Spørgsmål og
svar fra brevkassen. |
Velkomme til tumlinge- brevkassen. Her kan du læse andres
spørgsmål og svar eller sende dit eget spørgsmål til brevkassen til højre på
siden.
Hjælp-
min søn på 2 år får hysteriske anfald
Trodsalderen topper
1-årig råber og skriger
højt
Ked af det når han ser
mor?
Stædig dreng på 2 1/2
En frustreret mor
Min dreng
på 2 råber og snakker meget højt
jeg går min
datter i søvn i barnevognen
børnehavestart
Samtale med vuggestuen
Samvær med far OG mor
Min datter er
meget glad for sin far
Skal min 3-årige selv bestemme hvilket tøj han skal have på?
Hjørnebarn?
Søvn, skilsmisse....
Snak i vuggestuen!!
Vores søn er begyndt at
stamme
Mareridt og søvngængeri??
Hjælp vi kan snart ikke rumme vores søns reaktioner.
Min aktive
dreng løber fra mig og bider.
Hjælp-
min søn på 2 år får hysteriske anfald
Kære brevkasse,
Vi er ret frustrerede i øjeblikket da vores søn, som bliver 2 i
næste uge får nogle meget voldsomme hysteriske anfald.
Han er en super velfungernede dreng, som på mange måder er "fremme
i skoene" ( Har et stort ordforråd også med små sætninger, kan
tælle til 10 og tisser på
potten flere gange om dagen.) Vi er meget opmærksomme på ikke at
gøre ham større end han er og ved at han - selvom han pludselig er
blevet en stor dreng -
stadig er meget lille indeni.
Han er meget stædig og har altid været meget tydelig i sine
signaler og en bestemt herre - og jeg synes virkelig vi forsøger
at vælge vores kampe.
Nu er de kampe vi tager blevet ret voldomme og at komme i tøjet og
hjem fra vuggestue kan virkelig dræne både ham og mig for kræfter.
Han ligger sig på gulvet, skriger i vildskab og får et helt vildt
blik i øjnene, går i bro og er slet ikke til at komme i kontakt
med.
Jeg forsøger at tale blidt til ham og fortælle ham at nu skal han
i tøjet og det er mor der bestemmer, men han bliver nærmest endnu
mere rasende når jeg
nærmer mig ham. Jeg vil gerne gøre kort proces og komme ud af
døren og "skifte scene" men han er faktisk så stærk så det er
tvinge ham i tøjet kan føles som
et helt overgreb som kan tage lang tid. Når vi så kommer ud til
bilen og han skal i autostolen starter vi forfra.
I vuggestuen siger de at han kalder og taler om mig mange gange i
løbet af dagen og at det er hans måde at straffe mig på når jeg nu
har været væk fra ham hele dagen.
De oplever ham aldrig sådan.
Vi har samme scene når han har været i brusebad ( som han elsker )
og der skal slukkes for vandet. Jeg forsøger altid at forberede
ham på at nu er badet slut ved at sige
at nu skal vi sammen tælle til 10 og så må han bestemme om det er
ham eller mor som skal slukke for vandet.
Han bliver så gal at han ligger sig og kaster hovedet frem og
tilbage og slår det ind i væggene i bruseren.
Når jeg har prøvet at tale ham til ro.. hvilket aldrig virker.. og
han slår ud efter mig... har jeg nogle gange forsøgt at tale lidt
hårdt til ham og sige at nu må han ligge i sin seng til han vil
tale med mig igen.
Så snart jeg ligger ham i sengen og går, kalder han på mig og er
en helt anden dreng.
Jeg vil dog så nødig gøre hans seng til en straf.. det skal jo
være et rart sted at være.... men det er det sted hvor han kan
gøre mindst skade på sig selv.
Jeg er meget i tvivl om hvorfor vores søn, som vi opdrager med
meget kærlighed og dialog, har så voldsomt et temperament og hvad
jeg kan gøre anderledes for
at hjælpe os alle med at komme ud af denne fase.
Den mest voldsomme oplevelse havde vi igår aftes da han havde
sovet en times tid. Han vågner og græder lidt og jeg går derop for
at se om han har brug for sit sut for at
sove videre... gråden bliver voldsommere og voldsommere og da jeg
rører ham flipper han fuldstændigt ud og kaster sig rundt i sengen
og slår ud med arme og ben og
får det her tomme vilde blik i øjnene. Da jeg vil tage ham op og
kramme ham, stiger voldsomheden i hans raseri/angstanfald om
muligt og jeg bliver nødt til at ligge ham på gulvet
hvor han nærmest i søvne kaster sig rundt og skriger til han er
ved at kaste op. Det hele fortsætter i ca 15 min - indtil vi får
ham "råbt op" og han på en måde kommer til sig
selv og vågner - hvorefter han kalder "min mor" og krammer og
putter længe.. indtil jeg kan ligge ham til at sove igen.
Vi er klar over at han er inde i en
"selvstændighedsfase/trodsalder - men har brug for at vide om hans
reaktioner er "normale" og om der er noget
vi gør forkert eller kan gøre anderledes i forhold til ham.
Jeg har læst mig frem til at det anfald han havde i går aftes kan
være en slags night terror - men hænger dette sammen med det at
have et voldsomt temperament og
kan vi på nogen måde hjælpe ham til at styre det?
Jeg håber virkelig at få et par ord med på min videre vej....
Med venlig hilsen
Helle
Kære Helle
Jeg kan godt forstå du
er frustreret, for han giver den da hele armen i forhold til
selvstændigheds fasen. Han lyder som en velbegavet og kvik dreng
som er forud sin alder på flere områder. Netop dette kan måske
gøre at han har så svært ved at styre sine følelser, som ikke er
så veludviklet som han intellekt.
Du spørger om hans
reaktioner er normale!. Ja jeg vil da sige de er inden for det
normale men selvfølgelig er det langt fra alle bøn som bliver så
hidsige. Men jeg har oplevet det flere gange lige præcis med de
små kvikke børn som udvikler sig lidt hurtigere end deres
jævnaldrende. De gennemlever ofte selvstændighedsfasen noget
tidligere og også noget heftigere end andre. Grunden til at det
virker så ekstremt er at de i virkeligheden er gået lidt for
tidligt i selvstændighedsfasen, deres følelsesmæssige intelligens
er slet ikke udviklet nok til at håndterer alle de mange følelser
der dukker op hele tiden, derfor kammer det fuldstændig over for
dem.
Måden du håndterer
situationerne på og de tanker du gør dig er meget fornuftige og du
kan egentlig ikke gøre så meget mere end du gør.
Det er godt at du
advarer ham hver gang scenen skifter da børn i den alder har svært
ved at skifte fra det ene til det andet på kommando.
Det handler som sagt
om at han er alt for umoden til at kommunikere hans følelser ud
som dermed udmønter sig i ustyrlige raserianfald. Jeg går ud fra
at hans basale behov bliver dækket i form af f.eks nok søvn og den
rette ernæring.
Hvis hans blodsukker
f.eks bliver for lavt vil kroppen reagerer ved at frigøre
stresshormoner for at hæve blodsukkeret men det bevirker at barnet
vil opleve følelser af panik, forvirring og raserianfald.
Tilsætningsstoffer kan
hos nogle børn resulterer i hyperaktiv adfærd fordi deres kroppe
og hjerner endnu er så uudviklede.
Jeg vil klart råde dig
til at give ham et tilskud af omega 3 fedtsyre da dette gør meget
for at skabe en roligere sindsstemning og færre raserianfald.
Omega 3 er uhyre vigtigt for en normal hjerneudvikling.
Men igen du håndterer
det fint, sørg for ikke at lade dig stresse, bevar roen. De
følelser han kæmper med skal tages alvorligt da de undertiden for
ham kan føles meget smertelige. En smertefuld følelse aktiverer
som sagt stress kemikalier i et barns hjerne og krop og barnets
eneste metode til at dulme denne spænding er at flippe ud i et
raserianfald. For barnet er der ingen anden udvej end skrig og
skrål. Så afstraffelse hjælper ikke så lille et barn. Det er et
råb om hjælp og hvis vi som forældre forstår dette vil vi hjælpe
vores børn med at udvikle de nerveforbindelser der netop er
vigtige i forhold til sådanne følelser.
Lange forklaringer
nytter ikke, børn kan ikke lytte når de er fortvivlede. Din rolle
er at berolige ham. Tænk på at han under disse anfald er i en
emotionel smerte. Stresskemikalier og hormoner skyller gennem hans
krop og får ham til at føle sig frygtelig dårlig.
Tal blidt med enkelte
beroligende ord, når han får det lidt bedre er afledning et
vidundermiddel, snak pludselig om noget helt andet, noget han kan
lide og syntes er sjovt, aktiver hans nysgerrighed.
Når raserianfaldene er
rigtig slemme er der intet forkert i at fastholde ham. Det drejer
sig om at du holder rundt om ham med omsluttede arme som et trygt
og roligt tæppe. Det giver ham en fornemmelse for at du er stærk
nok til at hjælpe ham igennem hans krise. Fastholdelsen er også
vigtig i de situationer hvor han ren faktisk kan komme til at
skade sig selv. Det skal dog gøres med ro og kærlighed, hvis han
mærker stressede eller rasende følelser hos dig virker det ikke.
Han har brug for en rolig krop.
Håber disse ting kan
hjælpe dig lidt på vej i forståelsen af din søns adfærd og igen;
jeg syntes det klarer det flot:-)
Held og lykke
Mange hilsner
Helle/Morsbaby.net
Trodsalderen topper
hej
jeg har et spørgsmål vedr opdragelse af min 2 (snart 3) årige
dreng.
jeg kan tydeligt mærke han lige nu er i trodsalderen, men det der
driver mig til vanvid lige nu indenfor dette, er at hver gang jeg
siger noget til ham... -ting han ikke må/skal, kan komme til skade
ved, noget jeg skal, osv, siger han altig det modsatte!.
jeg siger NEJ, han siger JA. jeg siger JA han siger NEJ.
jeg er bare i tvivl om, om jeg skal tage den op med ham HVER gang
og forklare ham et nej er et nej og forklare ham han ikke skal
sige mig imod. eller om det måske er langt bedre at ignorere ham i
disse situationer, så han ikke får den opmærksomhed, ved at gøre
mig irriteret.
hvad vil du foreslå?
på forhånd tak.
mvh pernille, mor
Kære Pernille
Det er skønt ikke?:-)
Trodsalderen kan drive selv den mest
stilfærdige forældre til vanvid. Den alder din dreng har nu kan
ind imellem byde på en udfordrende adfærd.
Du skal bestemt ikke tage den op hver
eneste gang, man må vælge sine kampe.
Du skal huske på, at din søn ikke
siger nej når du siger ja, for at være uartig eller fordi han er
dårlig opdraget men derfor kan du som forældre sagtens gøre en
masse for at forhindre dårlig opførsel. især hvis man får
lidt forståelse for hvad der foregår inden i et barns hoved, når
det reagerer trodsigt dagen lang.
