravid. Det ville da godt nok være hurtigt og jeg havde ikke engang fået min menstruation endnu, men jeg ved jo at ægløsningen kommer fjorten dage før, så måske…

Jeg køber en test en lørdag på apoteket, det er næsten lidt for spændende. Hvis jeg er gravid er det jo fantastisk, hvis ikke, er det ok. Jeg havde jo slet ikke regnet med at jeg pludselig var blevet super fertil. Da Juliane sover til middag ude i det dejlige solskinsvejr og Christian står ude i skuret og arbejder beslutter jeg mig for, at tage testen..

Jeg lukker øjnene, fortæller mig selv, at selvom den er negativ skal jeg ikke blive skuffet, åbner øjnene og stier på testen. Der er gud hjælpende to streger. TO STREGER, det var dog utroligt. Så er jeg jo alligevel ikke sådan en halvgold ko, som jeg gik og troede, jeg er Moderjord og en ren frugtbarhedsgudinde. Jeg griner og græder, tager en lille glædesdans, synger en sang og løber ud i solskinnet, danser rundt i haven med kun trusser på mens jeg vifter stolt med strimlen. Christian kommer ud af skuret og står lidt og glor på mig. Han aner ikke at jeg har taget test og hvorfor jeg opføre mig som en nudist i løbetid. Hen undre sig nu ikke, ryster bare på hovedet og skal til at gå ind i skuret igen. Det er egentlig sjovt med Christian, han stiller aldrig spørgsmålstegn ved min galskab. Jeg har været kugleskør fra den første dag han var sammen med mig. Jeg har lavet de mest vanvittige ting og aldrig har han undret sig. Det er lige meget hvad jeg siger og gør. Jeg kan ringe ham op på arbejdet og sige som en preieulv ind i røret i flere minutter, hvortil han bare vil sige ”Hej skat, har du det godt?” . Ingen ting kan bringe min rolige mand ud af fatning. Heller ikke den formiddag. Jeg kalder ham ud igen og svinger den våde urinlugtende papirstrimmel op i hovedet på ham. Han kikker meget overrasket på den og siger bare ”nej det er sku da løgn”.. Han bliver glad og vi ønsker hinanden tillykke. Jeg går ind igen som en ny kvinde, nu er jeg i mit rette element igen- livet kører for mig og husmoderpligterne kalder…

Fødselsforløb- om at føde en sumobryder.

Mads-Emil blev født på Næstved sygehus den 11/3 2003 kl. 13.44.
Han var en kæmpe fed baby på 5200g og 61 cm.

Da jeg var gået 14 dage over tid, skulle jeg sættes i gang, hvilket undrede mig meget, da jeg hvert andet øjeblik havde på fornemmelsen at "nu var det nu", men der skete ingen verdens ting.
Da jeg glad, forventningsfuld og noget nervøs kom ned på fødegangen, konstaterede de, at jeg allerede var 4 cm åben, trods jeg ikke havde skyggen af veer. De tog vandet kl. 10 og derefter kom veerne buldrende. De blev hurtigt fuldstændig ulidelige og allerede klokken 13.30 var livmoderhalsen fuldstændig udslettet og jeg måtte presse. Det gjorde så vanvittigt ondt, jeg jamrede mig og var en anelse i panik over de komplet sindssyge presseveer. Af en eller anden grund mente jordemoderen, at det skulle gå endnu stærkere og gav mig derfor ve-stimulerende, hvilket jo i den grad forstærkede mine ellers udmærket veer. AAAVVVVVVVVVVV...jeg satte mig for bare at presse som en sindssyg, om jeg så skulle sprække helt op til ørene, for det her var så hæsligt at jeg ville have det overstået hurtigst muligt. Min krop var ved at eksplodere i smerte og ud kommer en kæmpe baby med et kæmpe hoved. Han var så stor at alle jordemødrene blev tilkaldt for at gætte på hans vægt, jeg kan huske at nogen mente han nok vejede tæt på de 6 kilo. Det blev dog til 5200g og hele 61 cm. Alle på fødegangen var vildt imponeret over at jeg selv havde presset ham ud (det tog 14minutter). Jeg blev syet godt og grundigt og lå og solede mig i alles beundring. Min søn var bare stor og fed, så fed at han ikke kunne åbne øjnene, jeg spekulerede over, om han mon havde øjne!. Køn var han ikke, min moderfølelse kom som forventet stormende og da drengen endnu ikke var 5 minutter gammel, var han min højt elskede vidunderlige søn, som jeg ville gå gennem ild og vand for, utroligt........
Han udviklede sig heldigvis til at blive en meget smuk dreng

