| |
Smertelindring under fødsel |
Dette er en ny side, hvor det vil være muligt at søge
informationer om forskellige former for smertelindring under
fødslen. vi hører meget gerne en historie fra dig hvis du har
noget på hjertet.
Behovet for smertelindring er forskelligt
fra kvinde til kvinde. Nogle kvinder ønsker helst ikke medicinsk
smertelindring. Andre kvinder ønsker gerne medicinsk smertelindring
som supplement til ikke-medicinsk smertelindring. Det kan være
svært, især ved første fødsel, at tænke sig til, hvad du får brug
for. Der er mange forskellige muligheder for medicinsk
smertelindring (efter behov og hensyntagen til barnet). Det er godt
at kende til dem inden fødslen.
Alle kvinder støttes i at bruge afspændingsteknik, vejrtrækning og
andre metoder, der bruger kroppens egne kræfter. Ved afspænding
koncentrerer kvinden sig om, at det ikke skal gøre alt for ondt.
Pudendusblokade
og anden lokalbedøvelse
Et varmt
bad
Pethidin
Epiduralblokade
Pudendusblokade og
anden lokalbedøvelse
I den allersidste del af presseperioden kan
pudendusblokade være en hjælp for kvinder, der er bange for
udspilingsfornemmelsen.
Pudendusblokade er en lokalbedøvelse. Den lægges ved indsprøjtning i
højre og venstre side ret højt oppe i skeden. Der bruges et
indføringsrør til kanylen. Selve stikket går kun en halv centimeter
ind i vævet.
Blokaden bedøver den nederste del af skeden og mellemkødet.
Kvinden mærker ikke barnets passage gennem skeden. Der er en risiko
for, at kvindens fornemmelse af pressetrangen kan blive mindre, når
blokaden er lagt. Derfor bliver presseperioden sommetider længere,
når der bruges pudendusblokade.
Ved evt. syning vil kvinden være smertefri ved denne blokade.
Pudendusblokade eller anden lokalbedøvelse kan også lægges efter
barnets fødsel, hvis der skal sys.
Et varmt
bad
Et almindeligt brusebad eller et karbad
giver som regel velbehag, afslapning og derved en form for
smertelindring. Det varme vand fra bruser eller bad kan give en rar
afslapning i hele kroppen. Du kan gå i bad når som helst under
udvidelsesperioden. Nogle fødesteder har fødekar, der gør det muligt
for den fødende kvinde, at tilbringe udvidelsesperioden her, hvis
det er rart og lindrende at være i det varme vand.
Hårdt opvredne, varme vaskeklude lagt der, hvor det gør ondt, kan
også lindre.
Det er fælles for afspændings- og vejrtrækningsteknikker, bevægelse
og bad, at du selv er aktiv. Den fornemmelse betyder meget for de
fleste fødende kvinder, samtidig med at kroppens eget modsvar til
smerten ikke forstyrres.
Pethidin
Pethidin kan være en hjælp, hvis kvinden
tidligt under fødslen er udkørt og forpint.
Virkningen er sløvende og kraftigt smertelindrende. Det betyder at
medicinen kan påvirke barnet efter fødslen, da medicinen passerer
over i barnet via moderkagen. Barnet kan være sløvt, når det skal i
gang med at amme, og den første vågenperiode, barnet har lige efter
fødslen, kan være påvirket af den stærke medicin. Det kan være svært
at få øjenkontakt med det nyfødte barn, og sutterefleksen kan være
svagere end normalt i den første tid.
Pethidin gives som regel som indsprøjtning. Virkningen kommer efter
ti til femten minutter. Det er forskelligt, hvor længe virkningen
holder sig.
Man vil helst undgå at give medicinen sent under fødslen, fordi
barnets vejrtrækning også kan være påvirket af medicinen, når det
lige er født. Der findes dog en modgift, som barnet kan få, hvis det
skulle være nødvendigt.
Epiduralblokade
Epiduralblokade
giver flere stjernekiggere.
Sandsynligheden for at føde en
stjernekigger stiger hvis du vælger at føde med en epiduralblokade.
Normalt fødes kun hvert tiende barn med ansigtet opad, altså som
det vi kalder stjernekiggere. Hos kvinder som vælger
epiduralbedøvelse under fødslen, er antallet af stjernekiggere
fire gange så højt. hvorfor ved forskerne ikke men de kan i hvert
fald slå fast, at det ikke er stjernekiggerne, der giver flere
fødselssmerter- og som dermed øger sandsynligheden for en
epiduralbedøvelse til moren, hvilket jo ellers var en nærliggende
forklaring (kilde: mama)
|
|
|