Dit barn er slet ikke gammelt nok til
at kommunikerer sine følelser ud derfor reagerer han ved "uartig"
opførsel.
Prøv at lade være med at irettesætte
ham hele tiden, det hjælper ikke men kan istedet føre til
voldsomme raseri flip. Hvis du irettesætter skal det gøres på en
sådan måde at din søn kan bevare sin værdighed.
Ignorer hver gang han siger det
modsatte og giv ham massere af opmærksomhed og ros når han gør det
"rigtige".
Prøv ikke at blive irriteret, bevar
roen. Når din søn BARE VIL et eller andet og du siger nej, skal du
huske på at små børn ikke er i stand til at flytte
opmærksomheden fra en ting til en anden så let, som en voksen kan.
Hvis dit barn først har sat sig fast på noget HAN VIL, må du lige
give ham lidt snor. Du kan f.eks sige " om 5 minutter går vi eller
om 5 minutter skal vi pakke sammen..". Hvis han gør som du beder
om efter et stykke tid skal du rose ham. Hvis ikke så bær ham væk
stille og roligt. Plag ikke barnet ved at sige det mange gange,
det stresser ham kun og han vil begynde at blive immun over for
dine kommandoer.
Humor og sjov kan også løse mange
konflikter, giv ham f.eks en svingtur når du tager ham fra en
situation til en anden eller kild ham for at aflede.
Held og lykke og husk nu dit barn er "
lige efter bogen" . Han er ved at udvikle sig til et sundt og
harmonisk menneske men endnu er han hjernesystemer stadig så
underudviklede, at han skal have hjælp til at klare en masse
situationer.
Mange hilsner
Helle/Morsbaby.net
1-årig råber og skriger
højt
Hej
Jeg er mor til 2 dejlige børn. Den
yngste er en pige på knap 14 mdr.
Mit spørgsmål går simpelhen på hvorfor
hun råber, hviner og skriger så højt det meste af dagen. Hun gør
det ikke kun når hun er sur eller træt og ked af det men også når
hun er glad, vil ses, ser spændende ting mm.
Hun får en masse opmærksomhed
herhjemme da vores storebror er stor og meget rolig og glad for
lillesøster og vi bruger som forældre også meget tid med vores
børn.
Hun har meget temperement og har altid
haft- og hun også altid haft meget lyd på.
Problemet er vi tit får kommentarer på
at hun da godt nok har en høj stemme (fra mødre gruppe, dagplejer
mm) og vi synes også selv det kan være ret anstrengende men hvad
skal vi gøre?
Kan vi sige nej til hende? Vi taler
meget roligt til hende og forsøger at dæmpe hendes temp men det er
svært og mon det aftager? Synes bare at alle andre babyer man
møder er så stille og rolige...helt anderledes end min lillle pige
som jeg jo elsker så højt.
Hvad kan det skyldes og hvad kan vi
gøre. Vi vil prøve alt.
Håber så meget på svar
MVH MUTTI
Kære Mutti
Hvor er det pudsigt jeg har en dreng
som har nøjagtig det samme "problem". Han har altid været
højrystet i alle situationer og jeg har altid forklaret mig med
at han bare har en meget høj stemme men jeg har virkelig også
grublet meget over det. Det nytter ikke at sige nej, de forstår
simpelthen ikke hvad de gør galt og det gør dem bare
frustrerede.
Jeg vil selvfølgelig råde dig til
det mest oplagte, nemlig at få hendes hørelse tjekket. Hvis hun
f.eks har væske i ørene råber hun jo fordi hun selv høre
dårligt.
Mange "kloge" folk ville sikkert
sige at hun råber for at blive hørt men det tror jeg langt fra
er tilfældet i jeres familie. I har jo "kun" 2 børn og storebror
tager jo langtfra alt opmærksomheden. Så hvis det ikke er noget
med ørene må det være en vane hun har tillagt sig fordi hun
måske er en type som gerne vil ses og høres mere end de fleste:-)
Jeg ville ønske jeg havde nogle
guldkorn til jer men desværre... dog kan jeg da trøste med at
det selvfølgelig går over på et tidspunkt når hun får en
tydeligere fornemmelse for hvordan det virker på andre
mennesker.
Som voksen er du rollemodel så sørg
for at snakke til dit barn i det toneleje du ønsker dit barn
skal snakke i. Vær rolig og skæld ikke ud på den høje stemme.
Hvis du konstant tysser på dit barn udløser du stressekemikalier
hos hende da hun ikke ved hvad hun gør galt.
Held og lykke
Helle/morsbaby
Ked af det når han ser
mor?
Jeg er mor til Tobias på 19 måneder som går i
vuggestue, hvilket han generelt er glad for.
Jeg har længe været frustreret over hans reaktion når jeg kommer
og henter ham om eftermiddagen.
Jeg skynder mig fra job kl. 15 og glæder mig til at hente ham og
hver dag er det samme mønster:
Så snart han ser mig stopper hans leg - han kaster sig på gulvet
og begynder at græde hjerteskærende.
Jeg prøver at virke upåvirket og bare glad for at se ham - men det
gør mig virkelig ked af det, at han reagerer som han gør.
Så snart jeg tager ham op og vi krammer går det over - men jeg
drømmer om at få en glad dreng til at løbe mig i møde.
Hvordan kan det være han har sådan en reaktion og hvad kan jeg
gøre for at hjælpe ham ud af det mønster så vi begge kan tage
glade hjem
efter en god dag på arbejde/institution?
Venter spændt på hjælp.
Mange hilsner
Helle
Kære Helle
Du skal slet ikke være bekymret
eller ked af det. Din søns reaktion er fuldstændig lige efter
bogen og den er kun et udtryk for at han er en sund og dejlig
dreng som endnu ikke forstår at håndterer alle de forskellige
følelser. Det er SÅ NORMALT, 3 ud af mine 4 rollinger gjorde det
samme.
Du kan ikke rigtig gøre andet end at
accepterer det. Det handler simpelthen om at dit barns hjerne
endnu ikke er fuld følelsesmæssigt udviklet til at kunne finde ud
af at reagerer normalt. Når din søn ser dig "kortslutter" det for
ham. Han er for lille til at kunne styre disse voldsomme
følelsesstorme på en naturlig måde. Han har behov for hjælp og det
er jo præcis hvad du giver ham når du tager ham op og
krammer...det er så fint:-)Du skal bare give dig tid, medfølelse
og fysisk trøst til at få hans krop og hjerne tilbage i balance,
han vokser sig fra det:-)
Mange hilsner
Helle
Stædig dreng på 2 1/2
Jeg skriver til jer, da min kone og jeg er i
tvivl om hvordan vi skal håndtere denne situation.
Vi er en familie på far, mor, søn på 2 1/2 og datter på 3
måneder.
Vi har været på biblioteket, og går ind i vores
storcenter, da jeg (far) ikke vil bære rundt på vores søn
mere. Han insisterer på, at han vil bæres og begynder at
græde. Jeg forklarer ham, at far er træt og at han kan stå
bag vores barnevogn. Det vil han ikke, og vi begynder at
gå med ham grædende bag os. Han begynder at sakke bagud og
kravler på knæ.
Vi vender os om og kalder på ham, og giver ham ikke mere
opmærksomhed på grund af hans knækravleri. Det ender med
at han kravler hele vejen (7 meter) hen til os.
Vi(forældrene) er begge enige om, at når han laver disse
"stunts", så opfører vi os helt normalt. Vi giver han ikke
ekstra opmærksomhed af den grund.
Gør vi det forkert? Skal vi behandle ham anderledes, når
han er i et Storcenter, for ikke at forstyrre andre?
Alle gode råd er velkomne.
Med venlig hilsen
Anders
|
Hej Anders.
I gør det helt rigtige...
Husk dog på at han ikke græder for at
være uartig men fordi hans hjerne endnu ikke er udviklet på en
sådan måde at rationelle forklaringer gør at han forstår at
tilsidesætte hans behov og lyst til at blive båret. Så den
ulykkelighed som opstår er reel nok.
Så i første instans skal I gøre som I
gør, men kammer den helt over kan du prøve at sætte dig ned til
ham på hug og holde lidt om ham for at berolige og trøste ham,
nøjagtig som du ville gøre hvis han var faldet og havde slået
sig. For de følelser der ligger bag er ægte og de skal
imødekommes. Dette betyder ikke at han skal have sin vilje-endelig
ikke. Og kom heller ikke med lange forklaringer for dem er han på
ingen måde modtagelig overfor.
Afledning er også et godt trick...
Og nej gør det endelig ikke anderledes
i storcenteret, så bliver han først for alvor forvirret. Tænk ikke
på de andre mennesker. Vil man have fred og ro er det jo alligevel
nok ikke i et storcenter man tager hen.
Og så er det jo beroligende at tænke
på at hans opførsel er "lige efter bogen" altså sund og normal og
SÅ VOKSER DE SIG FRA DET...HELDIGVIS
Held og lykke med sønnike
Mange hilsner
Helle /Morsbaby.net
En frustreret mor
Hejsa. Min mand
og jeg har en søn på snart 3 år. Vi venter nr. 2 barn om et par
måneder. Derudover har min mand en søn på 8 år fra tidligere
forhold. Han bor hos os i en 7-7 ordning.
Jeg er meget
frustreret over vores søn på snart 3 år.
Han er en meget
aktiv og klog dreng, som elsker at udforske og tilegne sin ny viden.
Han har stort set
altid haft mest ”lyst” til far. Hvis far er i huset, er det altid
far der skal gøre/hjælpe. Sådan har det altid været. Dog er det mig
der synger og læser.
I de sidste mange
måneder har jeg været meget frustreret over min søns
opførelse/adfærd. Han prøver os virkelig af i selv de mindste ting.
Hver gang han skal
have skiftet ble, når han har lavet stort, så stikker han af. Han
kravler ind under borde og gemmer sig. Det samme når han skal vaske
hænder, når han har spist. Der stikker han også af.
Så stort set hver
gang det omhandler hans personlig hygiejne, så stikker han af og
kravler ind under border. Det resulterer i at vi må kravle efter ham
og hive han ud. Han bliver tosset og slår os. Vi prøver hver gang
med motivation og ord som: ”kom med skat, Du skal vaske hænder”,
eller ”kom skat, Du skal have en tør numse”. Han svarer bare
”Nejjjjj” og har en lidt provokerende attitude. Efter flere ganges
forsøg på en venlig måde, ender det altid med en kamp, hvor vi må
tage fat i ham, hive ham ud under bordet og bære ham af sted. Han
skriger, slår og råber. Sådan er det hver evig eneste dagL
Når han endelig kommer ud på puslebordet, så nægter han at ligge sig
ned eller gøre hvad vi beder ham omL.
Hvad der også er
vores problematik er, at han tit går og klynker og græder
overfladisk. Han er meget pivet herhjemme og bliver nemt hidsig. Han
har aldrig været en nusse-dreng. Han har aldrig været en dreng der
ville putte på skødet, med mindre han har været syg.
Nogle gange har
han svært ved at finde ud af hvad han egentlig selv vil. ”Jeg vil
op”. Vi tager ham op. ”Nejjj, ned” siger han så. Så vil han ud, men
når han skal have tøjet på, så vil han alligevel ikke ud.