Kors hvor jeg dog elsker den knægt

Nu har jeg jo to børn, to dejlige velskabte smukke børn, som alle komplimentere mig for og som alle bedsteforældrene hyler af rørelse over. Jeg er naturligvis ræve stolt. Jeg er lykkelig, livet er dejligt, mor-rollen er akkurat så vidunderlig som jeg havde forestillet mig, det er hårdt, men så er det heller ikke værre. Der er 1½ år mellem dem, jeg ved at de vil få stor glæde af hinanden når de bliver lidt ældre. Juliane er stadig så lille, at hun ikke kan huske at Mads-emil ikke altid har været der. Hun har ingen erindring om at have været enebarn, derfor oplevede vi ikke jalousi fra hendes side overhovedet.

Da Mads-Emil er ca. 1½ år gammel er jeg allerede begyndt at blive en anelse skruk igen, men jeg har en indre dialog kørerne nonstop oppe i min store mor-fikserede babymos- agtige hjerne. Dialogen som ingen ende vil tage, foregår mellem mit behov, følelser og instinkter, som har et hav af argumenter for en snartkommen befrugtning og så fornuften, som jo fortæller mig, at jeg skal klappe hesten og nyde mine to lækre unger.

Vi passer også på, Christian og jeg. Vi lader ikke skæbnen råde, vi har nok at se til. Vi er lige flyttet ud i et gammelt forfaldent såkaldt lortehus, som er ved at på langsomligste vis, at blive restaureret. Vi bor ekstrem småt, med kun et værelse og en lille stue hvor vi sover. Det er noget rigtig møg det hele og jeg ved egentlig ikke helt hvad vi havde tænkt på, da vi flyttede fra vores lille fine lidt kedelig type paraselhus.

Men så alligevel en dag kigger jeg på mit lille graviditetshjul, sådan et med alle månederne og så skal man indstille dato for 1. dag i sidste menstruation og så kan man se ens terminsdato. Jeg indstillede hjulet bare for sjov for at se hvornår jeg ville have termin hvis jeg blev gravid den selvsamme dag. Så skulle jeg bare sætte pilen ud fra uge to da det jo først er der man bliver befrugtet. Jeg landede på den 17 juni. Smagte lidt på den 17 juni og tænkte på sommer, sol og søde babynumser.

Den 17 juni var også den ene oldemors 1 årige dødsdato, så det ville jo være en smuk dag at få et barn. Et symbol på livets cyklus, hvor liv og død går hånd i hånd. Jeg sagde til Christian, at hvis jeg blev gravid i aften så ville barnet måske blive født på denne særlige dag. Så denne aften, den ene aften lod vi ham der hr. skæbne råde, jeg havde ikke engang styr på ægløsningen og selvom vi havde fået Mads-emil så hurtigt og uden, at vi overhovedet nåede at skulle arbejde for det var jeg sku fuldstændig sikker på ikke at blive gravid af bare en enkel lille halvspontan planlagt smutter.

Men som enhver idiot jo ved, skal der kun en enkel gang til og jeg er absolut ikke enhver idiot.

Tiden gik og jeg tænkte såmen ikke så meget over det. Nej det er løgn, selvfølgelig tænkte jeg over det. Jeg tænker jo som bekendt ikke på ret meget andet, det er det som er problemet med rugegale fødemaskiner, de er som besatte.