Han er en utrolig
sød dreng når vi er ude. Vores familie og daginstitution oplever ham
ikke på den måde som vi forældre gør, men det er vel også meget
normaltJ
Han er meget
hjælpsom herhjemme. Han hjælper mig med madlavning og rengøring og
finder det sjovt. Han får selv lov til at gøre ting selv, i det
omfang han kan, som f.eks. at tage tøj på, vaske hår i badet mv.
Han ligger på
normalt niveau motorisk og sprogligt. Han kan lege selv i kortere
perioder (10-15 min. af gangen) og leger også godt med andre
jævnaldrende børn. Han er ikke genert anlagt og elsker udfordringer.
Han er meget aktiv og kræver mange udfordringer i hverdagen. Han
sover i gennemsnittet 10 timer i døgnet fordelt på 1 ½ time til
middag og 8 ½ om natten. Han er A-menneske. Vågner ved 5 tiden.
Vores problematik
er så det med at hver dag er en kamp, når det gælder personlig
hygiejne. Det at han stikker af i hjemmet, når han skal noget med
personlig hygiejne. Det at han hurtigt bliver pivet uden nogen
grund. Det skal også siges, at vi taler om kommende baby. Vi har
fortalt begge drenge at jeg snart skal føde. De ved at jeg har barn
i maven, men det er ikke noget der fylder samtalerne i hverdagen.
Vi elsker vores
søn meget højt, men det er frustrerende at der er de kampe hver dag.
Prøver vores søn
os bare af (trodsalderen) eller er der noget vi som forældre måske
gør forkert, set med pædagogiske øjne????
Jeg må da sige, at
tanken om ADHD har strejfet mig i forbindelse med hans store
energiniveau, temperament og hidsighed. Min mands store søn skal til
udredning for ADHD da han har nogle af symptomerne derpå.
Håber at I måske
har et godt råd.
Med venlig hilsen
MOR
Kære MOR,
Tak for dit brev.
For at starte med din bekymring ang.
ADHD;
Jeg tror bestemt ikke at din søn lider
af dette selvom jeg da godt kan høre at nogle af symptomerne er
til stede men du skriver at han opfører sig fint i børnehaven og
andre steder, det er bestemt ikke tilfældet med ADHD- børn. Disse
børn har svært ved at koncentrere sig og at lytte. De keder sig
nemt og bliver ofte frustreret og har svært ved at have venner da
de let kommer til at slå og hele tiden er urolige og har svært ved
at lege..
Disse symptomer hører jeg dig ikke
nævne.
Men din søn kan tydeligvis ikke lide
alt hvad der har med kropslig hygiejne at gøre. Og fordi han kun
er 3 år reagerer han primitivt, hans hjerne er endnu ikke udviklet
nok til at kunne forklare hvorfor han hader det.
Her er nogle forslag til ting du bør
overveje:
-Sørg for at han får nok søvn, gerne
mere end de 10 timer. Søvn bidrager til at stabiliserer
sindsstemningen, modsat bevirker for lidt søvn at barnet bliver
overaktivt og måske aggressivt
- Sørg for at give ham mange små
måltider. Hvis blodsukkerniveauet bliver for lavt vil kroppen
reagerer ved at frigøre stresshormoner fra binyrerne hvilket fører
til raserianfald og forvirring m.m.
Morgenmad er meget vigtigt
- Sukker og slik kan forårsage
hyperaktiv adfærd som at fare rundt og klatre rundt på ting.
- Undgå tilsætningsstoffer. Børn er
meget sårbare overfor tilsætningsstoffer, dette giver også
hyperaktiv adfærd i stil med ADHD.
- Overvej om din søn får nok
oplevelser. Hvis børn ikke bliver stimuleret nok vil barnet måske
blive stresset. Derfor vil det selv forsøge at øge
aktiveringstilstanden ved f.eks at løbe skrigende rundt. En del af
denne trang til stimulation er en trang til at der skal ske noget.
Hvis et barn ikke får nok oplevelser vil det forsøge at skabe sine
egne for at ændre den kemiske tilstand i dets hjerne. Måske ved at
flippe ud og være trodsig.
Små børn skal have masser af tid til
at løbe rundt og være vilde. får de ikke det, vil de have en
tendens til at blive meget aktive på de forkerte tidspunkter elle
situationer.
-Overvej om I giver ham tydelige
grænser. Han har i den grad brug for struktur og faster rammer. Du
skal ikke være bange for at sige tydeligt nej. Det barn som ikke
får et klart og tydeligt nej fra sine forældre, vil ofte føle sig
mere magtfuld end og respektløs over for sine forældre.
- Hvordan har du det selv?. Jo mere
stresset vi voksne er jo være opføre vores børn sig. De bliver
dybt påvirket af vores emotionelle tilstand. Hvis atmosfæren i
jeres hjem er anspændt kan du være sikker på at de barn er
rædsomt:-)
- Når han får hans flip i forbindelse
med bleskift m.v. er din rolle at berolige ham. Hans vrede og
fortvivlelse er ægte. Det er spild af tid at forklare ham noget,
det forstår han ikke når han er fortvivlet. Derfor kræver det
følsom behandling. Når han har disse anfald er hans hjernes
alarmsystemer blevet udløst og stresskemikalier og hormoner
skyller gennem hans krop.... Måske er det bedste du kan gøre at
sætte sig roligt ned og tale blidt med ham. Prøv også at aflede
ham f.eks med humor.
- Giv ham lidt snor. Når han skal
noget du ved han ikke bryder sig om kan du lige advarer ham "om 5
minutter skifter vi din ble".
- Vær konsekvent, altid..
- Plag ikke barnet, sig ikke mange
gange: "kom nu skat" eller " nu SKAL du altså komme"..
Når de 5 minutter er gået, skifter i
bleen, no matter what..
Men ja, dit barn er i trodsalderen og
den lever han vist også fuldt ud:-)
Vær ikke bekymret, det er helt normalt
men dødhårdt at stå midt i det som højgravid.
Selvfølgelig kan vi stille spørgsmål
om hvorfor nogle børn i den grad har brug for at søge så stærk en
grænse hver eneste dag. Svaret er som regel at barnet i din søns
alder allerede har prøvet at vinde kampe pga. vage grænser. ALLE
små børn har behov for at tabe disse kampe med værdighed. For hvis
de vinder bliver de forvirret og får en følelse af at de er mere
magtfulde end deres forældre, denne følelse er meget skræmmende
for små børn. De vil derfor søge efter grænserne konstant, så de
kan føle sig trygge
Det var lige lidt at tænke på.
Jeg vil ønske dig alt mulig held og
lykke med ham og også med den lille nye...
Mange hilsner fra en anden MOR
Helle/Morsbaby.net
Min dreng
på 2 råber og snakker meget højt
hej
Vores 2½ årige dreng, er en dreng med
fart på lige fra han står op, til han går i seng. Han er i
trodsalderen lige nu, og hører slet ikke efter hvad man vil have
ham til, og svarer bare igen med at råbe af os, eller smide sig på
jorden og skrige af hidsighed.
Mit spørgsmål går ud på, at han råber
eller snakker i det hele taget meget højt, og bliver meget trodsig
især hvis han bliver irrettesat. Især min mand har svært ved at
tackle al det råberi, og råber dersværre også tilbage til tider.
Det er nok heller ikke løsningen, men det er svært at beherske sig
også for mig nogle gange.
Hvordan kan vi på en ordenlig måde,
vænne ham af med alt det råberi, og få ham igennem hans trodsalder
på en lidt mere behagelig måde for alle...
Vi har udover ham, også en storebror
på 5 år, som ikke råber, så det er ikke ham han prøver at
overdøve.. Vi har lige fået en lillesøster på knap en uge, og hans
trodsighed og råberi har stået på længe så den lille ny skal
heller ikke have skylden..
Håber at høre fra jer med råd, da vi
snart ikke ved hvordan vi skal komme ud af denne onde cirkel.
vh mette
Hej Mette.
Tillykke med din datter.
Det er lidt typisk for midterbørn
eller barn nr 2 eller 3 at de råber mere end de store. Det handler
næsten altid om at de forsøger at få jeres opmærksomhed samtidig
med at de i denne alder oplever mange ting sådan lidt kaos-agtig.
De kan ikke overskue ret meget og trives absolut bedst under
virkelig trygge og faste rammer.
Børn har brug for en masse
opmærksomhed, hvis et barn føler, at god opførsel ikke gør indtryk
på forældrene, tager det sin flugt til dårlig opførsel i stedet.
De finder hurtigt ud af at råben og skriger garanterer, at de får
opmærksomhed.
En typisk årsag til at små børn råber
og skriger er at de ikke bliver udfordret nok,- at deres hjerne
bliver understimuleret. Hjernen registrerer understimulation som
stress, derfor vil børn straks gøre noget for at ændre denne
tilstand, nogle børn begynder måske at rokke med hovedet og andre
begynder at løbe skrigende rundt og måske endda bliver vedvarende
støjende og destruktive som f.eks at hælde juice ud over det hele.
En del af denne trang til stimulation er en trang til at der skal
ske noget. Hvis et barn ikke får tilstrækkelig mange oplevelser,
vil det skabe sine egne, måske ved at få et raserianfald.
Så mine råd lyder sådan:
sørg for at give din dreng nogle
oplevelser, lad farmand tage ham med på tur ud og se på traktorer
osv.
Sørg for at din søns hverdag er
fuldstændig struktureret
Råb aldrig af ham. Hvis I råber lærer
i ham, at det er måden at reagerer på når man bliver stresset og
han vil så gøre nøjagtig det samme. Øv jer på at lade være. 85% af
forældre råber af deres børn, så I er ikke de eneste men det
bidrager ikke med noget godt.
Hjælp barnet med at føle sig forstået,
f.eks.: "Mor ved godt du er ked af det men vi går nu...". Skæld
aldrig ud på selve følelsen men kun adfærden
Gør noget ved din egen stress. Et
barns adfærd er ofte et barometer for om forældrene er stresset.
Et barns vedvarende skrigen og rasen kan være en metode til at
udlede forældrenes følelser. Jo mere stresset du er des større
sandsynlighed er der for, at dit barn vil opføre sig dårligt.
Så forsøg at skab en hyggelig og rolig
stemning selvom i har meget at se til med en lille ny og alting..
Hvis atmosfæren i hjemmet er anspændt bliver jeres barn rædsomt:-)
Mind dig selv om, at et barns
fortvivlelse er ægte. Det er ikke for at generer jer eller fordi
det ønsker at skabe konflikter. Det er helt ægte følelser der er
tale om.
Afledning virker næsten altid. Find på
noget sjovt og spændende hver gang han virker lidt rastløs eller
du kan mærke at støjniveauet langsomt stiger.
Ingen farvestoffer i maden og helst
ingen sukker. Tilsætningstoffer og sukker kan give hyperaktiv
adfærd.
Giv ham fiskeoliekapsler Eye Q er de
bedste. Omega 3 fedtsyre er kendt for at give mere rolige børn.