Et par dage inden forventet menstruation har jeg bestilt tid hos en håndlæser. Hun siger en masse jeg ikke kan huske, men blandt andet ser hun mig gravid meget meget snart og med en dreng. Et par dage efter på kontoret sidder jeg og snakker med min elskede kollega Birthe. Hun kender mig temmelig godt. For hver af mine to børn har jeg fået nogle søde små gamle æggebægere af hende. Pludselig kommer hun med et æggebæger til mig, mens hun griner. ”Du er gravid Helle, du har det udtryk,, som du altid har når du er gravid”. Jeg benægter helt forfjamsket, jeg har jo ingen symptomer og jeg er ikke engang nået til min menstruation endnu. Det vil sige at Birthe ville kunne læse en kun 1 til 2 uger gammel graviditet i mit ansigt. Men hun var sikker i sin sag, så jeg måtte lige på apoteket og købe en test. Jeg troede virkelig ikke på det, men fordi Birte ofte havde ret i hendes intuitive fornemmelser, kunne jeg ikke lade være. Da jeg kom hjem fra arbejde gik jeg direkte ind, satte mig på toilettet og tog så testen. Jeg var ikke spor nervøs og egentlig heller ikke ved at revne af spænding, for jeg troede det virkelig ikke. Jeg kiggede straks på den og så at den ene streg langsomt kom til syne, men kun den ene. Jeg kigger på den et par minutter, men der sker ikke mere. Jeg ligger den ovenpå skraldespanden og fortsætter min dag. Testen viste hvad jeg havde forventet, måske var jeg en lille anelse skuffet, men det var ok, det var jo trods alt meningen, at vi ville vente lidt med nummer 3. Senere på dagen da Christian er kommet hjem skal jeg på toilettet igen. Da jeg sidder derude og presser får jeg tilfældigvis kigget over på skraldespanden hvor testen stadig ligger. Jeg rækker ud og tager den for at putte den ned i skraldespanden. Jeg vil lige kigge på den en sidste gang, hvad fanden skulle jeg ellers lave når jeg nu alligevel bare sad der og kæmpede med de store hårde knolde, som sad fast i mit snart helt flænsede endeparti.

”What the hell” hylede jeg, ”What the fuck ” hylede jeg så igen. Christian som sad inden i stuen troede sikkert bare at jeg var blevet imponeret over størrelsen på mine udskilte knolde , så han gider ikke engang spørge, da han hader at høre mine meget detaljerede beretninger lige fra lugt til konsistens og karakter på en skala fra 1 til 10 om hvor ondt det havde gjort at få dem ud.

Efter flere minutter hvor jeg skiftevis har skreget ”What the hell” og ”what the fuck” reagerer han dog alligevel. Måske tænker han at de virkelig må have været store, siden jeg har hisset mig sådan op. Måske forestiller han sig, at han er på vej ud på toilettet for at se den største bunke lort han nogen sinde har oplevet. Men næ nej i min iver over testen har jeg glemt alt om peristaltikproblemer. Pludselig er der dukket en lille streg op, den er virkelig svag, men med lidt god vilje kan man se den. Og nu er jeg jo ekspert i graviditetsteste, så jeg ved godt at lige meget hvor svag stregen er, er man gravid. Den kommer ganske enkelt kun frem, når graviditetshormonet HCG er i urinen. Så jeg var glad og det var Christian også, jeg købte en test til næste dag som var klar og tydelig. Ham hr skæbne er en flink fyr!.

Oh ha, så var jeg på den igen, dejligt… Min lyserøde gravid drømmeverden med mandelolie indfedtede mave og timevis af afslapningsøvelser på sofaen var en min virkelighed igen. Denne graviditet ville blive en enorm udfordring. Mest af alt på grund af vores bolig. Dette blev en stor plagelse for mig, mit livs hårdeste (indtil videre) periode, en stor prøvelse for mig. Da jeg var højgravid havde vi i et par måneder intet køkken, det som skulle blive et køkken var et stort hul fuld af jord og for at komme ud på vores lille elendige møgkolde toilet, skulle jeg med min store mave balancere på en gangbro over jordhullet. Jamen, jeg kunne skrive tykke bøger om den periode. Min mor var min tro støtte, uden hende var det aldrig gået. Jeg ringede til hende og græd i telefonen, hun trøstede mig efter bedste evne. Alle weekender var jeg hos mine forældre, mens Christian arbejdede som en vanvittig. Det var en skidt periode, som jeg ikke gider beskæftige mig mere med. Vi overlevede og gennem kriser udvikler man sig.

Da jeg var gravid med Gustav sker der et slags generationsskifte i familien. Først dør Christians mormor så dør min egen vidunderlige gamle mormor på 90 år. Hun og jeg havde et helt særligt forhold til hinanden. Vi havde aftalt at hun på en eller andet måde skulle opsøge mig når hun var død. Hun skulle give et tegn. Jeg tror på liv efter døden, men hun skulle være mit konkrete selv-oplevede bevis for, at det var rigtigt.

Jeg ligger i min seng og har en underlig uro i kroppen. Selvom klokradioen viser langt over midnat er jeg fuldstændig lysvågen, desuden lyder der en gevaldig snorken ovre fra min lille søns tremmeseng, det gør det jo ikke ligefrem lettere at falde til ro. Jeg går ind i stuen og ligger mig på sofaen. Jeg begynder at tænke på min afdøde mormor. Jeg tænkte på hvor tæt vi havde været på hinanden, hvor meget jeg savnede hende og hvor mærkeligt det var at hun ikke længere lever.

Pludselig kunne jeg fornemme, at hun var hos mig, ikke bare hos mig, men i mig. Hun fyldte mig op med en susende og boblende følelse af den reneste kærlighed- en vidunderlig fornemmelse, hvor jeg på ingen måder var i tvivl om budskabet. Følelsen varede højst 30 sekunder men var virkelig intens. Mens det stod på sendte jeg en masse beskeder til min mormor om hvor højt jeg havde elsket hende og nogle andre meget private ting. Det var som at få en yderes effektiv healing, vil jeg tro. Lige så pludselig som hun var kommet, lige så brat forsvandt hun igen.

De efterfølgende minutter var jeg egentlig noget rystet og også lidt skræmt. I hvert fald var jeg usigelig glad for at jeg ikke var alene i huset. Måske syntes jeg lige at det var lidt for spooky, lidt for syret eller bare lidt for mærkeligt, det hører jo ikke lige frem til hverdagsoplevelser. Jeg fik dog lynhurtigt vendt oplevelsen til noget positivt, det var jo bare min mormor, det var der jo ingen tvivl om. -Og siden hvornår har der været noget som helst uhyggeligt ved min ellers ret så hyggelige gamle mormor. Ja okay, nu plejer hun jo heller ikke at være død, det sætter jo tingens tilstand i et noget andet perspektiv. Men det var bestemt en dejlig oplevelse, ikke mindst fordi at jeg for alvor fik bekræftet at hendes sjæl er derude et sted. En fantastisk ting at få på det rene, især taget i betragtning at mormor havde lovet mig at hun nok skulle ”give et tegn”. - Og da hun havde lidt svært ved sms´en, mener jeg at et sådan kropsliggjort, non verbalt budskab er det stærkeste og mest tydelige budskab jeg nogen siden har fået.

Jeg fatter det stadig ikke, hvor fanden er hun blevet af?, det er bare så mærkeligt, det skøre gamle remedium er blevet pist væk, snøft,-jeg savner hende..

Dagen før min terminsdato starter veerne så småt, jeg kender efterhånden signalerne, så jeg sms'er til min mor, at hun gerne må komme og passe børnene og til Christian at han bare kan blive og afslutte hans arbejdsdag, det haster ikke. Mor kommer hurtigt og da Christian et par timer senere kommer hjem er veerne blevet lidt kraftigere, men det er dog stadig kun sådan lidt ”hyggeveer”. Da jeg henter min søn i dagplejen får jeg da også lige en ve midt i dagplejerens køkken, hun får pludselig meget travlt med at få os ud af døren.