Men men men i skal nok for styr på
det. I har lige fået en lille ny og der er en virkelig svær alder
at blive storebror i. Så lad endelig farmand tage sig lidt ekstra
af ham og lige så snart du kan undvære den lille en times tid bør
du også lave noget med ham på hans præmisser.
og husk ingen stress...
Vær også mere tydelig omkring grænser,
har du først sagt nej skal du ikke ændre det. Omvendt er det
vigtigt at man tillader sin tumling at give udtryk for sin
selvstændighed eller protest med dette betyder ikke at han skal
have sin vilje.
Kærlighed og anerkendelse er vejen
frem...
Held og lykke med det hele
Mange hilsner
Helle /Morsbaby
jeg går min
datter i søvn i barnevognen
Kære
Brevkasseredaktør
Jeg har en datter på nu snart 1 år. Det er mit tredje barn.
Mine to drenge op
hhv. 7 og 4 år har vi af en eller anden grund ikke kunnet lære at
bruge sut,
og vi synes det
var ok hvis de fik lært at bruge sut, så vi og andre der skulle
passe dem, havde noget at trøste dem med.
Så nu vi fik det
3. barn, så skulle hun bare have en sut, og det lykkedes også men
kun nogle få uger i starten, så var det ligesom at hun bare spyttede
den ud hele tiden.
Det betyder så at
når hun skal ud i barnevognen så græder hun og da jeg ikke havde
noget at trøste hende med, (har forsøgt sutten igen flere gange, men
hun vil ikke sutte rigtig på den), så har jeg vænnet hende til at
jeg går med barnevognen indtil hun sover.
Jeg har forsøgt
bare at stå og vippe med barnevognen eller bare at synge for hende
men det går ikke.
Nu er hun jo som
sagt snart 1 år, og det bliver et stort problem når hun skal i
dagpleje. Har du nogle gode råd til hvad jeg kan gøre ?
Jeg ammer hende
stadig om aftenen og nogle gange 1 gang om natten, hvis hun vågner.
Det skal siges at
når hun skal i seng om aftenen, så kan jeg godt ligge hende og så
ligger hun og lytter til (en Får med) musik og lys og så falder hun
i søvn.
Venlig hilsen
Sonja
Kære Sonja
Det bliver
garanteret ikke noget problem i dagplejen. Jeg har selv 4 børn og
jeg har gået dem alle 4 i søvn. Men det har aldrig været et
problem i dagplejen, de finder lynhurtigt ud af at tingene er
anderledes derovre.
Men selvfølgelig kan
du gøre det lettere ved at lære hende at falde i søvn uden at du
går.
Dette gøres på
følgende måde;
Når du putter
gøres dette på samme måde hver gang. Du siger godnat med en rolig
og selvsikker stemme, kysser og gør som du plejer så går du lidt
væk. Begynder hun at græde, må du gå tilbage og vugge vognen
blidt, så snart hun er holdt op går du igen, måske er en putning
til også nødvendigt, hvor du siger ”mor her og passer godt på
dig”.
Du går så
igen, græder hun- vugger du igen indtil hun holder op- putter og
siger det samme (du må endelig ikke begynde at gå med vognen).
Måske er det allerede lidt bedre nu og næste gang hun græder kan
du måske nøjes med bare at nusse hende lidt på kinden. Måske må du
vugge 12 gange de første dage, men det bliver hurtigt lettere.
Grunden til at
det går lettere om aftenen er at hun ved, at der ikke er nogle
alternativer, du kan jo ikke skubbe rundt med sengen. Så hun vil
nok brokke sig noget da du jo har givet hende en behagelig vane
som hun ikke lige sådan vil lave om på.
Ang. sut, har
du prøvet MAM-sutter?, det har du sikkert og se så på den positive
side, du slipper for hele afvænningsperioden og suttetænder:-)
Du skal ikke
have spor dårlig samvittighed overfor dagplejeren. Det er en GOD
og KÆRLIG ting at du har gået med dit barn hver dag, der er kun
godt at sige om det, basta:-)
Held og lykke
med dagplejen, håber det går godt alt sammen.
Mange hilsner
Helle
børnehavestart
Hej
Jeg har en 2½ årig dreng, der fungerer normalt på næsten alle
tænkelige områder. Hans dagplejemor har fornylig udtrykt bekymring
for hans sociale udvikling. Min dreng er god til at opfordre til
leg, men har meget svært ved at komme videre i legen. Han bliver
ligesom bare opslugt af sit eget og ender faktisk altid med at
lege alene, hvilket han heldigvis er meget god til. Han
foretrækker faktisk ofet at lege med voksne. Problematikken er ret
ny og opstod i forbindelse med, at han blev storebror for et halvt
år siden. Han reagerede prompte og meget voldsomt på, at der kom
en lille ny. Mit sprørgsmål er nu, om de to ting kan have noget
med hinanden at gøre, og om hans dagplejemors bekymring er helt
overdreven. Vi ønsker selvfølgelig, at han skal få den bedst
mulige start i børbehaven om et halvt år.
Hilsen "mor til to"
Hej "Mor til to".
Jeg tror ikke du skal bekymre dig. Jeg
kan godt lide den måde du sætter fokus på alt det positive, bliv
ved med det.
Alle børn udvikler sig i forskelligt
tempo på de forskellige områder og din dreng lyder til at være
sund og "normal". Man skal passe på ikke at dykke ned for at finde
lige den ene ting han ikke er god til, se hellere på det samlede
billede af din dreng. Ved et hvert barn vil der være områder i
dets udvikling som er lidt tilbage i forhold til andre, sådan er
det bare.
Der er da ingen tvivl om at han stadig
reagere på at være blevet storebror. Det er en svær alder at blive
storebror i og han føler det helt sikkert som et tab af jeres
opmærksomhed. Måske derfor higer han efter at lege med voksne,
mange børn elsker at lege med voksne og at have dem for sig selv.
Det er selvfølgelig dejligt at I har
en opmærksom dagplejer som bekymre sig om jeres barn. Det er helt
sikkert et tegn på at hun holder meget af ham og har stor omsorg
for ham. Uden at kende dit barn er jeg sikker på at han nok skal
klare børnehaven i fin stil. Mange forældre er bekymrede for når
deres barn skal gå fra det lille hyggelige miljø til den store
larmende børnehave. Men de bliver næsten altid overrasket over
hvor godt det går. Børnehaven er jo fuld af dygtige faglærte
pædagoger som er vandt til at modtage alle slags børn og at rumme
alle slags børn...
Ang. hans måde at lege på er han jo
bare i en periode lige nu hvor han bedst kan overskue at lege
alene, sådanne perioder plejer at ændre sig og det skulle undre
mig at han stadig har det sådan om et halvt år. Måske er de andre
børn i dagplejen ikke så interessante, er de f.eks meget yngre end
ham, er det jo meget forståeligt.
Men se nu tiden an... er det et
problem når han skal i børnehave syntes jeg du skulle få en snak
med dem nede i børnehaven så kan de fortælle dig på hvilken måde
du evt. kan forberede ham til børnehaven.
Held og lykke og nyd nu julen med dine
dejlige unger...
Mange hilsner
Helle/Morsbaby.net
Samtale med vuggestuen
Hej!
Min datter har
gået i vuggestue siden hun var 10 mdr. og hun er i dag 1½år. Vi har
aldrig haft en samtale med pædagogerne i denne periode, hvilket jeg
faktisk synes er urimeligt - jeg aner simpelthen ikke, hvordan min
datter reelt har det.
De har de sidste
to dage lagt hende til sove fra kl. 10.00 - 12.00 - hvilket jeg
synes er alt for tidligt på dagen, hun bliver så træt hen på
eftermiddagen. Normalt plejer hun at sove kl. 1200 - 14.00.
Derfor spurgte
jeg selvfølgelig hvorfor hun var kommet så tidligt ud - og de
svarede at hun ikke virkede så frisk ( jeg tror hun har været ked af
det!!!!!)
De fortæller
aldrig om hendes udvikling, hendes sprog, hendes leg med de andre -
og jeg synes faktisk at de svarer lidt irrtieret, når jeg spørger
ind til det.
Nogen gode
råd i denne situation?
(Ps. Det
er en privat vuggestue)
Venlig Hilsen
Jannie
Hej Jannie.
Du har ret til at få
af vide hvordan dit barn trives. Det forholder sig sikkert sådan
at det går rigtig fint og derfor glemmer de at fortælle dig det.
Hvis din datter ikke trives kan du være ret så overbevist om, at
de nok skulle sige til.
Nogle gange går alle
ressoursserne med hensyn til forældresamtaler til de børn, hvor
der er mest behov for det. Men bed om det. Fortæl dem at du er
usikker og har behov for en samtale, det vil de have forståelse
for. Sig at der er en masse små ting du gerne vil have svar på og
husk så at skrive alle dine spørgsmål ned når du møder op til
samtalen. Mød op med et positivt sind og start gerne med at sige
noget positivt om vuggestuen, bare lige for at skabe en god
stemning.
Held og lykke
Helle/morsbaby
Samvær med far OG mor
Hej
Vil et skilsmissebarn på 2 år have
svært ved at finde ud af, at forældrene er skilt, hvis de stadig
laver mange fælles ting/ oplevelser med barnet ? Vil det evt. være
skadeligt for barnet ? De har været skilte 1 år.
Barnet har været meget syg, så det
har også indebåret sygehusophold.
Vil det være bedst for barnet, hvis
faderens nuværende kæreste også er med i alt de foretager sig
sammen..
VH
En bekymret bedste
Hej "Bedste".
De bedste skilsmisser er jo netop dem
hvor forældrene stadig kan være i stue sammen og foretage sig ting
sammen med deres fælles barn, så det er i sagens natur ikke spor
skadeligt. Det er også fint nok at faderens nye kæreste deltager.
Det som kan være skadeligt for et 2-årigt barn er ikke i sig selv
rodede familieforhold, skilsmisse, papforældre, nye kærester o.s.v..
Det handler om at sørge for, at der er en god grundstemning
omkring barnet. -At mor og far altid kun snakker pænt om hinanden
og har et godt samarbejde omkring barnet således at barnet ikke
bliver et våben imellem dem, men at de ser ud over deres egne
behov og får tilrettelagt barnets hverdag ud fra barnets egne
behov.
Et 2-årig barns behov er faste rammer,
ansvarsfulde voksne, stabilitet og naturligvis kærlighed uden
forbehold. Der er kun dejligt at barnets forældre laver fællesting
med barnet. Barnet vil hurtigt slet ikke kunne huske at
situationen har været anderledes, det ved bare, at det elsker
begge sine forældre. Det handler ikke om at mor og far for en hver
pris skal bo sammen, barnet ved ikke at det mest normale er
far-mor og barn. Men det har brug for at tingene trods alt er
stabile og at mor og far aldrig svigter selvom der kommer nye
pap-forældre ind i billedet, de vil aldrig kunne overtage mors
eller fars rolle.
Så bare tag det roligt. Så længe alle
har det godt og stemningen er god, er der intet skadeligt for dit
barnebarn, som jo oven i købet er så heldig, at have en sød bedste
som bekymre sig og er opmærksom på dets velbefindende.
Ha´det godt
Mange hilsner
Helle/morsbaby
Min datter er
meget glad for sin far
Kære brevkasse
Min datter på lidt over et år er en meget velfungerende lille dame,
som aldrig har været noget problem at aflevere i vuggestue eller hos
andre. Hun sover også oftest igennem om natten, og har altid været
nem at lægge i seng.
Nu er hun derimod skiftet til at blive ked af det, når vi afleverer
hende hos andre, og specielt når min mand afleverer hende, så græder
hun meget. Det går dog som regl hurtigt over. Hun er også blevet
meget glad for sin far, som hun foretrækker til hver en tid. Jeg kan
bruges, men hvis han kommer er hun væk. Det er lidt hårdt, når man
synes, at man ellers lige har hygget sig.
Min mand er mere pylret end jeg, og tager hende nok også mere op end
jeg, da jeg ofte farer rundt og laver praktiske ting, som hun så
deltager i. Jeg er dog meget opmærksom på, at hun og jeg hver dag
sidder og leger stille og roligt, og hvor jeg er 100% koncentreret
om hende. Gør jeg noget forkert? Har hørt at piger ofte er meget
glade for deres fædre, men vil de være det hele tiden? Jeg skal lige
sige, at jeg er meget glad for, at min datter og min mand har så
godt et forhold, og min mand havde også 2 mdr. Barsel med hende, da
hun var 4 mdr., men jeg kan ikke forstå, at jeg virkelige er blevet
2.plads, da jeg ikke har ændret min opførsel siden hun var spæd.
Håber I kan give mig et godt råd.
Hilsen
En frustreret mor
Kære frustrede mor.
Dejligt at høre om din
lille velfungerende datter. Du beskriver to "problematikker", som
jeg vil kommentere på hver for sig.
- Din datter er
begyndt at blive ked af det når i afleverer hende!. Dette er
fuldstændig normalt, stort set alle børn i den alder har perioder,
hvor de græder når de skal afleveres. Selvom det er hårdt er det
kun et godt og sundt tegn på at din datter gennemgår de helt
almindelige udviklingsfaser. Lige pludselig går det over igen.
- Du føler dig som nr.
2. Bare rolig, det er du ikke, igen bare en periode. DU er hendes
MOR og det kan ingen lave om på og din betydning i hendes liv er
måske større end du aner. At du pt. føler du har anden plads er
kun et tegn på at du har fuldført dit moderskab virkelig godt. Hun
er så tryg ved dig at hun godt tør løsrive sig en lille bitte
smule. Hun ved at du er der lige meget hvad og derfor er det ikke
nødvendigt for hende at klamre sig til dig længere. Dette betyder
langt fra at hun ikke længere er tilknyttet til dig, slet ikke.
Hvor er det godt at din mand er så engageret i jeres datter, det
må du vende til noget positivt. Jeg hører ofte om mødre som er ved
at blive vanvittige fordi at deres små børn hænger på dem hele
tiden og far slet ikke må passe o.s.v.Du er fået en mand som viser
sig at være en rigtig god far oven i købet, glæd dig over det, det
er langt fra alle som er så heldige.
Og nej, du gør intet
forkert og det varer heller ikke evigt...
Håber det kunne
"trøste lidt"
Kærlig hilsen
Helle/Morsbaby
Skal min 3-årige selv bestemme hvilket tøj han skal have på?
Kære Mors baby
Jeg har en dejlig, varm, kvik og skøn dreng på 3 år, snart 4 og
han er vel egentlig ikke nogen baby længere, men jeg håber, at I
kan hjælpe mig alligevel.
Problemet er, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere hans
fokus på, hvilket tøj, han har på. Jeg har prøvet mange
forskellige tilgange og det er nok efterhånden i sig selv
forvirrende for min ham. Men nu er jeg nået dertil hvor jeg ikke
ved, hvilken tilgang jeg skal vælge og holde fast i. Det eneste,
der er tydeligt for mig er, at dette ikke er en lille
forbipasserende problematik, i det har stået på i snart 1 år nu.
Min søn er som nævnt meget optaget af hvilket tøj, han har
på...specielt bluser. For det første synes han kun, at kortærmede
t-shirts er "seje" som, han kalder dem. Dernæst skal der være
noget på t-shirten - helst et gummitryk af f.eks. spiderman eller
noget andet "sejt". Det er der nok mange drenge, som synes er
sejt, men min søns verden synes at falde sammen om ham, hvis jeg
bestemmer, at han skal have noget andet på. Jeg har forsøgt at
afprøve om det "bare" handler om at flytte grænser og få lov at
bestemme, men han græder ikke bare, han grænser til hysterisk og
siger ting som: "Jeg er slet ikke sej" eller " jeg kan slet ikke
lide den (red. blusen) eller "Jeg vil ikke have de andre i
børnehaven er sejere end mig". Men det er også når han skal besøge
sin farmor eller bare være hjemme.
Om aftenen inden han skal i seng, spørger han hvilken bluse han
skal have på næste dag. Når han vågner om morgenen, er det faktisk
det første han tænker på...at få den seje bluse på.
Jeg er naturligvis rigtig ked af, at det virker som om, at hans
trivsel bliver bundet op på sådan en ydre ting som tøj eller
image. Jeg oplever mig selv som en reflekterende forælder og jeg
oplever generelt set ikke, at han skulle lide af lavt selvværd,
men hver gang denne problematik opstår, føler jeg mig
utilstrækkelig og at jeg har gjort noget galt, således at han ikke
oplever at være værdifuld uanset hvilket tøj, han har på. Og
vigtigst jeg kan næsten ikke bære tanken om, at han ikke skulle
føle sig værdifuld uanset hvad. Og jeg skifter mellem at blive
irriteret på ham over at fokusere på det, blive selvbebrejdende,
frustreret osv.
Jeg har tænkt meget over hvornår det startede og hvad, der kan
have startet det. Det eneste jeg kan komme i tanke om er, at lige
inden det startede, lærte han at køre uden støttehjul. Han var
meget tidlig til det, 2 år gammel, og alle roste ham til skyerne
og han fik meget "selvtillidsopmærksomhed" på det også i sin
vuggestue. Men så blev det normalen, at han kunne cykle og jeg
lagde godt mærke til at der var en periode i vuggestuen, hvor
pædagogerne kommenterede meget på børnenes tøj, når de kom om
morgenen...selvfølgelig i bedste mening men det var kommentarer
som " ej en sej/ flot kat, der er på din mave" osv. Og der synes
jeg at det startede. Jeg talte med pædagogerne om ikke at
kommentere på hans tøj men blot udtrykke glæde over at se ham men
jeg synes ikke det hjalp. Men jeg tænker, at jeg burde have været
i stand til at få det til at forsvinde, men jeg ved simpelthen
ikke hvordan.
Jeg har som nævnt forsøgt forskellige tilgange: I starten lå hans
tøj i skuffer på hans værelse, hvilket betød, at han skiftede
bluse flere gange om dagen og jeg kunne komme ind og finde ham i
opgivelse på gulvet med alle bluserne foran sig. Så har jeg
forklaret ham, at jeg oplever, at han bruger al for meget tid og
tanker på at tænke over sit tøj og jeg ønsker for ham, at han kan
bruge den tid til at lege i stedet og derfor flyttede hans bluser
ind i mit skab men han fik lov at vælge mellem 2-3 bluser. Så blev
han meget ked af de bluse-forslag jeg kom med hver gang, hvilket
resulterede i, at jeg i en periode sagde til ham, at det virkede
som om, at vi begge blev kede over det med bluserne og at det nu
var mig, der besluttede og ikke kunne ændres. Det blev der en
masse morgener med meget gråd og ulykke over og så meget, at jeg
blev i tvivl. I øjeblikket kører vi en kompromisløsning, hvor vi
skiftes til at bestemme en bluse...udfra at jeg håber at han ved
nogle dage at opleve sig værdsat i "ikke-seje-bluser" måske vil
se, at de ikke er nødvendige...men det hjælper heller ikke.
Hvad skal jeg stille op?
Håbefulde hilsner
Sofie
Kære Sofie
Pu ha, den er altså svær og vi kan
godt forstå du er i tvivl. Du gør dig jo alle de "rigtige" tanker
og vi kunne egentlig godt forestille os, at du under "normale"
forhold ville være mere sikker på din børneopdragelse i forhold
til dine egen værdier og din store viden om, hvordan vi bedst
muligt får givet vores børn et godt selvværd. Vores råd til dig i
denne situation er lidt anderledes end de råd vi plejer at give.
Normalt ville vi jo sige til dig at
det er dig som bestemmer 100%, at han er for lille til at skulle
bestemme og selv tage ansvar. Men I jeres situation tror vi, at en
mellemløsning vil fungere bedst, da det tilsyneladende ikke bare
er magtkamp og alm. aldersbetinget grænsesøgning.
Her er vores bud, som sikkert allerede
er det du gør:
- DET ER DIG SOM BESTEMMER 100% og det
skal han ikke være i tvivl om.
- Men, dette skal ikke betyde, at du
ikke skal bekymre dig om hans store behov for at få sejt tøj på.
så længe det er af så stor betydning for hans trivsel i børnehaven
og andre steder, så syntes vi at du som udgangspunkt skal give ham
det seje tøj på, størstedelen af tiden. Men det skal ikke tage
overhånd og er der en dag ikke flere af de seje bluser (Hvis de f.
eks er til vask) ja, så må du give ham en alm. bluse på.
- Når han protesterer og bliver ked af
det, må du møde ham på det følelsesmæssige plan ved f. eks at sige
"jeg kan godt se at du er ked af det lille skat, men det er mor
som bestemmer" eller noget i den stil. Det er vigtigt, at du ikke
er til at forhandle med, for han har brug for de helt faste rammer
således at han ikke behøver være usikker i forhold til om det kan
betale sig at protestere eller ej.
- Det er fint at du har snakket med
pædagogerne om det, for det har helt sikkert stor betydning, hvad
de anerkender ham for. Fortæl også bedsteforældrene, at de hellere
skal rose ham for den han er i stedet for det ydre (som du også
selv skriver).
Så alt i alt: Du skal bestemme hans
påklædning hver eneste dag, men selvfølgelig med stor hensynstaget
til de behov som han tydeligvis har lige nu. Du skal lytte til ham
og ud fra dette bestemme. Det er jo vigtigt at han bliver taget
alvorligt (det er jo dybt alvorligt for ham) og samtidig føler sig
forstået uden at han bliver tillagt et ansvar han er alt for lille
til.
Men det er en svær balance, det er vi
godt klar over, men det skal i nok få styr på.
Held og lykke
Mange hilsner fra
Lisbeth og Helle/Morsbaby
Hjørnebarn?
Hej Mors
baby,
Jeg er en lidt forvirret og trist mor!
I går
da jeg hentede min søn på 2 ½
i dagplejen blev jeg konfronteret med
begrebet ”Hjørnebarn”.