Jeg er helt rolig og glæder mig helt fantastisk over at det stødt og roligt skrider fremad plus det, at jeg ikke skal gå over tid igen og måske føde endnu en monsterbaby. Christian når dog også lige at køre et læs på genbrugen og da han kommer tilbage ved 17 tiden kysser jeg ungerne farvel og vi drager mod Næstved. Klokken 18.15 bliver vi modtaget af en gammel garvet jordemoder, som jeg kender lidt i forvejen. Da jeg var gravid med mit første barn gik jeg til jordemoder et par gange hos hende. En skrap madame, men vi kunne lide hinanden, det kunne jeg tydelig fornemme. Hun læste mine papir og hun kunne se at jeg havde haft to almindelige fødsler, så det her ville nok blive nemt, tror jeg at hun tænkte. Jeg kunne fornemme at hun troede at jeg var sej, en rigtig fødemaskine, en slags urkvinde, som bare ville presse et par gange og så var den skid slået. Jeg følte mig allerede usikker overfor hendes forventninger, ”ork… du har jo prøvet det før”, sagde hun opmuntrende. I mine papir stod der ikke noget om at mine fødsler ikke forgår i stilhed. Jeg beslutter mig for at være tapper, for ikke at jamre mig for højlydt, bide smerten i mig og transformerer mig selv om til den forventede fødemaskine. Jeg har aldrig fået nogen form for smertelindring og der er slet ingen tvivl om at min aldrende lidt skrappe jordemoder i hvert fald slet ikke forventede det denne gang.

Nå, i starten gik det meget godt, jeg smiler sødt til hende og den lille søde jordemoderstudende mellem veerne. Smilende bliver dog mere anstrengte og jeg kommer igen derud, hvor jeg intet kan styre, taber kontrollen totalt og bare må prøve at holde ud mens min krop arbejder på højtryk og jeg sveder, som havde jeg løbet en maraton. Jeg går for en lille stund ind i mig selv og prøver at fremkalde alle de gode råd mine mor-veninder er kommet med. Pludselig kommer jeg i tanke om at min veninde Ann, har fortalt at man bare skulle sige eller nærmere synge ” Oooohhh…..”, hver gang der kommer en ve” og det skulle komme helt nede fra maven. Jeg informerede de tilstedeværende på fødestuen om, at nu skulle de være tilskuere til et eksperiment. Jeg startede: OOooooohhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhh, men glemte at slutte igen, det tænkte jeg ikke lige på. Så stort set resten af fødslen udstødte jeg denne lidt opera -agtige lyd..

Jordemoderen bad hendes studerende om at lukke døren og de spurgte mig interesseret om det hjalp. Dette havde jeg lidt svært ved at svare på da jeg jo ikke vidste hvordan det ville være hvis jeg ikke gjorde det. Men lige frem til presseveerne ”sang” jeg konstant, mellem veerne var det kun et lille svagt ohhhhhhhhhhh, og under veerne sang jeg så storslået og pragtindgydende, at det var drønærgerligt at der ikke tilfældigvis kom en talentspejder forbi min fødestue, for så var jeg røget direkte på det kongelige teater.

Jeg undre mig; "Hvorfor er det lige jeg ikke har fået den skide epiduralblokade, når nu jeg jo vidste på forhånd at det er et helvede at presse store flommefede flæskebabyer ud?? Hvorfor lærer jeg ikke af erfaring??"

Da presseveerne melder sig efter kun få timer, hører jeg min jordemoder råbe til mig: ”Helle kan du ikke holde op med at brøle sådan, det er jo svært for mig at sige noget til dig”. Først tænker jeg: "hvad helvede bilder hun sig ind” og så ”nå ja, det kan jo være hun har noget fornuftigt at sige”. Hun beder mig presse, jeg holder mund og presser min søn ud på under 3 minutter i en overraskende stilhed. kokken 21.07 kommer Gustav til verden……………

Bagefter er jeg lidt flov og undskylder lidt koncerten.. Jeg kunne næsten ikke se jordemoderen i øjnene, men hun roste mig i høje toner og sagde de berømte ord:

og så var jeg stolt som en pave. det var som sød musik i mine øre som små nuttede engle der pustede mig i ørene. Det var som om at denne kvinde havde optaget mit sande jeg, hun havde forstået hele pointen med min eksistens.

Da jeg igen kommenterede oh… lyden, sagde hun bare, ”nå det var da ingenting”, hun var en meget klog og sød dame!.

Næste morgen tog vi hjem til de spændte søskende, som havde forberedt en stor velkomst og min mor var ved at gå til af spænding.