Jeg har aldrig mødt dette udtryk før og
blev noget utilpas..
Vores søns baggrund har været
stabilt, dog er vi flyttet først i juni
2007, til en helt anden by. Det han bare taget som en
”supermand”
Min lille dreng er normalt en meget glad
og tillidsfuld dreng – med
meget krudt i numsen, jeg har aldrig
haft problemer med at aflevere ham i andres hænder
– han
ved jo mor eller far kommer snart igen.
Ja
selv den nye dagplejer er han blevet meget glad for at komme ved
– han
vil slet ikke med hjem når vi henter.
Hvilket vi
betragter som, at han har det godt.
Vi putter ham om aften og hører
sjældent fra ham før næste dags
morgen.
Det kan da hænde han lige skal have en
lille tår og drikke..
Pædagogen der er tilknyttet hans
dagpleje var og besøge dem i går.
Hun syntes han var en meget aktiv dreng der ikke var ro på ret længe
af gangen – og
han havde svært ved at koncentrere sig
ret længe af gangen om ting… Hun
mente han hører under begrebet
”hjørnebarn”. Jeg har prøvet at
lede på nettet om dette, og kan ikke finde noget på det.
Dagplejen bekræftede med: Han
har ikke
tålmodighed til at sidde og synge mere
end 2 sange (kan man forlange
mere af et barn på 2 ½?)
ud over det
mister han hurtigt tålmodighed når han
skal tage sko af eller på – han
har først lært selv at tage sko af og på
siden han har skiftet dagpleje.
Vi ved godt vi har været for
dårlige til at lære ham det – men
vi er sikre på det skal han nok nå.
Desuden vil han ikke sidde ved bordet
ret længe efter han er færdig med spise
– det
oplever vi sjældent hjemme, og
hvis
han ikke
er
alt for
træt
skal han
blive
til vi
er
færdige med
at
spise.
Teorien bag begrebet, skal være han skal
sidde i et ”hjørne” og lege så
han er vendt væk fra de andre børn, så han kan koncentrere sig….
Undskyld men drengen er altså kun 2
½ -
hvad forkert er der i at vil udforske verden, og hvad de andre
laver.
Ud
over det
skal
han have
besked
på,
at når
de
synger 2
sange
så skal
han
blive. Skal
der
bygges evt.
tog,
skal man
kun
bygge en
lille
bane, så
han
kan koncentrer
sig
om det.
Han er et aktivt barn
– men
hjemme kan vi sagtens få ham til at side og tegne eller lave andet
med os… Han kan også sagtens lege
med sig selv – endda
mere end en time inde på hans værelse
eller i sandkassen…
Jeg er
frustreret over tanken, at min lille
dreng skal sættes i et ”hjørne”
og vende væk fra de andre mens han leger.
Undskyld mit
sprog… Men skal der
nogen gange bare findes en eller anden
teori for hvert barn? Hvad er der
galt i begrebet. En aktiv dreng med krudt i numsen…
Jeg har virkelig brug for et
professionelt råd, om hvordan jeg skal
forholde mig til dette.
Jeg har overvejet at tage fat i
dagplejeren og bede hende om, at
kalde pædagogen til et
møde, så de kan forklare mig, hvad det
her går ud på. Er jeg for
opfarende?? Eller det nogle ok
arbejdsmetoder de er ved at finde?
Glæder mig meget til at høre fra Mors
baby
J
Med venlig hilsen
Pernille
Hej Pernille.
Jeg bliver ked af at
læse dit brev og nej, det er på ingen måde ok. Jeg har personligt
aldrig hørt begrebet "hjørnebarn", det lyder væmmeligt i mine øre
og jeg mener i det hele taget at vi pædagoger ofte er alt for
hurtige til at putte børn i kasser.
Det du skal gøre er
omgående at ringe op til dagplejekontoret i den kommune du bor i
og bede om at snakke med den pædagog som er tilknyttet jeres
dagplejer. Fortæl hende stille og roligt om hvilke tanker du har
gjort dig om de ting dagplejeren har fortalt dig med hensyn til
måden de vil takle dit barn på. Fortæl hende at du er ked af det
og har brug for en uddybende forklaring. Forhåbentlig har
dagplejeren misforstået pædagogen, det må vi da næsten håbe. For
selvfølgelig skal din søn ikke sættes i noget hjørne med ryggen
til de andre. Hvis du stadig syntes det pædagogen siger lyder
"lidt for langt ude", må du bede om et møde med hende. Hvis du
slet ikke føler dig forstået eller føler I snakker forbi hinanden,
må du tage kontakt til lederen af dagplejen, men prøv nu pædagogen
først og et andet godt råd er ; Sørg for at rose også, det virker
altid godt i en svær samtale. Start evt. med at fortælle hvor glad
du ellers har været for dagplejeren og fremhæv hendes kvaliteter,
fortæl at du netop derfor er blevet rigtig ked af hvad der er
sket.........
Held og lykke
skriv endelig igen,
hvis der opstår flere ting
Mange hilsner
Helle Hirshals/MorsBaby
Søvn, skilsmisse....
Hej:-)
Jeg er lige blevet "mor" til en skøn knægt på snart 2 år. Hans mor
og
far er lige blevet skilt, og er flyttet fra hinanden, og jeg er så
faderens nye kæreste. Alt er faktisk forløbet fint, han er
virkelig en
dejlig unge, og jeg elsker børn, så vi har faktisk knyttet os
forholdsvist hurtigt til hinanden. Vi har dog imidlertid fået et
mindre
problem. Knægten vil ikke sove!!!! Han sover mellem 1 og to
timer i
dagplejen og er altid smilende og glad når han kommer derfra. Han
stortrives hvor han er, og det er ihvertfald ikke det der er
problemet.
Han spiser godt, går fint, taler næsten og er bare en rigtig glad
og
sund lille dreng. Men efter Far og Mor er flyttet fra hinanden har
han
svært ved at falde i søvn om aftenen. Hans mor siger at han sover
fint
når han er hos hende, så det er åbenbart kun når han er her hos os
det
er et problem... savner han sin mor? Han er faktisk altid glad og
frisk
om morgenen, næsten uanset hvor lang tid der går inden han sover.
Vi har
nu prøvet at lægge ham i seng en halv times tid senere end normalt
, så
nu kommer han i seng efter mad og bad kl ca 20. Så sent som i
aften
sad hans far hos ham indtil kl. 20.50 før han faldt til ro. Han
bliver
normalt vækket omkring kl. 05.30-6.00.
Det er meget frustrerende, og jeg ved godt at mange har det
værre end
os, men det virker bare som om der er noget galt, og det ville
være
rart hvis du kunne give os et råd.
Hvis han er blevet lagt hen og han næsten er faldet i søvn, og man
går
fra ham, så starter vi forfra. Faderen har prøvet at lade ham
græde, men
det bliver han hysterisk af, på et tidspunkt falder han dog i søvn
af
udmattelse. Men så vågner knægten midt på natten og så har vi
samme
problem igen. Det skal måske lige nævnes at jeg ikke bor fast hos
dem
endnu, så jeg prøver at lade Far klare det selv så de også klarer
sig
når jeg ikke er der...
Hvad gør vi?
S og D
Kære S og D.
Hvor lyder "jeres" dreng dog til at være en sund og dejlig dreng
som
heldigvis også reagerer fuldstændig normalt på de ting som er
blevet
forandret drastisk i hans hverdag. Hans reaktion skal I se på som
et
sundhedstegn på at drengen har et "normalt" følelsesliv, hvor han
godt tør
vise hans utilfredshed med tingens tilstand. Der er intet galt med
ham-
tvært imod.
En skilsmisse er et kæmpe indgreb i et lille barns liv og bare det
at være
væk flere dage fra mor, er sikkert helt nyt for ham.
Det I skal gøre er at give ham så trygge og forudsigelige rammer
som muligt.
Overhold de samme puttetider hver dag og som du selv skriver, er
det en god
ide, at du venter lidt med at komme på banen m.h.s. til putning og
søvn. Lad
farmanden stå få det og fortæl ham at han skal putte ham på samme
måde som
han altid har gjort. I skal lade være med at prøve alt muligt
forskelligt. I
jeres situation , hvor din kærestes søn "sørger", for det gør han
helt
sikkert, er det vigtigere end alt andet at din kæreste giver sig
tiden om
aftenen. Normalt råder jeg ikke forældre til at blive siddende
meget længe
ved sengekanten, men i jeres tilfælde er det den eneste rigtige.
Det handler
om noget så fundamentalt som tryghed og det er han ikke endnu, han
er
usikker.
Når han er faldet til ro skal far gå ud men sørge for at kigge
jævnligt ind
til ham indtil han sover helt. Han skal ikke lade ham græde, det
er ikke
måden at løse problemet på., -om han så skal gå derind 35 gange må
han gøre
det. Det er højst sandsynligt at han savner sin mor og din
tilstedeværelse
gør sikkert situationen værre. Hvis det går helt galt, skal du nok
prøve at
lade dem være alene om aftenen, så far er 100% til stede og ikke
sidder og
tænker, at han hellere ville inde i stuen sammen med dig. Når
drengen er
blevet tryg og har vænnet sig til alt det nye får du rig mulighed
for at
blive en del af familien.
Held og lykke
Helle/MorsBaby
Snak i vuggestuen!!
Kære Panel,
Min søn er lige blevet to og er selvfølgelig et rigtig snakkehoved
derhjemme, han siger så mange nye ord hele tiden og jeg synes han er
så god. Vores problem er at pædagogerne I hans vuggestue (han har
gået der siden har var 10 mdr.) ikke høre ham tale og ikke rigtig
ved hvor meget han kan tale udover det vi fortæller dem. De kan jo
høre på ham at han har masser at fortælle når han bliver hentet, men
når han er der alene er der ikke meget verbal kontakt. Jeg er som
mor simpelthen så ked af det og frustreret, da jeg tænker at han
ikke har det godt der og ikke føler sig tryg med de voksne. Vi har
talt med institutionen om det for fire måneder siden, og de ville
prøve at gøre en indsats med at bruge mere alene-tid med ham – man
at det jo er svært med en stue på 12 børn, der alle vil have
opmærksomhed. Derfor er der ingen ændringer desværre.
Ydermere, er han et barn der godt kan lide at lege alene i
vuggestuen, men på alle andre tidspunkter er han et utroligt socialt
og kontaktsøgende barn: bare ikke i vuggestuen. Jeg overvejer nu om
han går I den forkerte institution, eller om det ville være sådan et
nyt sted også? Hvad tror I årsagen er?
Den frustrerede mor
Rikke
Kære Rikke.
Jeg er ked af at
høre at din søn ikke trives i vuggestuen.
Du har snakket med
dem for 4 måneder siden!. Jeg går ud fra at det var til denne
samtale, at du fik af vide hvor stille han er og jeg går også ud
fra at institutionen er enig med dig i at han mistrives!