Det var slut for min moderlige beretning for denne gang, men mon ikke et nyt afsnit vil dukke op en skønne dag.

Når man fryser tager man tøj på og bliver tilfreds. Når man er sulten spiser man og bliver mæt. Når man føler sig træt tager man en lur og bliver veludhvilet. Når man er rugegal får man et barn og….....øh..er stadig pissehamrende ulidelig hjernevasket sindssyg og konstant døgnets 24 timer STADIG RUGEGAL?????????

Men fortæl mig det lige igen, hvorfor er det nu lige at jeg ikke bare får alle de forpulede unger???

Livet som mor til 3 små rødder er hårdt, det er der ingen tvivl om, det er vanvittigt hårdt, jeg er virkelig træt om aftenen når de er puttet. Gustav fik kolik efter 3 uger, sådan rigtig kolik som startede på klokkeslæt hver aften og varede hen imod midnat. Han skreg, skreg og skreg, det frygteligste skrig, som nærmest mindede om lyden af katte i slagsmål eller hvad det nu er de laver når man en gang imellem kan hører dem skrige og jamre sig om natten. Da vores bolig situation, som tidligere nævnt var et mareridt, betød det at vi kun havde to små rum i alt, en lille stue og et værelse, som de to "store " delte. Det ville have været virkelig dejligt med et ekstra rum, hvor jeg kunne gå ind med Gustav, men sådan skulle det ikke være.

I skrivende stund føles Gustavs kolik periode som meget længe siden og jeg kan såmen dårligt erindre den. Jeg har nok fortrængt det, idet jeg ved, at hvis jeg husker disse perioder tydeligt er chancerne for min videre reproduktion små, så min veludregnende psyke sørge smart nok for at tilsløre disse perioder. Men alt i alt var boligsituationen og Christians byggeri, som aldrig bliver færtigt,- ved at tage livet af mig. Efter alt verdens forsøg på at finde årsagen til kolikken bland andet med besøg hos en zoneterapeut og kiropraktor plus kostomlægning, forsvandt kolikken efter 3 måneder. Det gør det jo som regel sådan noget, så det havde næppe noget med alt det alternative at gøre. Men jeg følte mig så desperat at jeg hele tiden måtte have gang i et eller andet. Min søde sundhedsplejerske snakkede om kamillete, men tro mig dette problem var hinsides kamillete.

Da Gustav er omkring et års tid og alt går godt er livet igen en dans på roser og når man har haft kolikbørn føles tiden derefter som "a pease of cake".

På vores sommerferie på Langeland beslutter jeg at jeg er klar til nummer 4. For en gang skyld tror jeg på, at jeg sikkert vil blive gravid med det samme, det er jo hvad jeg lige har oplevet 2 gange i træk og jeg har en følelse af at være sund og rask og er tilmed begyndt at dyrke en smule motion.

Det går nu som det plejer, jeg går rundt og drejer på mit graviditetshjul. Hele tiden skal jeg tjekke min terminsdato, hvis nu jeg i den selv samme måned gik hen og blev gravid. Der går hurtigt et par måneder, ingen ting sker, skønt jeg er i hopla og på ingen måde hysterisk eller stresset. Efter et 1/2 år undre jeg mig lidt. Herefter sker der nogle lidt besynderlige ting med mig. Jeg bliver fyldt op med energi på en lidt kunstig og mærkelig måde. Jeg bliver mere fysisk aktiv og sidst men ikke mindst får jeg en så glubende appetit, så jeg aldrig har oplevet noget lignende. Jeg starter alverdens projekter op, da jeg føler at jeg må bruge alt den tilkomne energi til et eller andet fornuftigt.

Har du en kommentar til Chokoladekage med jordbærglasur-beretningen, så så klik her post@morsbaby.net

Mit moderskab

Fødselsforløb- om at føde en sumobryder.

Mads-Emil blev født på Næstved sygehus den 11/3 2003 kl. 13.44. Han var en kæmpe fed baby på 5200g og 61 cm.

Kors hvor jeg dog elsker den knægt

Mads-Emil blev født på Næstved sygehus den 11/3 2003 kl. 13.44.
Han var en kæmpe fed baby på 5200g og 61 cm.