Det er godt at du
reagerer og der en nok ikke nogen anden udvej end at aftale et nyt
møde med den eller de pædagoger du har det bedst med. Han har
været der over et år, så selvom han er anderledes end derhjemme må
de alligevel kende ham godt. Fortæl dem præcis hvordan du oplever
det og fortæl dem at du er ked af det og bed om deres
vurdering/råd for hvad du bør gøre. Det har måske nok været svært
for pædagogerne, at håndhæve deres løfte om mere alenetid med ham-
det er de færreste institutioner i dagens Danmark hvor normeringen
tillader dette. Til mødet skal du tage din mand med eller måske en
anden person som kender din søn godt. Forbered dig grundigt og
sørg for hele tiden at tage udgangspunkt i din søn, kritiser
endelig ikke vuggestuen eller pædagogerne. Fortæl dem at du netop
undre dig over at han ikke trives, da du oplever vuggestuen som et
rart sted (eller noget i den stil) Spørg ind til deres tidligere
erfaringer med andre børn og spørg dem om der er noget de mener du
bør gøre anderledes. Således ligger du selv op til at i skal have
et tæt og godt samarbejde omkring din søn.
Du har jo også
muligheden for at putte ham i en dagpleje hvor miljøet jo er noget
mere stille og roligt. Men dette er også lidt af et sats. Der
findes mange typer af dagplejere, og når du først melder ham ud af
vuggestuen får du jo ikke pladsen igen, hvis du fortryder. Men
fortæl også pædagogerne, at du har tænkt denne tanke og hør hvad
de syntes om det. I tilfælde af at du vil forsøge dagplejen skal
du ringe til dagplejekontoret og få en god snak med en af
pædagogerne der. Fortæl om hvorfor du har valgt dagplejen og hvad
det er din søn har brug for. Hun vil forhåbentlig så kunne matche
ham med en god dagplejer, som kan give ham det han har brug for.
Men tag snakken igen
i vuggestuen, skriv alle dine tanker og spørgsmål ned på et papir,
så du er sikker på at få sagt alt.
Tusinde gange held
og lykke..
Helle /Morsbaby
Vores søn er begyndt
at stamme
Hej,
Vi har en lille fantastisk dreng
på 2 år og 2 mdr. Hans sprog er meget veludviklet og han snakker
med 5-6 ords sætninger og er meget opmærksom på alle ting han
hører og ser og efterligner lige med det samme. Hans første ord
kom da han var 10 mdr. gammel og så er det bare gået rigtig
hurtigt fremad med sproget lige siden. I dagplejen har har han
hele tiden været sammen med tre andre drenge, hvor af de to af dem
er 8 mdr ældre end ham og den tredje 12 mdr. ældre. Iflg vores
dagplejemoder har vores søn hele tiden fulgt de andre drenges
udvikling og tale. Hun har passet børn i mere end 30 år og siger
at hun aldrig har haft et barn der snakkede så hurtigt og meget
som ham. Det er man jo som forældre altid meget stolt af at
høre...og deler det gerne med andre ;o) Nu komme vi så til min
bekymring. Vores søn er begyndt at stamme, især morgen og aften,
hvor han er træt. Det er når han siger "jeg" og "hv-ord", så som
"hvem, hvad, hvor og hvorfor", især "jeg" er rigtig slemt. Han er
selv generet af det og kigger uforstående op på os når det går
helt galt. Et par gange er han blevet ked at det og siger
(springer bevidst "jeg'et" over) "kan ikk' sige noget, mor". Det
skærer i mit hjerte som mor. Det viser jeg ham selgfølgelig ikke,
men prøver at opmuntre ham til at forsøge igen, stille og roligt.
Hvad kan det skyldes? Nogle
siger, at det er meget almindeligt for en periode. Det er mest med
hele ordet "jeg", at han stammer, men med hv-ordene kan han godt
bare stamme med de første par bogstaver. Vi skynder ikke på ham,
eller bliver utålmodige, når det sker. Når han så kigger spørgende
på os og ikke kan forstå, hvorfor han siger sådan, så prøver vi at
hjælpe ham.
Er det noget vi skal være
bekymrede for? Og hvordan skal vi håndtere det?
Ser fem til at høre fra Jer.
Med venlig hilsen
Hej ,
Du skal ikke være
nervøs, det er fuldstændig almindeligt og normalt især for børn
som er dygtige sprogligt. Det hænger sammen med at hjernen har
flere ord parat end barnet kan nå at formulere og i bare ivrighed
for at snakke kommer barnet til at stamme. I mit arbejde i
dagplejen har jeg mødt mange børn som i kortere eller længere
perioder har stammet, op til 1/2 år. Jeg har aldrig oplevet, at
det ikke er gået i sig selv igen.
I kan kun hjælpe ham
med at være tålmodige og vente på at han får sagt hvad han vil..
Mange hilsner
Helle Hirshals/Morsbaby
Mareridt og søvngængeri??
jeg skal
forsøge at gøre det kort.
Emma på 3
vågner om natten og græder!
..... og
når/hvis vi går ind til hende, for at se hvad der er galt,
bliver hun helt panisk, råber og skriger ad os, og vil hverken
det ene eller andet. Tidligere kunne det betyde tørst,
tissetur, krammere eller bare en lille trøst - kom også ind
til os hvis hun ønskede det.
Men nu!!!
Hun skælder og
smælder - råber og skriger hvis bare hun ser os - og det må
hun jo gøre, selv om jeg er i tvivl om om hun er vågen.
Tidligt på aftenen/natten - måske kl. 22 - 23 - kan hun godt
klynke lidt videre - for så at sove ind igen - og det virker
som om, hun ikke er vågen. Men senere på natten mellem 01 og
04, har hun åbne øjne og reagerer på det vi spørger om/
snakker med hende om. Vi har prøvet at ignorere gråden, men
hun kalder på os og bliver ved med at græde - indtil vi kommer
- hvor hun så begynder den voldsommere udgave...
Vi har oplevet
det et par gange med flere måneders mellemrum - fik at vide,
det var tegn på at børn er vel tilpasse, men den sidste tid,
har det nok været 4 -5 gange på en uge.
I dagtiden
støder vi (også) på små og - efterhånden flere større opgør -
jeg vil selv - kan selv - jeg kan ikke - jeg vil bæres - jeg
vil ud - det vil jeg ikke - det vil jeg - og tilskriver det
lidt alderen/udviklingstrinet. Men det er bekymrende, når det
går ud over nattesøvnen, hendes og vores, og jeg vil bare høre
om det er normalt, eller om der kan være en forklaring på
denne "opførsel" - og vigtigst - en eller flere
løsningsforslag???
I nat ville hun f.eks. sidde på wc'et
- alene - og spise..... hele seancen startede kort efter
midnat og varede vel til ved godt to-tiden. Og så ser vi bort
fra et lille "anfald" før og et efter.....
Ellers er vi
glade i vor lille familie - der kommer ingen lillebror/søster
- desværre. Emma er ikke af de største, men hun er kvik - og
vi forsøger ikke at forvente for meget af hendes lille kvikke
hoved .....
Hej,
Tak for dit
brev.
Det lyder som om
din datter lider af "night terror". Med dette menes, at din
datter faktisk ikke er vågen når det sker. Hun er i dyb
søvn. Der er egentlig ikke så meget du kan gøre ved det,
prøv endelig ikke at vække hende. Det nytter heller ikke
meget at snakke fornuft til hende, hun hører ikke hvad I
siger. Det eneste I kan gøre er at berolige hende og sørge
for at hun ikke kommer til skade. I må hverken gå fra hende
eller ignorere det. I bliver nød til at være hos hende så
længe det står på. Det er på ingen måder farligt og hun vil
vokse sig fra det.
Det kan
virke meget voldsomt, men husk på det er ikke tegn på at hun
i øvrigt ikke trives.... som regel kan de ingen ting huske
næste dag. I kan læse meget mere om det forskellige steder
på nettet bla. på
http://www.nightterrors.org/
De
problematikker I har om dagen har intet med natproblemerne
at gøre. Dette handler bare om at jeres kvikke datter prøver
grænser af. Det er helt almindeligt og her er det
naturligvis vigtigt, at I sætter nogle klare og tydelige
grænser for hvad hun må og ikke må. Så du har ret når du
tilskriver disse episoder udviklingstrinnet, det er et
stadie alle børn gennemgår.
Når hun bliver
frustreret og vred på jer voksne er det vigtigt at I
anerkende hendes følelser ved at sætte ord på dem. F. eks;
"Lille skat, jeg kan godt se du er gal og det må du godt
være, men det er far/mor der bestemmer". For hvem der
bestemmer, må der aldrig herske tvivl om . Ha´ tålmodighed
og lad hende endelig gøre så meget som muligt selv, selvom
det både sviner, tager tid og ofte er ti gange besværligere
end hvis I selv gør det..
Held og lykke
Mange hilsner
Helle Hirshals/Morsbaby
Hjælp vi kan snart ikke rumme vores søns reaktioner.
Hej.
Jeg har en dreng på 3½ år som
normalvis er glad og tilfreds. I hans korte liv har han oplevet
tre flytninger og en "skilsmisse" mellem hans far og jeg da han
var ca 1½ år. Jeg har nu fundet en ny, pragtfuld mand, som min søn
og jeg er flyttet op til. Min søn har i den forbindelse skiftet
børnehave - hvilket er gået rigtig godt.
Selvfølgelig er en reaktion
forventelig - det er både min nye mand, min søns far og jeg helt
afklaret med men.... vi aner simpelthen ikke hvordan vi skal
forholde os til hans reaktion.
Jeg har en fornemmelse af, at det
handler om jalouxi og opmærksomhed. Min søn higer efter min
opmærksomhed konstant og nægter at svare på eller snakke med min
nye mand. Han bliver sur, græder eller "flygter" hvergang han
henvender sig til min søn. (Hvilket først er sket efter vi er
flyttet op til min nye mand - tidligere da vi boede hver for sig,
var der intet).Jeg er meget opmærksom på at "fylde på" min søn. Vi
hygger os, laver ting på hans præmisser og har kvalitetstid sammen
kun os to. Jeg oplever også her at han bliver rasende på mig over
tilsyneladende små ting.. I hverdagen betyder det her, at jeg
konstant har et barn på slæb, dvs jeg skal gøre alt.. min nye mand
kan ikke få lov til at hjælpe eller lignende hvis jeg er i huset.
Min søn er blevet meget sur/ ked af
det på det sidste. Han græder, smækker med døre og raser i det
hele taget en del. Jeg prøver at sætte ord på det - fortæller ham
at jeg ikke vil acceptere den opførsel og at han må gå for sig
selv til det er ovre igen. Uden effekt..
Vi er i tvivl om hvordan vi skal
reagere på det. Skal vi ignorere det? Fortælle ham at alle kan
hjælpe? Skælde ud?? Skal jeg gøre tingene - og give ham
opmærksomheden ?? Hjælp, hjælp, hjælp.. Vi kan snart ikke rumme
ham og hans reaktioner længere.
Mvh Helle
Hej Helle.
Pu ha, det er ikke nogen sjov
situation I står i, men jeg kan hører, at du gør dig nogle
fornuftige overvejelser.
Din søn reagerer så voldsomt fordi
han er i krise, han har helt sikkert svært ved at rumme, at han
nu på fuld tid skal dele din kærlighed og omsorg med din nye
mand. Denne følelse er et slags kærlighedstab, som gør at han
formenlig er midt i et længere såkaldt sorg-forløb. Dette skal
han hjælpes igennem, for ikke at få "ar på sjælen". Det er dog
en opgave, som I voksne med fællesskab og godt samarbejde kan
løse.
Som du selv skriver er det alfa og
omega at anerkende hans følelser ved at sætte ord på dem for
ham. Han skal have hjælp til at håndtere hans følelseskaos.
Sørg for at skabe en forudsigelig og
rolig hverdag uden for mange hektiske tiltag. Brug en masse
alenetid med din søn og prøv endelig ikke at tvinge ham til at
være sammen med din nye mand. Aftal med din mand at han skal
træde i baggrunden indtil din søn har fået styr på hans
følelser. De eneste tidspunkter din mand må komme på banen er
hvis det handler om noget din dreng godt kan lide, f.eks spille
spil, cykle o.s.v. det er for tidligt at din nye mand er
medvirkende til såkaldt opdragelse.
Så sæt alt den tid af med din søn
ALENE, som du har mulighed for, så må din mand stå for alt det
huslige og så videre. Sørg endvidere for at trøste din søn når
han er ked af det, lige meget hvordan vreden/sorgen udarter sig.
Sig f.eks: "Lille skat, mor ved godt at du er ked af det, det
kan jeg godt forstå, vil du sidde lidt hos mig...". Selvom din
søn måske afviser dig og skubber dig væk, skal du vide at han
gør det for at beskytte sig selv imod skuffelsen af at "miste"
kærlighed. Det er ikke udtryk for at han ikke kan lide dig tvært
imod kan du være sikker på at hele hans underbevidsthed skriger:
" Mor jeg elsker dig så højt og jeg er så ked af at dele dig,
jeg er så bange for at miste din kærlighed". samtidig er han gal
på dig og denne vrede må du ligeledes kunne rumme og også sætte
ord på. sig f.eks: " Jeg ved godt du er sur på mig og det må du
gerne,jeg elsker dig lige meget hvad". "Du skal ikke være bange,
jeg går aldrig fra dig.....osv."
Så mit svar er: ignorer det endelig
ikke, så gør I meget mere skade. Hjælp ham gennem denne svære
periode ved at være forstående og tålmodig, så skal det nok
blive bedre, men det tager nok sin tid.
Og husk at bevare roen lige meget
hvor gal han bliver..
Til sidst lige et skulderklap til
dig; Din søns tilknytning til dig må tilsyneladende være rigtig
god og sund ellers vil han slet ikke reagerer som han gør, så du
har / er helt sikkert en rigtig god mor.
Tusind gange held og lykke..
Mange hilsner
Helle Hirshals/Morsbaby
Min aktive
dreng løber fra mig og bider.
Hej
Jeg er mor til en
fantastisk frisk og aktiv dreng på 2 år og 4mdr......det første år
var min dreng meget rolig og nem, efter han begyndte at gå, åbnede
der sig en hel ny verden for ham, og idag.....må jeg sige, at den
fase som alle kalder selvstændighedsfasen......må siges, at taget
sit indtog hjemme hos mig.
Min dreng er vågnet
op....som jeg plejer, at sige...dvs. han er sprængfyldt med
energi, og stor livsglæde, indtag virkelig dagen!!!
Jeg oplever ofte, at
når vi går derhjemme, foregår det nogenlunde roligt, han kan godt
lege, fordybe sig med sine biler og bøger, men samtidig så er han
også meget krævende, kræver meget min opmærksomhed.
Når der kommer folk
til vores dør, hvilket hænder jævnligt, sker det ofte, at han gear
op, og enten råber, skriger...en glædes råben og skrigen....og jeg
har svært ved, at få ham ned.
I en lang periode
forsøgte jeg, at "lukke" ørerne, men efterhånden er det begyndt,
at gå mig på, samt at han render fra mig.............forleden
spændende han ud på golfbanen ( hvillket er temmelig farligt ) og
da jeg forklarede ham stille og roligt, at det er meget farligt,
og jeg blir bange, siger han ofte: sjov...og griner...
Her på det sidste
har han også bidt mig, især når der er besøg....jeg oplever det
meget som opmærksomhed......han er en dreng, som jeg oplever meget
glad og meget harmonisk på mange punkter....jeg. er dog opmærksom
på, at grundet hans forældres interne konflikter indimellem ( vi
er skilt....siden Andreas var 8mdr) selve skilsmissen er forløbet
roligt, men konfliktniveauet omkring aftaler m.m har ikke forløbet
roligt......
Hvilket har
bevirket, at afhentning og aflevering sker aldrig mellem faderen
og mig mere.........da jeg har truffet det valg, at det vil jeg
ikke udsætte min dreng for, eller mig selv for mere.............
og jeg er opmærksom
på, at min dreng har været påvirket i den grad, at når stemmelejet
stiger, så råber han ofte STOP, men hans base/fundament har jeg
været meget opmærksom på, så tryghed og nærhed har været det
vigtigste omkring ham....
Min dreng har haft
kontakt med sin far hver 14dg om søndage 7 time, dette er udvidet
til hver 14dg hver lør,søn i 7 timer.....så hans far er ikke hans
primær voksen...............men min dreng er opmærksom på, hvem er
far og hvem der er mor.
Jeg blir lidt
frusteret over, at han render fra mig, og det er ofte blevet til
en leg for ham, så nu er jeg holdt op med, at løbe efter ham, da
det ender med, at jeg spænder rundt efter ham, og han kommer af
sig selv, når jeg blir stående.
Men allermest så dét
at han kører op..........og kan bide i sjov, som han
siger..........
Når min dreng blir
lagt i seng, så sover han fra kl.20.00 til 7.30, hvilket han har
gjort siden han kom ud af maven............
Mvh moderen til en
aktiv dreng
Svar:
Kære "Mor til
aktiv dreng".
Først et svar fra
vores familiebehandler:
Jeg blev af brevet ikke helt klar over hvad spørgsmålet var? Så
jeg vil
derfor skrive lidt generelt om opdragelse og guidening af
småbørn i den
alder. Først vil jeg lige gøre dig opmærksom på, men det ved du
sikkert
allerede, at en skilsmisse sjældent går upåvirket hen over børn.
Og jeg
tænker da også, at en del af den uønskede adfærd din søn har,
har noget med
det at gøre. Kan det tænkes, at han er lidt forvirret og utryk
over de nye
tingenens tilstand? At han måske har brug for meget
forudsigelighed,
således, at hver dag i meget høj grad ligner hinanden... at han
hele tiden
ved hvad der skal ske lige om lidt, således at han ikke skal
bruge kræfter
på at spekulere på hvad der mon skal ske...Også er det vigtigt,
at rose
ønsket adfærd, i stedet for at skælde ud over uønsket adfærd..
husk også at
fortælle din tumling hvad du rent faktisk ønsker af ham, så han
ikke
behøver at være i tvivl... jeg er sikker på, at han vil have
meget gavn, af
at du sætter grænser for ham, det vil han blive tryggere af, og
det vil
hurtigt afspejle sig positivt i hans adfærd... Du er velkommen
til, at
skrive igen for uddybelse hvis behov herfor... venlig hilsen L.H.
Familiebehandler.
Svar fra
pædagogisk konsulent H.H.:
Du har ikke i din
beskrivelse af din drengs adfærd formuleret nogle spørgsmål, men
jeg går ud fra at du mangler redskaber til alle de problematiske
situationer du ofte havner i med din søn. Først vil jeg starte
med noget meget positivt; det er dejligt at høre, at din søn
prøver grænser af og i den grad udfordre sig selv og hans
omgivelser. Det lyder som om han er en energibombe, med en masse
krudt der skal brændes af... alt sammen tegn på en sund dreng i
rivende udvikling. Netop denne udvikling kan dog have sine
udfordringer.
Det første problem
du beskriver handler om, at han geare helt op når du får gæster.
Du skriver at det handler om, at han bliver glad og ikke kan
styre det. Det er jo positivt, at han bliver glad, hvilket vi må
tage udgangspunkt i. Jeg tror ikke du skal lukke ørene for det,
det er i orden at han viser sin glæde, men tager det overhånd må
du sætte en grænse, hver eneste gang situationen opstår. Du må
lige bede dine gæster om at have dig undskyldt, derefter bør du
sige: " Andreas det er vel nok dejligt at du bliver så glad (her
anerkender du hans følelser) men du må ikke råbe sådan (her
opdrager du). Det sidste skal siges lidt bestemt. Det er som
sagt ekstrem vigtig, at du gør det hver eneste gang, selvom det
er fristende bare at overhøre. Hvis du følger hver eneste
konflikt til dørs, vil din søn inden længe kende grænsen.
N.r 2 problem
handler om at han løber fra dig; Det er rigtig fint at du
bevarer roen, men du skal heller ikke være så rolig at han ikke
forstår, at det er alvor. Når han løber fra dig (et farligt
sted) skal du hurtigt fange ham igen, følge ham tilbage til
punktet han stak af fra, -sæt dig ned i hug, sig til ham at det
må han ikke. Du behøves ikke at forklare ham hvorfor ( hvis du
gør det skal forklaringen være ultra kort og simpel). Hvis han
ikke rigtig forstår dig vil han reagere ved at grine, det er
egentlig ikke fordi han syntes situationen er speciel morsom men
nærmere en forsvarsmekanisme ala "ok, jeg ved godt at jeg har
gjort noget forkert, men jeg skal lige prøve dig af, hvor går
din grænse mor? jeg er lidt i tvivl, jeg griner for ikke at tabe
ansigt og fordi jeg er usikker, nogle gange må jeg godt løbe
andre gange må jeg ikke!!!"
Nr 3 problem
handler om at han bider. Børn som bider i den alder, bider fordi
de er frustreret ovet et eller andet eller fordi de ønsker
kontrol over en anden person. Det sidstnævnte kunne være
tilfældet med din søn. Når han bider dig skal du sige meget
bestemt til ham " Andreas du må ikke bide" ingen lange
forklaringer. Han skal nemlig ikke opleve at bidning giver ham
en masse opmærksomhed, så det modsatte må gerne være tilfældet
for en kort stund. Herefter (for du ved jo godt med din voksen
fornuft at han ville have din opmærksomhed) giver du ham
opmærksomheden som han efterlyste, den skal bare ikke forbindes
med bidningen...
Han vil holde op
med at bide efterhånden som du lærer ham at det ikke er
acceptabel opførsel.
Men jeg læner mig
op af hvad vores familiebehandler siger, det handler virkelig om
de grænser og den tryghed det giver din søn.
Held og lykke med
moderskabet og husk ikke at skændes med din eks-mand mens dit
barn lytter. Børn i den alder er virkelig sensitive overfor
dårlige stemninger, det påvirker dem i allerhøjeste grad.
Mange hilsner fra
Lisbeth og Helle/Morsbaby
| 
